Vores husprojekt. Eller mangel på samme.

Vi har boet i vores hus i snart 3 år. Vi flyttede til Amager fra indre by og med 3 børn på det tidspunkt under 4 år, var det tiltrængt at skifte Store Kongensgade ud med en villavej. Lidt mere liguster, knap så mange partybusser.

Vores relation til det hus har siden været et had-/kærlighedsforhold. Meget hurtigt gik det op for os, at vi måske havde købt en større renoverings-omgang end vi lige havde skrevet os op til. Vi havde i hvert fald taget udgangspunkt i en række rapporter i forbindelse med hushandlen, der ikke var helt retvisende.

Første gang det regnede, regnede det gennem taget. Da vi skulle sætte lamper op, viste det sig, at stort set det hele, var forkert lavet og første gang det frøs udendørs, forsvandt al vand i huset.

Vi har naturligvis udbedret tingene undervejs og vores ejerskifteforsikring har været uundværlig. Forsikringsselskabet har i den grad været en stor støtte og har på ingen måde opført sig, som man ellers hører at den slags gør (Skud ud til Tryg)

Vi elsker området og vi elsker beliggenheden. Vores ældste barn er startet op i en god klasse og med allerede 4 flytninger i hendes korte liv har vi ingen intentioner om at rykke på hende igen.

Derfor står vi en sitation, hvor vi har et ønske om at blive boende, men er nødsaget til at gøre noget ved huset. Ønskescenariet er at rive ned og bygge op igen, da vi med den nuværende historik taget i betragtning ikke kan overskue flere overraskelser.

Vi tog derfor kontakt til vores bank for at høre om potentielle muligheder. Processen i den slags er (i hvert fald i vores situation), at man først finder ud af, hvad man gerne vil have, indhenter et tilbud, hvorefter man tager det stykke papir med ned i banken og spørger om tilladelse.

Det var der, vi fik et nej.

Da vi bor to generationer sammen, har vi lidt anderledes krav, end hvad der kan rummes af de fleste plantegninger fra diverse typehusfirmaer. Huset skal selvsagt være stort nok til at rumme 7 mennesker og det koster penge. Mange penge.

Indtil videre har vi fået af vide, at det koster minimum 3 millioner at bygge et nyt hus og det er mange penge, når man i forvejen har gæld i huset. Så bankens krav om gældsfaktor, der er en vurdering af ens samlede indkomst, gæld, opsparing, jobs osv, angiver at vores indkomst simpelhen er for lav til at få lov til at bygge et så dyrt hus.
Nu er vi gået lidt i limbo og ved ikke helt, hvad vi skal. Første skridt bliver at tage kontakt til flere banker og dernæst må vi tage stilling til, om vi må renovere huset istedet.

Noget skal der i hvert fald ske, så vi ikke bliver regnet på, når det regner og har vand i hanerne, når det fryser.


Træk vejret dybt ind

Velkommen til kaos. Til leverpostej på væggene, kampe om plastik-farvede IKEA-kopper, realkredit-lån og kampen om ikke at blive vanvittig midt i det hele. Før løb jeg ironman og ekstrem-løb. Nu består min største udfordring primært i at få lov til at sove længe og ikke at glemme et eller flere børn, når jeg skal ud af døren om morgenen.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *