Slut med sut

Det var hårdt at blive mor.

Jeg var konstant bekymret for de skift, der hele tiden skulle ske.

Jeg var bekymret for overgang fra amning til fast føde, jeg var bekymret for turen ind i egen seng, jeg var bekymret for vuggestue-start. Jeg var som førstegangsmor i bund og grund bekymret. Jeg var et levende espeløv. Jeg rystede konstant lidt på hænderne ved tanken om de ændringer, der hele tiden skulle ske omkring mit barn. Og lige netop den del er noget af det mest interessante ved at blive mor. Der er aldrig nogen tilstand, der er konstant. Hver gang man tænker ”I’ve got this parent-shit” ændret barnet sig og man står uvidende tilbage og glor, som havde man netop taget sin taske på for at starte i 0.klasse på mor-skolen.


Det gode ved at have accepteret det faktum er, at jeg ved at alle overgange i bund og grund nok skal gå. De bekymringer jeg har haft, er gjort til skamme og selvom overgange har været hårde, er det sjældent hårdt særlig længe af gangen. Fx tog overgangen fra vores til egen seng 3 dage. 3 hårde dage bevares, men det lykkedes fint.

Jeg har haft min bekymring omkring sutte-stoppet. For det første fordi, at jeg lige på det område ingen erfaring har at trække på. Mit ældste barn trak sutten ud af munden og kylede den bogstavelig talt ind i fjæset på mig, da hun var 3 måneder. Hun rørte den aldrig igen.

Historien har været en anden med vores tvillinger. Allerede da de lå og lignede små lørdags-kyllinger på neonetal-afdelingen på Riget og da de knap kunne trække vejret selv, sugende de sutterne til sig, som var det deres kilde til livet.
De har elsket de sutter, som de elsker Elsa og Paw Patrol. Vi har været dybt afhængige af dem. Vi er mange gange drønet forbi et supermarked, fordi vi ikke havde fået sutterne med på tur. Det er aldrig lykkedes at gennemføre en eneste lur eller nat uden en sut

Derfor gav det anledning til bekymring

Prepping
Det er meget længe siden, at vi har lagt en plan for, hvad der skulle ske med de sutter. For et år siden aftalte vi, at de skulle afleveres i Tivoli, da det er et sted, vi ofte kører forbi med børnene og det er et sted, de kan genkende og huske.
Da de ramte ca. 2.5 år, begyndte vi at tale om, at vi på et tidspunkt skulle aflevere sutterne til sovetrolden i Tivoli. Han havde brug for dem, men ville gerne vente til tvillingerne var rigtig store og ikke længere havde brug for dem.

Det sidste halve års tid er den snak blevet intensiveret og de har de sidste måneder selv nævnt, at de skulle aflevere deres sutter, når vi er kørt ind over Rådhuspladsen og Tivolis lys har glimtet i det fjerne.

14 dage forinden den store sutte -afsked begyndte vi at tælle ned. Hver morgen har vi italesat, der nu var 3 dage tilbage til, at sutterne skulle videre. Det har gladeligt italesat og virket begejstrede omkring projektet.

Lige indtil de reelt skulle afleveres.

Den sørgelige afsked
Om morgenen var begejstringen dalet lidt. Begge børnene trak i land og var sådan set ikke interesserede i at aflevere de sutter, selvom det betød en tur i Tivoli. “Ikke alligevel. Vi blive bare her med sutterne, ik’ ?”, sagde den ene tvilling til den anden.

Vores egen have var pludselig meget sjovere og det var ikke med deres gode vilje, at vi pakkede sutterne i tasken og tog afsted mod sovetrolden.

Da vi ramte Tivoli blev de værste abstinenser taget med en is og en tur i karrusellen. Meget hurtigt glemte de alt om den kommende afsked.

Da tid var, begyndte jeg at Google, hvor sovetrolden egentlig geografisk hører til i Tivoli. Nogen vil måske mene, at forberedelsen omring netop den del, skulle være foretaget lidt tidligere. Men jeg arbejder altid kun under pres. Lidt efter lidt gik det med gru op for mig, at sovetrolden var blevet pensioneret. Der var intet sted at aflevere sutterne. Intet officielt sted i al fald.

Gode råd var dyre og det var tanken om, at vi ikke kunne få afleveret alligevel også.

Heldigvis er mine børn vant til, at planer er til for at blive ændret, så vi udnyttede, at Rasmus Klumps hus ikke var gået til under covid-19 og lod hans træ blive et sutte-træ (Undskyld Tivoli. Vi var desperate) Børnene sagde ”Tak for nu og alt, hvad I har givet os” og så blev der vinket farvel.

Derfra gik vi direkte over til Build a bear-forretningen, hvor børnene fik lov til at vælge en ny substitut-for-sut bamse.

Hvordan er det så gået?

Første aften var ikke køn. De nyindkøbte bamser blev kylet gennem rummet og fik af vide, at de kunne skride hen, hvor solen ikke skinner. De skulle under ingen omstændigheder bo i deres seng. Til gengæld ville de gerne have deres sutter tilbage.

Det tog lang tid og meget overtalelse, men til sidst blev det accepteret, at sutterne nu boede hos Rasmus Klump. Siden har sutten faktisk været et fint minde og intet andet end det. Jeg har pt. et sæt tvillinger liggende sovende ved siden af mig, der har accepteret et liv uden en gummidut i munden. De har spurgt efter dem et par gange, men accepterer, at de nu bor hos Rasmus Klump.

De har på ny bevist, at jeg skal holde op med at bekymre mig så meget.

Alting skal nok gå fint.

Hvad er jeres bedste råd omkring suttestop?

Træk vejret dybt ind

Velkommen til kaos. Til leverpostej på væggene, kampe om plastik-farvede IKEA-kopper, realkredit-lån og kampen om ikke at blive vanvittig midt i det hele. Før løb jeg ironman og ekstrem-løb. Nu består min største udfordring primært i at få lov til at sove længe og ikke at glemme et eller flere børn, når jeg skal ud af døren om morgenen.

6 kommentarer til “Slut med sut”

  1. Christina Billeschou

    Faktisk det samme som dine råd. Snak om det og aflevere sutterne et sted, man ikke kan komme til igen. Og så husk at ALLE sutterne skal afsted. Ikke noget med at have en eller to for en sikkerheds skyld. For så falder man i. Især kl kvalme om natten og behovet for søvn melder sig. Hold ud. Det skal nok gå.

  2. Ikke et reelt råd, men mine tvillinger piger elskede også deres og selvom de tog det fint kunne de lææææænge efter sige med længsel “jeg savner mine sutter mor” og være lidt bedrøvet. Så det kan altså tage tid med den afsavn selvom de klarer det flot🙏

  3. Mine to eldste har givet de til tandlægen ved 3.5 alderen ish..de har taget posen med suttene i og givet de selv. Det har egentlig vært rimelig nemt begge gange…De har ikke ikke spurt efter de siden!

  4. Min søn elskede også hans sutter, men vi afleverede dem i vores postkasse en sommer dag til julemanden og dagen efter havde julemanden hentet sutterne og der lå en gave 🙂

    Inden da havde vi hørt ham kører over himlen i hans kane. Her var far mest nervøs og det gik ganske smertefrit. Det eneste jeg savner nu, ham er 5 år. Er at, man nogle gange kunne lukke munden på ham med en sut. Hvor kan de stille mange spørgsmål 🙈

    1. Mht et barn der snakker meget bad vi ofte vores søn tælle til 20 inde i hovedet. Det syntes han var sjovt. Man kan jo øge antallet efter behov😉

  5. Vi trappede ud den sidste måned inden jeg tog dem. Da fik hun dem kun når hun skulle sove. Og så snakkede vi meget om at snart skulle hun ikke bruge sut mere og da måneden var gået pakkede jeg dem væk. Tog dem om morgenen og lagde dem i køkkenskabet og der har de ligget siden.
    Jeg var også virkelig overrasket over at det gik så nemt. Børn er bare så meget sejere end voksne 😄

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *