Om sorg og tid

Det er noget underligt noget, når folk dør.

Det var sidste år meget tydeligt for mig, hvor stor og travl verden er, og hvor ligegyldig store begivenheder er for resten af verden.

Da en vibrerende telefon og en sms-besked der fyldte hele min skærm, som hvis der var tale om, at min mand bad mig om at købe 2 liter mælk med hjem, fortalte mig, at min storebror var død, fortsatte verden omkring mig.

Det siger sig selv. Verden fortsætter hvilket kan være belejligt.

Men da føltes det ikke som en selvfølge. Jeg ville gerne have, at noget drastisk samtidig skulle ske. Som i, at solen i det sekund skulle slukke og alle skulle kigge op og tænke, at det naturligvis handlede om, at jeg havde mistet sin storebror.

Men alt fortsatte. Verden gik videre.

Et par timer efter den besked landede, stod jeg i Netto. Børnene skulle jo have aftensmad og ligeledes skulle jeg. Jeg kan huske, hvordan min hånd føltes fremmed, mens den gik og trak en larmende indkøbskurv bag mig. Få timer forinden havde selv samme hånd hvilet på min brors skulder, som den har gjort mange gange før. Denne gang var huden kold under trøjen, den hvilede på. På en måde var det ikke ham, der lå der. På en måde føltes det bare som en en tom skal uden min storebror indeni.  Men kærligheden i mig var den samme og derfor var det det mest naturlige i verden at ae hans kolde arm. Længe. Indtil det var en nødvendighed at gå og jeg ikke kunne gøre det længere.

Og nu stod jeg i Netto. Kiggede rundt på de andre handlende kunder, der trak mælk ud af køleskabet og jeg tænkte, at de da måtte vide, at min storebror var død. De måtte vide, at verden ikke var den samme længere. Men intet omkring mig var reelt anderledes. Det var kun mig, der var anderledes.

I går havde min bror fødselsdag. Jeg havde glemt det. Jeg havde ikke glemt det i dagene op til, men jeg glemte det om morgenen, da jeg havde hundrede tanker i hovedet om jobskifte og oprydning og det gik pludselig op for mig, alt imens jeg stod og ventede på Metroen. Og så græd jeg. Som pisket. imens der omkring mig var mænd med slips, der skulle på arbejde og kvinder med børn, der skulle i skole.

Igen tænkte jeg, at de da måtte vide, at intet var, som det skulle være. Min storebror havde fødselsdag og han var for død til at fejre det. Metroen burde jo stoppe og dvæle ved, at det var helt forkert.

Men verden var ikke anderledes. Det er kun mig, der er anderledes.

Det er noget mærkeligt noget med sorg. Der er gået 7 måneder. Jeg græder sjældent, selvom jeg tænker på det hver dag. Men lige i går græd jeg i en Metro. Fordi det var en fødselsdag, der ikke skulle fejres. Det gjorde ondt.

Der er ingen regler, procedurer eller formularer omkring sorg.

Andet end den alene gør én anderledes end før.

Træk vejret dybt ind

Velkommen til kaos. Til leverpostej på væggene, kampe om plastik-farvede IKEA-kopper, realkredit-lån og kampen om ikke at blive vanvittig midt i det hele. Før løb jeg ironman og ekstrem-løb. Nu består min største udfordring primært i at få lov til at sove længe og ikke at glemme et eller flere børn, når jeg skal ud af døren om morgenen.

1 kommentar til “Om sorg og tid”

  1. Åh hvor dit indlæg rammer lige i hjertet. Min mor døde Skt. Hans aften og til trods for at det kun er 3 uger siden, føles det som om hele verden bare kører videre for fuld skrald og forventer at jeg følger med. Og jeg har mest lyst til bare at råbe “forstår I ikke at hun er forsvundet fra mig”.
    Tiden læger alle sår og en dag bliver det godt igen, men øv hvor jeg frygter alle mærkedage i det næste år..

    Varme tanker tl dig.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *