Når gode råd får os til at føle os som dårlige forældre.

Det fine billede er af Kaboompics .com og er fra Pexels

Jeg følger en del profiler på Instagram, der fortæller mig, hvordan jeg skal få hele, rummelige og kærlige børn. Profiler der har fagpersoner bag, der har forstand på børn. Børn der ikke stikker slik i lommen i Fakta og som ikke lyver om, hvor de har været, når de kommer hjem som 13-årige. Den type profiler, hvor man nikker anerkendende og forstående af indholdet, hver gang de poster noget. Man sender et screenshot til ens mand, hvortil man skriver, at det jo bare er sådan, vi skal håndtere det, når Oscar på 3 år igen går i flitsbue i køen i Netto klokken kvart i ulvetime. Vi skal bare være rummelige og anerkendende og så bliver det hele fint igen.

De gode råd gør desværre bare ind imellem ondt værre. De dygtige socialpædagoger der poster det i bedste mening, overvejer nok ikke at mange af os mødre der læser med, føler os som komplet retarderede, når vi igen har råbt lidt for højt af vores børn og ikke har formået at skabe den ro de formidler, at vi skal anvende omkring barnet. At der ikke er noget der hedder trodsalder, men alene er tale om forældre, der bare ikke har forstået sit barn og dets behov ordentligt.

Nej, gu’ fanden fatter jeg ikke en brik. Det er virkelig mange år siden, at jeg har været 3 år og jeg har hverken studeret børns hjerneudvikling eller pædagogik. Jeg forstår i bund og grund ikke altid, hvad der sker i hovedet på dem.

Forleden læste jeg et post på én af disse profiler. Der stod noget i retning af, at det altid var os som forældre, der dikterede stemningen og at det aldrig kunne være vores børns skyld, at vi kom i dårlig humør. Derudover stod der noget i retning af, at vores børn kopierede sine forældre, så hvis ens børn var nogle røvbananer, var der nok tale om nogle dysfunktionelle mønstre i os som forældre.

Som sagt har jeg ikke læst pædagogik, men på trods af det, vil jeg nu fastholde, at jeg ikke er helt enig i det postulat. I al fald kan jeg ikke helt se, at mine børn spejler sig i mig, når de smækker en dør ind i hovedet på en søskende eller nægter at tage sokker på. Ingen af delene er noget, jeg sådan praktiserer.

Desuden ved jeg, at det ikke alene er mig, de spejler sig i. Det er også deres 50 små børnehave-venner, som formidler det danske sprog og agerer lidt anerledes, end jeg gør. Der er i hvert fald sket en betragtelig ændring i deres sprog, efter de er begyndt at omgås med børn i aldersgruppen 3-6 år.

Jeg anerkender fuldt ud, at vi som forældre har det fulde ansvar for vores børns udvikling og den måde de agerer på, men jeg vil for evigt slå et slag for, at det ikke alene er os som forældre, der kan diktere, hvordan de opfører sig.

Jeg gad virkelig godt, at den slags profiler, der giver gode råd om pædagogik og børneopdragelse, reelt gav gode råd og ikke bare skriver, alt det vi ikke skal gøre. For når vi som forældre eksempelvis læser, at vores børns adfærd alene beror på os som forældre, føler vi os godt og grundig lausige, når vi børnene ikke opfører sig, som vi håber. Og det gør børn aldrig.

Fordi de er børn.

Nu fik Moder Theresa ingen børn, fordi hun var nonne, men jeg er sikker på, at hvis hun havde fået børn, havde de også bare i ny og næ smidt sig i køen i Netto.

Nogen gange tænker jeg, at børn bare opfører sig vanvittigt, uden det nødvendigvis har noget med os at gøre.

 

Træk vejret dybt ind

Velkommen til kaos. Til leverpostej på væggene, kampe om plastik-farvede IKEA-kopper, realkredit-lån og kampen om ikke at blive vanvittig midt i det hele. Før løb jeg ironman og ekstrem-løb. Nu består min største udfordring primært i at få lov til at sove længe og ikke at glemme et eller flere børn, når jeg skal ud af døren om morgenen.

20 kommentarer til “Når gode råd får os til at føle os som dårlige forældre.”

  1. Bare rolig, jeg har den slags børn socialpædagogerne skriver om.. selvom jeg er socialpædagog.😂

  2. TAK! Fuldstændig sådan jeg har det. Dejligt at høre andre sætte ord på det! Det er næsten umuligt ikke at føle sig uduelig og forkert i så mange sammenhænge.

  3. Det kan godt være du ikke har studeret pædagogik og mindfulness men jeg stemmer nu stadig på din analyse af børn som nogle små bavianer der bare nogle gange VIL teste deres forældres tålmodighed. Så kan det godt være at socialpædagogerne sidder på gulvet og kalder på deres børn med girafsprog i de 25 min et hysterisk anfald over ikke mere is/ketchup forkert på tallerken/smoothie åbnet for langsomt/(indsæt selv flere) varer men jeg har det ikke i mig kan jeg konstatere og det ikke er min skyld og jeg ikke er en dårlig forælder af den grund. Stine for prez!

  4. Ja til alt ovenstående! For helvede hvor bliver jeg presset af blackbird institute instagram formaninger. Hvis jeg aldrig må være sur, og det heller ikke er en okay løsning at sige undskyld til sine børn, så har jeg virkelig meget lidt at tilbyde. Måske er jeg en ravnemor, men hvis børn kun oplever zen mennesker, der taler med mild og god stemme og med 100 pct interesse for netop deres indre liv, så bliver det sgu noget af en overraskelse at komme ud i verden.

  5. Oh shit, hvor har jeg tænkt det samme om maaange af deres opslag. Er stoppet med at følge dem.

  6. Jeg kan varmt anbefale Sara Alforts bog “Tænk, hvis du ikke afgør dit barns fremtid” til alle der trænger til at kunne lette skuldrene lidt 👏 hun er fra Zetland og bogen koster 70 kr mener jeg hos dem.

  7. Jeg har det på fuldstændig samme måde 🙋🏼‍♀️ Af samme årsag følger jeg ikke Blackbird Institut med flere. Deres gode råd stemmer på en eller anden måde bare ikke overens med vores virkelighed 🤷🏼‍♀️
    Til gengæld er jeg meget glad for at abonnere på “Forældresparring”s nyhedsbrev fra Rikke Winckler. Det er fyldt med konkrete anbefalinger til at håndtere alle (u)mulige situationer.
    Den dårlige samvittighed hos os rammer, når vi læser om børns spisevaner. At barnet skal lære selv at regulere sit indtag af mad, at køkkenet aldrig er lukket, selvom aftensmaden har været serveret, men samtidig må man heller ikke gøre det til en vane, at de ved at de altid kan få noget alternativt at spise 🙄 At man aldrig må lege maden i børnene, og at man skal give los og lade barnet bestemme mængden på fredagsslikket, for så tager man det “mystiske” ud af de usunde fødevarer, og barnet finder ud af, at det alligevel ikke er så spændende…… wel…. Ingen af de eksperter har så mødt mine børn (11 år, 4 år og 1 år). Min mellemste endte med kun at spise fredagsslik og ingen aftensmad tre fredage i træk, og nej, hun blev “desværre” aldrig dårlig af al det slik, hun selv havde valgt, så det lærte hun ikke ligefrem noget af. Og alle vores børn går i “baglås” og nægter at spise, hvis de bliver for sultne. Så vi har siddet et utal af måltider med en skrigende baby, som i virkeligheden bare var mega sulten, men for vred til at ville spise, hvor iPaden til sidst blev vores redning til at distrahere. Men fy fy, det er jo helt forbudt, og vi sidder tilbage helt opgivende på hele det madcirkus, og føler os som tabere, fordi vi tilfældigvis ikke har fået lige præcis de børn, der bare spiser helt almindeligt som andre børn åbenbart gør (…) 😐
    (PS: vores børn fejler ingenting, får masser af frugt og grønt og en multivitaminpille, og bliver tilbudt mad ved hvert måltid og lidt indimellem, så de lider ingen nød, og jeg HAR læst bogen “Madro”, følger Charlotte Seeger fra Babybite, hørt podcasten “Slut med forbudt” og alle de andre 117 selvhjælpsbøger whatever. Men altså, det virker bare ikke på mine unger🤷🏼‍♀️)

    1. Hejsa 😊
      Jeg læste lige din kommentar og det er jeg lykkelig for! Jeg har en søn som til tider flipper helt skråt når vi skal spise. Jeg har aldrig tænkt tanken, at han er så sulten at han ikke kan spise – som du skriver er tilfældet med dine børn. Det tror jeg faktisk også sker for ham. Jeg har bare aldrig tænkt det sådan. Jeg har tænkt “nej du får ikke kiks/knækbrød nu. Vi skal spise om 20 min”
      Så kæmpe tak for et godt råd, som du ikke vidste du gav, men som jeg stod og manglede 😃 🙌🏼 Rigtig god dag ♥️

    2. Kæmpe lettelse at læse både indlæg og kommentarer herunder (især din kommentar, Vibeke – jeg kan så meget genkende madkampen og kører ipad og makrelmadder for at undgå kæmpe konflikter hver eneste aften).

  8. Hmmm… Jeg kan egentlig godt se, hvor du kommer fra. Fx tænker jeg bestemt også, at dine børn har en alder lige nu, hvor de hiver masser af bras hjem fra børnehaven 😅. Men lige det her med, at de voksne har ansvar for den gode stemning, det er måske det råd, der har fået mig til at vokse allermest i mit forældreskab overhovedet. For mig handler det ikke om, at det er min ‘skyld’ at barnet flejner eller er ked af det, eller at jeg skal bebrejde mig selv, hvis mit overskud ikke altid rækker til forståelse og anerkendelse. Men det handler om den kendsgerning, at en 1-, 2-, 3-, 4-, 5-årig og ældre, simpelthen ikke evner at tage ansvar for den gode stemning. De tænker ikke: ‘Hov, nu bliver det vist lidt ubehageligt med det her råberi, jeg må hellere stoppe’. Og slet ikke hvis den voksne står og råber. 😬

    Jeg tror også, at det er svært at formidle pointer og råd om forældreskab, på en måde hvor ingen føler sig trådt over tæerne, eller bliver kede af det over egen praksis. Det bliver i hvert fald meget uklar kommunikation, hvis der er 10000 forbehold, som også skal skrives ind i alle posts. Så jeg tror i virkeligheden, at det handler om at finde de profiler, der kan rykke en i den rigtige retning og skabe refleksion, men ikke har et børnesyn ellers en kommunikationsstil, der trigger dårlige tanker hos én.

  9. Åh tak! Jeg føler mig som verdens dårligste mor, når jeg læser alle de gode råd og intet af det virker 😅 nu må man jo ikke kalde børn hysteriske, men ærligt – det er de altså bare nogle gange!

  10. Tak!! Jeg tror, jeg har læst samme kommentar og fik faktisk ret ondt i maven efter en skod-eftermiddag.
    Tak for lige at minde mig om virkeligheden ☺️

  11. Tak for dit indlæg! Hvor er det bare rart at se at det ikke kun er mig der bliver påvirket og små stresser af det 😊

  12. Og netop derfor er jeg meget, meget kritisk med, hvem jeg følger. Der er ingen grund til at følge nogen, der giver mig ondt i maven!

  13. Jeg følger også en del af disse profiler, og tager det til mig, som giver mening – og som jeg kan se gør en forskel for mig og mine børn. Min søn på snart 5, kæmpede vi med for nogle år siden – og der læste jeg hjernesmarte børn – den gjorde en forskel på vores tilgang og måde at sige tingene på – men det krævede hårdt arbejde og øvelse til at huske at gøre det anderledes. Tit er det måden at sige tingene på der gør en forskel i det lange løb.

    Ligesom med andre profiler på insta, følger jeg dem der bringer god karma og humor – og hvis jeg bliver irriteret/påvirket i negativ retning klikker jeg på unfollow – det tænker jeg også giver mening med de pædagogiske profiler – at der kan man gøre det..

  14. Tak Stine! Jeg er så uendeligt glad for din profil for jeg synes I er de FORFEDESTE forældre. Og alligevel jeres børn indimellem nogle røvbananer 😅 så det bliver sådan lidt omvendt; hvis jeres børn kan og gør… ja så er det sgu nok ikke så slemt endda ❤️ Jeg går faktisk hver dag og føler mig som en nederen mor der åbenbart intet gør rigtigt. Og jeg begynder at se at det er fordi jeg har sat barren på 100% ifavnsk og black-bird agtig opdragelse. Men det er som om det sgu ikke rigtig passer til hverken mine børns eller min personlighed 😅 og så den der “ville du virkelig tale sådan til et andet voksent menneske?” Øhm nej, men det er sgu også de færreste voksne mennesker der vipper en tallerken spaghetti på gulvet fordi vi ikke skal se gurli gris… og de færreste voksne mennesker skider højt og flot på hvert eneste ord der kommer ud af min mund (så holder jeg mig i hvert fald fra dem), så jeg synes bare ikke altid det helt holder. Og alle de råd med hvordan man omformulerer sig så man ikke smadrer sit barns selvværd selvom det faktisk er søde og positive ting man siger – næh man skal bruge de rigtige ord og vendinger – dét giver mig stress og dårlig samvittighed. Tak for påmindelsen om at man ikke pr. automatik er en dårlig mor ved at trykke unfollow👍🏼

  15. Tak. Jeg følger både den pågældende profil du refererer til og din. Og hvor er jeg enig. Tak for at du lige tager min mand og jeg i hånden i et kort øjeblik og siger at vi ikke skal slå os selv i hovedet med det ene post efter det andet.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *