Forskellen på drenge og piger i selvstændighedsalderen

Må man egentlig overhovedet italesætte, at der er en forskel eller er det blevet ukorrekt at fastholde børn i noget så ligegyldigt som køn? Uanset hvad har jeg nu tænkt mig at gøre det netop det. Gøre forskel på drenge og piger.

Jeg har nemlig oplevet en forskel. Det er nok for meget at definere det som en generel forskel mellem drenge og piger, men indtil videre kan jeg i hvert fald slå fast, at der en forskel på mine børn, når det kommer til køn.

Nogen mener, at det er samfundet, der har fastlåst børn i kønsroller. Således at piger bliver påvirket til at elske lyserød og dukker og drenge helst vil lege med en brandbil med høje sirener. Vi har jo én af hver og jeg vil vove at påstå, at der en grundlæggende forskel på køn udover det åbenlyse.

Vores børn har haft samme adgang til henholdsvis dukker og biler, de er vokset op med de samme pædagoger og vi som forældre har ligeledes været præcis samme sted i vores liv. På trods af det har børnene udviklet sig til små meget forskellige individer der udelukkende har valgt at interessere sig for det, der nu engang er klassisk for deres køn.

Det var dog ikke køns-specifikt legetøj dette blogindlæg skulle handle om. Det var tværtimod noget helt andet. Nemlig kønnenes forskellige måder at håndtere den udvikling i deres små kroppe, der udtrykker sig som “selvstændighedsfasen” der indtil det blev pædagogisk ukorrekt blev omtalt “trodsalderen”. Og igen må jeg jo nok hellere lade være med at udtale mig generelt, men alene med udgangspunkt i mine egne børn.

Men jeg har observeret følgende:

Når piger rammer 2-3 års alderen oplever de ofte, at de ikke bliver forstået eller at tingene ikke er, som de ønsker det. Det kommer til udtryk i noget, man ikke må kalde for hysteriske anfald, men tydelige signaler om, at man som forælder har fucket fuldstændig op. Det kan fx være, at man har valgt den forkerte sko eller har placeret ketchup det forkerte sted på tallerkenen.

Lidt anderledes har det været herhjemme for drenge. De signalstærke udtryk kommer stadig, når ketchuppen bliver placeret forkert, men de er lidt færre end hos pigerne. Til gengæld har min lille nuttede dreng udviklet sig til en drillepind, der lever og ånder for at gøre livet sort for sine søskende. Det suppleret op med, at han taler som en lille havnearbejder.

Vi forsøger naturligvis at stoppe og sætte grænser og forventer stærkt, at der alene er tale om en fase. Nu skal jeg nødig være sådan en mor, der kigger ned på sit barn og siger “Næ, han er ganske velopdragen. Det er de andre børn, der påvirker ham til at sige “lortefuck” “, men det har jeg tænkt mig at være alligevel. Små drenge i børnehavealderen bliver virkelig påvirket af de større drenge i børnehavealderen og de er i den grad lærernemme, når det kommer til unoder og bandeord.

Er der andre der oplever det samme? Eller bør vi bare sende vores børn på militærskole, fordi vi har fejlet i vores opdragelse?

 

Listen to “Voksenguiden” on Spreaker.

Træk vejret dybt ind

Velkommen til kaos. Til leverpostej på væggene, kampe om plastik-farvede IKEA-kopper, realkredit-lån og kampen om ikke at blive vanvittig midt i det hele. Før løb jeg ironman og ekstrem-løb. Nu består min største udfordring primært i at få lov til at sove længe og ikke at glemme et eller flere børn, når jeg skal ud af døren om morgenen.

11 kommentarer til “Forskellen på drenge og piger i selvstændighedsalderen”

  1. Nu har jeg kun drenge (4 og 5 år) men er lykkelig over at du skriver det! Troede kun det var mine drenge, som lige pludselig kan en masse ord jeg ikke selv ville kunne få ud af min mund!

  2. Har kun drenge og vi oplever præcis det samme. Forstår slet ikke, hvordan min lille søde dreng udviklede sig sådan efter han kom i børnehave. Sikke nogle ord og en opførsel. Jeg synes, 3 år var et vanvittigt år, men 4 år er til gengæld det fedeste😍

  3. Mine tvillinger er netop blevet 3år. Min datter er også meget signal stærk, og hendes verden styrter jævnligt i grus, ved små afvigelser fra hendes (i hovedet) tænkte scenarier. Min søn derimod er også en drillepind uden lige. Hvis han keder sig bare i et øjeblik går det ud over søster (ikke andre børn så vidt jeg har observeret). Det er alt fra at hive store totter hår ud af hovedet på hende, tage det hun bruger og helt umotiveret til at skubbe hende vanvittigt hårdt ind i en mur 😳.
    Jeg må ærligt sige at jeg er lettet over at det nok bare er en fase og at min søn ikke viser tegn på at jeg har fucket totalt op 🙈😅

  4. Min datter blir 4 lige om lidt. Hun havde også en “hysterisk” periode fra 2-3 år. Og en endnu værre fra hun var ca 3,5 år. Det er heldigvis klinget af igen. Holy fu** for en diva altså!
    Mht ordforråd så sker der altså bare noget når man starter i børnehave tror jeg. Min datter kunne ihvertfald pludselig 5-6-7 nye ord, i løbet af de første 14 dage. Ord hun absolut ikke havde lært hjemme. Det gik dog hurtigt over, det med de nye ord. Oplevede det mest som at hun lige skulle teste om vi reagerede på dem. Men nu glæder jeg mig da bare ekstra meget til lillebror når børnehavealderen 🙂

  5. Synes lidt vores 3-årige pige har taget lidt (skriver med vilje ikke det bedste😅) fra begge lejre. Hun får virkelig nogle nedsmeltninger af dimensioner, og der kommer meget øh interessante ting ud af hendes mund for tiden. Jeg er overhovedet ikke vant til drenge, så er ret sikker på, at jeg nok ville observere nogle forskelle, hvis det var. Men herhjemme er fuld Elsapåklædning og en meget latrinær tilgang til det danske sprog fuldt forenelige. Til gengæld synes jeg de fleste andre i min omgangskreds har meget nemme 3-årige, når jeg ved et forfærdeligt uheld kommer til at sammenligne med andre😅

  6. Jeg har 2 drenge på 2 & 3 år. Ham på 3, synes jeg ikke hans trodsalder var slem, han hører efter, men får stadig vilde nedsmeltninger – især både af os som forældre, og siger/kalder os grimme ting, men hans lillebror, bringer de værste nedsmeltninger frem, og lillebroren, vil jeg våge at påstå, har været i trodsalderen fra han blev 2, han bliver 3 til oktober, og jeg er tæt på at knække udfra hans prøvning af grænser, ørepropper, og Hans ekstremt vilde nedsmeltninger – jeg forstår det Ikke, og forstår slet ikke hvorfor han ALDRIG giver op!

  7. Jeg har en treårig pige og hun var verdens nemmeste baby men jeg tvivler på hun er verdens nemmeste treårige. Jeg har virkelig aldrig syntes det var hårdt at have hende. Før nu. Hold kæft en viljekraft, mand, det er så vildt. Pludselig forstår jeg udtrykket om at være bange for sin treårige! Hun har så også en lillebror på syv måneder og jeg er utrolig spændt på at se hans udvikling for indtil videre har han mindet meget om sin søster som baby. Synes jeg kan se at børnehavedrenge bliver nogle små godstog af energi, hvor pigerne oftere får det ud af munden😅

  8. Vi oplevede det samme sidste år, da min søn blev 3 og startede i børnehave – er du gal et grimt sprog han pludselig kunne. Nu er 4 og mellem barn (som det så fint hedder i vores institution), og jeg synes det er aftaget, og at han mere medgørlig nu end som 3 årig. God karma herfra.

  9. Har en dreng der lige er fyldt 4 og en pige på 1,5.. så har det stadig “til gode” ift min datter, men kan i hvert fald nikke genkendende til drille delen. Vores datter er netop kommet ind i den fase, hvor alt hvad storebror gør, er det fedeste – så hun følger ham ofte rundt som en lille skygge, og gør alt hvad han gør. Henter han fx sin dyne ind i sofaen om morgenen, ja, så gør hun det samme, sætter han sig med en bog eller noget legetøj, så gør hun det samme. I den sammenhæng har vi gentagne gange observeret, at han kort efter at hun har sat sig begynder at drille hende – han tager hendes dyne, tager den bog hun sidder med, tager det legetøj hun leger med osv osv. på trods af at han var i gang med noget helt andet legetøj..

    Og vil også lige tilføje, at jeg kun kan være enig i betragtningen omkring dreng/pige-orienteringen – vi er på ingen måde kønsforskrækkede herhjemme, og har alle dage sagt, at de må lege, gøre, og iklæde sig præcis hvad de synes, uanset køn.. men alligevel har vores dreng allerede som 1-årig haft en klar præference for ALT med motor og værktøj. Og forskellen var slående da vi fik vores datter. Til trods for, at hun kun er 1,5 år, er det helt tydeligt, at hun er meget piget – hun elsker at pynte sig og kan bruge lang tid på at sidde og pille ved perler og små nips. Og det vel og mærke til trods for at jeg aldrig selv har været sønderligt piget som barn, og også har valgt en klassisk mandeprofession som voksen. Dog kan vi ikke komme helt uden om storebrors påvirkning, da alt hendes legetøj, uanset om det er dukker, siger vrøn vrøn 😂

  10. …lortefuck. havde lykkeligt glemt det ord. min dreng er nu 8 og går i 1. og da han startede i skole forsvandt det ord (godt at høre, ikke).
    men det med placering af ketchup…det er et vedvarende problem. sorry to say

  11. Det er dælme sjovt. Jeg har ikke tænkt over det på den måde, men det passer fuldstændig på hvordan det er hjemme hos os. Vi har en pige på 2.5 og en dreng på 4.5. Vores dreng er ustyrligt drilagtig og provokerende. Indtil videre bliver han bare bedre og bedre til det jo ældre han er blevet. Håber lidt det går den anden vej snart… Og han er også vild med de der åndsvage bandeord. Og vores pige bliver fuldstændig hysterisk og skriger som et spædbarn, hvis hun ikke kan få yndlings Elsa-blusen på…

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *