Hvordan jeg passer på min omverden på mine sociale medier

For et par år siden, inden jeg selv blev en del af blogger-junglen, overvejede jeg, om bloggere mon ikke havde særligt mange venner eller om de mon alene omgik andre fra samme faggruppe. Jeg bemærkede nemlig, at de ofte ikke taggede mange andre end hinanden og det var sjældent, at der indgik ukendte navne på deres sociale medier.

Jeg selv er faldet i samme mønster. For nylig havde jeg en snak med en god veninde, der spurgte om hvorfor, jeg aldrig taggede eller lagde billeder op af venner og bekendte på mine platforme. Hun antydede, at det kunne være fordi, at jeg ikke ville vise hende frem. Eller modsat – alene ville tagge eller vise billeder af personer, der selv delte deres liv til mange mennesker hver dag.

Det handler kun om én ting – og det er, at det alene er mig, der har valgt at udstille mit liv på sociale medier og at lægge ansigt og følelser ud foran mange tusinde mennesker.

Jeg har aldrig haft en ambition om, at jeg skulle have en profil med mange følgere. Min profil startede alene som min private profil, hvor jeg delte små fjollede anekdoter omkring mig og vores familieliv. Jeg kan huske, at jeg ramte 1000 følgere, da vi lå indlagt med vores to nyfødte tvillinger på en neonatal-afdeling og jeg studsede lidt over, at så mange mennesker gad at følge med i vores leverpostejsliv, som da godt nok var lidt ekstremt taget mængden af små børn i betragtning.

Siden er der kun kommet flere til. Jeg er så småt i nærheden af, at 17.000 personer følger med i vores familieliv på godt og ondt og det ansvar er begyndt at gå op for mig. Ikke så meget i relation til, hvad jeg deler. Det er en hel anden diskussion og noget jeg tidligere har berørt, men hvad jeg deler om andre end mig selv.

For få år siden lagde jeg ikke noget filter på mine billeder. Både bogstavelig og i overført betydning. Jeg havde ikke lyst til at dele billeder af fx babyafføring, der eller er set hos andre mor-profiler, når baby har sendt en ordentlig dej igennem ble og tøj. Egentlig ikke på grund af baby, men ganske enkelt fordi, at det er uappetiteligt og man ikke aner, om de der scroller igennem billede-feedet på Instagram sidder mit i en frokost. Derudover kommer man aldrig til at se nøgne børn på min profil, fordi man ikke aner, hvem der følger med og hvad de bruger billederne til.

Mine børn

Den grænse har siden rykket sig. I den mere skærpede retning. Jeg har delt masser af billeder af mine børn i ble, men i takt med, at de er blevet ældre, er kravet om mængden af påklædning øget. Nu er det som udgangspunkt kun fuldt påklædte børn, der fremgår.

Derudover kan jeg også mærke, at min tilgang omkring at dele mine børn har ændret sig. De bliver ældre og ældre og derved bliver den søde og nuttede babyalder skiftet ud med en alder, hvor der er mange følelser på spil og de pludselig kommer til, at skulle indgå i relationer med andre. Jeg kommer ikke til at stoppe med at dele børnene helt, men mit etiske retningspas for, hvad der er ok at dele, har ændret sig. Jeg har en ambition om ikke at udlevere mine børn på nogen måde, men kun at tage udgangspunkt i mig selv. Selvom alt hvad jeg deler, er helt uskyldigt aner jeg ikke, hvad mine børn kommer til, at synes er træls om 10 år.

Jeg er begyndt at spørge mine børn, om jeg må tage et billede af dem og selvom de er så små og reelt ikke kan give et informeret samtykke, er det stadig en rettesnor for, hvad de selv har lyst til at indgå i. Derudover er jeg (som udgangspunkt) holdt helt op med at filme dem oppe i ansigtet og i stedet alene lave videoer, hvor de indgår i baggrunden.

Min omgangskreds

Lige nu er jeg i sommerhus med en gruppe venner, som jeg har kendt tæt og indgående i 8 år. Jeg lærte dem at kende, da jeg boede 300 kilometer fra min familie, hvilket var fælles for alle. Vi var derfor både, kolleger, men også hinandens støttepunkter, familie og venner i en hverdag langt væk fra alle, man kendte.

Før i tiden ville jeg bare filme og tage billeder og lægge op. På samme måde som alle andre gør her. Men fordi, at der pludselig er mange mennesker der følger med, er jeg begyndt, at spørge alle om jeg må tage billeder og lægge op, hvilket ofte betyder, at jeg bare lader telefonen blive i lommen, da jeg i bund og grund føler, at det er lidt akavet.

Jeg vil i den grad bare gerne passe på de mennesker omkring mig og det mener jeg også, at jeg har et stort ansvar for.

Træk vejret dybt ind

Velkommen til kaos. Til leverpostej på væggene, kampe om plastik-farvede IKEA-kopper, realkredit-lån og kampen om ikke at blive vanvittig midt i det hele. Før løb jeg ironman og ekstrem-løb. Nu består min største udfordring primært i at få lov til at sove længe og ikke at glemme et eller flere børn, når jeg skal ud af døren om morgenen.

1 kommentar til “Hvordan jeg passer på min omverden på mine sociale medier”

  1. Jeg er vild med du tager stilling til de spørgsmål. Da jeg kom på fb var mine drenge 3 & 6 og jeg var måske lidt for ukritisk (2009). Jeg har ingen billeder af mine børn nøgne, i så fald kun fra brystkassen og op da de var spæde. Jeg spørger også om de vil være med og respekterer deres nej.
    Nu filmede jeg ikke så meget, men nu synes jeg jævnligt jeg ser børn “udstillet” med alle følelser. Grædende børn, vrede børn, kede af det. Noget kan være sødt når de er små men jo ældre jo værre i min optik. Jeg får ofte snap af mit (bonus)barnebarn hvor han er ked af det, fx ved måltid. Det synes jeg egentlig ikke er fedt. Men indrømmet har jeg heller ikke påtalt det. Balancen som bonusmor er hårfin. Jeg ved snap forsvinder men ellers tænker jeg heller ikke han synes det er fedt om 10 år at have ude.
    Jeg er 45 og kan jo sagtens se forskel på hvordan vi generationer bruger det.
    Jeg synes det er en vigtig debat du bringer op. Jeg har lært meget i de 11 år jeg har brugt fb og krummer sgu tæer sommetider når mine minder dukker op. Cringe som de unge ville sige😉

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *