Om børn og dødsfald

Hvis du ikke har læst med på dette domæne tidligere, vil jeg måske anbefale at læse dette indlæg først. Det handler om min storebror og hans død og sætter det følgende lidt i kontekst.

Jeg har valgt at udgive dette indlæg for at fortælle historien om, hvordan vores børn blev involveret i processen omkring min brors død. Og hvordan vi har håndteret de svære følelser efterfølgende. Måske sidder der nogen derude, der desværre selv skal igennem processen. Selvom det for mig er et af mine tætteste familiemedlemmer, jeg har sagt farvel til, findes der jo på tragisk vis eksempler på børn, der skal sige farvel til forældre eller søskende. Det kan vores forløb slet ikke sidestilles med. Men jeg vil gerne fortælle historien alligevel, da børn jo på et tidspunkt skal sige farvel til bedsteforældre eller måske onkler eller tanter, som der jo var tale om her.

Min ældste datter er relativt påvirket af sin onkels død.

Hun bryder i ny og næ ud i spontan gråd og henviser til savnet som årsag.

Det er heller ikke nemt at forstå, når man er 5 år, at folk forsvinder. Det er heller ikke så nemt at forstå, når man er 35 år, men da er forvirringen og følelserne omkring det nok lidt anderledes, trods alt.

Mine børn var tætte med min storebror. Særligt min ældste datter. Hun er trods alt næsten 6 år, hvorimod mine yngste børn har været så små, at de knap forstår relationen. De vidste hvem og hvad han var, men derfra har de nok ikke rationaliseret videre over tilknytningen.

Mit ældste barn, derimod, brugte søndag efter søndag på at besøge min bror sammen med mormor, hvor hun legede, gik ture side om side med ham og fortalte historier fra det dramatiske børnehaveliv. Jeg er sikker på, at han elskede og nød hendes tilstedeværelse og jeg er helt sikker på, at han forstod tilknytningen.

Om at fortælle et barn at nogen er død. 

Igennem et forælderskab skal man have nogle svære samtaler med sine børn, men når det kommer til dette emne, ville jeg i den grad ønske, at jeg ingen erfaring havde på området. Men det har jeg og netop de snakke, har fyldt meget det sidste år.

Sværest var det for snart et år siden, hvor en af vores gode venner pludselig blev revet væk. Hele verden ændrede sig, da min telefon ringede en tidlig morgen. Vi skulle forklare børnene, hvordan en af deres bedste små venner ikke længere havde en far og hvorfor mor og far var meget kede af det og var helt ved siden af sig selv. Et menneske som vores store pige, havde haft et særligt bånd til, stort set fra hun blev født.  Vi skulle forklare, hvordan deres lille ven havde en far, men at han nu var en stjerne på himlen, der kunne kigge ned til os. Vi kunne vinke op til ham og han kunne vinke ned til os. Vi kunne ikke forklare, hvorfor det var sket og de samtaler vi havde med børnene omkring det, var nok også forbundet med, at vi i den grad var i chok.

Vi havde derfor allerede på dette tidspunkt involveret vores børn i, at man ikke kan leve et liv uden at dø en dag.

Da min storebror døde, var det lidt anderledes. Vi vidste, at han var syg og vi vidste jo i bund og grund, at vi ikke havde ham for evigt på grund af hans handicap. Alligevel kom nyheden dog lidt pludselig. (Hvis du har lyst til høre historien, har jeg fortalt den til podcasten “Vores anderledes familie”. Det er afsnit 3, første sæson)

Hele familien var nemlig samlet omkring vores ældste datters balletopvisning og jeg måtte gå midt i det hele. Min mand stod derfor med alle 3 børn og måtte fortælle, hvordan deres onkel Jesper var blevet til en stjerne og jeg derfor skulle skynde mig afsted for at nå at sende ham godt på vej derop.

Da jeg vendte hjem samme aften, kiggede vi op på himlen og børnene blev enige med sig selv om, at han nu måtte være den stjerne, der skinnede klarest på himlen.

I dagene efter talte vi meget om liv og død. Om at alle mennesker en dag skal dø, men at langt de fleste først skal herfra, når de er gamle og mætte af dage. Vi talte om, at man skal sætte pris på den tid, man har og at man skal passe godt på sig selv. Særligt den snak er svær at tage, da man virkelig skal passe på ikke at placere angst i børnene.

Begravelsen

Vi havde fået en bog af bedemanden, der fortalte en historie om en lille pige, der havde mistet sin morfar. Der var tale om en børnebog med billeder, der på pædagogisk vis fortalte, hvordan pigen havde fået det at vide, hvordan begravelsen forløb og hvordan hun fandt trøst i sin kat. I bogen var der et lille brev med frø med blomsten “Forglem mig ej”. Det lille brev lagde vi til side og gemte til graven.

Begravelsen var noget atypisk. Den blev ikke holdt i en kirke, men blev afholdt på den institution, hvor min bror boede. Hans kiste stod i et stort rum få meter fra hans værelse.  De små spurgte i hvert fald 10 gange hver, hvor mon onkel Jesper var og da jeg forklarede, at han lå i kisten, spurgte de igen og igen, om vi så ikke bare skulle tage ham op, så han kunne være med til at synge sange. Spørgsmålene er de sværeste at svare på.

Vi havde taget en masse tuscher med, som vi lagde på kisten. Tanken var, at alle kunne skrive en hilsen og børnene kunne tegne en tegning på den. Vi tegnede tegninger af en smilende onkel Jesper, der stod på en sky og vinkede omgivet af stjerner. Den var fuld af hjerter, kys, tegninger, hilsner og små anekdoter.

Det var selvsagt svært, at både være i sorg og være mor til 3 små børn, der skulle sidde stille, hvorfor børnene ikke så mig være ked af det den dag. Fokuset og roen var der ganske enkelt ikke til at give mig hen til det.

Undervejs i ceremonien blev der spillet musik af en mand med en guitar og børnene sang med. I ny og næ mistede de koncentrationen og kravlede rundt på gulvet med medbragt legetøj for at sætte sig op igen.

Selvom det var en beslutning, der gik imod, hvad jeg egentlig gerne ville, besluttede jeg, at jeg ikke skulle bære kisten, i frygt for at mine børn ville løbe omkring benene på mig og ikke ville kunne forstå, at mit fokus måtte være et andet sted. Jeg gik derfor bag den med børnene i hænderne.

Da vi skulle tage afsked med rustvognen, brugte vores yngste børn 10 minutter på at smide blomster på kisten. Det var mest af alt en leg for dem. De forstod ingenting. Vores ældste datter forstod tværtimod alvoren og var svært ulykkelig.

Da de kørte væk med kisten, råbte min yngste datter “Hvor skal de hen med onkel Jesper?” og da jeg svarede, at de nu kørte væk, spurgte hun, hvornår han mon så kom tilbage igen.

Jeg blev med min ældste datter på parkeringspladsen, hvor vi græd sammen og talte om, at vi nu måtte gemme alt kærlighed og alle minderne i hjertet og måtte hjælpe mormor med at huske på, hvordan han grinede og smilede og hvilke film han bedst kunne lide at se.

Urnenedsættelse

Da vi fik urnen blev børnene igen involveret. Det var en ceremoni alene med os og mine forældre. Børnene fik igen lov til at tegne på urnen, inden den blev sænket i jorden. Derudover havde de deres små skovle med og fik lov til at kaste jord i hullet.

Selvom det nu godt og vel er et halvt år siden, taler vi stadig meget om ham. Børnene er hver eneste aften ude og vinke godnat til onkel Jespers stjerne.

Min ældste datter arvede alle hans bamser og satte sig for, at hun ville give dem et godt bamseliv.

Andre synes nok, at det er morbidt at involvere sine børn så meget i processen, men for vores børn og med vores familiehistorie har det været det helt rigtige. Selvom at døden er en svær ting at tale om, føler jeg, at vi har gjort døden til en naturlig del af livet. Og selvom det ikke altid føles spor naturligt, er jeg glad for, at vi har gjort sorg og død til noget, man gerne må tale om.

Det er lidt et tungt emne, men jeg håber, at vores historie, måske kan hjælpe andre.

Jeg har skrevet lidt mere om emnet her:

Om at vokse op med en handicappet bror

Om min egen sorg

Om hvad man kan sige til mennesker i sorg

 

Træk vejret dybt ind

Velkommen til kaos. Til leverpostej på væggene, kampe om plastik-farvede IKEA-kopper, realkredit-lån og kampen om ikke at blive vanvittig midt i det hele. Før løb jeg ironman og ekstrem-løb. Nu består min største udfordring primært i at få lov til at sove længe og ikke at glemme et eller flere børn, når jeg skal ud af døren om morgenen.

2 kommentarer til “Om børn og dødsfald”

  1. Jeg tror, I har gjort jeres børn en kæmpe tjeneste ved at (forsøge at) gøre døden til en naturlig del af livet. Det lyder, som om I har inddraget dem kærligt og tilstrækkeligt – og alderssvarende ikke mindst. For mit eget vedkommende mødte jeg døden første gang relativt sent I livet (min farmor, jeg var 16, kort og voldsomt forløb med hjernetumor), og selvom mine forældre selvfølgelig gjorde deres allerbedste for at inddrage mig og min bror, så blev det på så mange måder et chok, der har sat sig i mig som dødsangst efterfølgende. Så da min kæreste fem år senere blev ramt af kræft, nægtede jeg at forholde mig til det faktum, at døden var en reel risiko. Jeg nægtede pure at tale om det, selvom han havde rigtig meget brug for det. Og selvom det heldigvis ikke gik så galt (7-9-13), så var jeg faktisk rigtig ked af ikke at kunne være der for ham på den måde. Jeg håber for guds skyld ikke, nogen af jeres unger får brug for den skill, men noget siger mig, at de kommer til at have den på lager.
    (Og kæmpe kram til dig i øvrigt. Sikke et år, du har måttet gå igennem.)

  2. Det lyder både hårdt og smukt på samme tid, både forløbet og den måde I har inddraget børnene hele vejen.. Jeg tror også det er virkelig vigtigt at gøre det naturligt men uden at skræmme.. Det er så svært og virkelig fedt at du tager det frem, så andre kan inspireres.
    Vi mistede mine børns oldeforældre, min farmor og farfar, som vi var ret tætte med, da børnene var 5 og 8. Det skete med 5 mnd.mellemrum og var hårdt for hele familien. Efter begravelse nr. 2, da vi igen sad samlet med familien sagde min søn, at han synes det var virkelig smart med de der biler der kører fra kirken, op i himlen og sætter dem af, og så kommer tilbage igen.. Nogen gange er børns fortolkninger nu altså ret gode.. ☺️

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *