Min hjerne bestemmer for meget

Jeg har været lidt i tvivl om, hvorledes jeg skulle starte dette indlæg uden at lyde som en oplæst nar. Jeg er ikke synderlig god til at gøre mig selv bedre end gennemsnittet, men de fleste der kender mig, vil nok nikke genkendende til følgende påstand:

Jeg har en meget stærk psyke. Eller omformuleret til, hvad problemstilling egentlig går på: Min hjerne passer ikke altid på min krop.

Jeg kan presse mig selv igennem hvad som helst, uanset hvilken tilstand jeg er i.

Det er først og fremmest kommet til udtryk igennem sport. Jeg har fx løbet ironman og ekstrem-løb, hvilket kræver en hjerne, der tvinger kroppen igennem noget, der i bund og grund ikke er særligt behageligt

Jeg har dyrket sport med en nærmest overrevet lårmuskel, løbet 15 kilometer med en brækket tå og gået på arbejde med 40 i feber og en skalpel i lommen, så jeg lige selv kunne skære hul på den byld, der voksede på mit ben i et sådan omgang og med en sådan smerte, at jeg endte med at kaste op i en skraldespand og efterfølgende blev hasteopereret.

Det er kun én af mange historier, hvor jeg ikke har lyttet til min krop.

Det lyder som pral. Det er det ikke.

Det er i bund og grund ikke særlig smart, men sådan har jeg altid været. Og jeg har det ikke fra fremmede. Min mor har aldrig lagt sig ned på trods af, at hendes historie ville sende langt de fleste direkte i brædderne i et sådan omgang, at de måske aldrig ville rejse sig op igen.

Det er sådan, vi har håndteret kriser. Vi har rejst os op og er gået videre.

Det samme gjorde jeg, da min bror døde i december. Jeg havde en dag hjemme fra arbejde, hvor vi løste alt det praktiske. Praktisk er der en del af, når folk dør, kan jeg afsløre.

Dagen efter var jeg tilbage på arbejde og fortalte i kantinen, nogenlunde ligeså følsomt påvirket, som hvis jeg gengav en tur til Gran Canaria, hvordan jeg 2 dage forinden, stod bag scenen på et stort teater og fik besked om, at min bror, som jeg har elsket et helt liv, var død.

Min hjerne havde fuld kontrol over både krop og følelser.

Det er i den grad en fordel, at have den type kontrol. Men de sidste par måneder har det været en ulempe. Jeg har haft en latent vrede og sorg i min krop, som min hjerne ikke ville acceptere, kom til udtryk. Det har fx gjort, at hele min krop har været spændt op i en flitsbue og jeg indimellem har følt, at jeg ikke kunne trække vejret helt ned i lungerne.

Jeg besluttede derfor, at opsøge en Body SDS-behandler, der er en kropsbehandlingsform, der tager udgangspunkt i det der foregår i hjernen, inden man behandler kroppen. Selve behandlingen minder lidt om en kombination af zoneterapi, kiropraktor- eller fys-behandling og massage.

Jeg har hørt mange historier om den type behandling og det der går igen som en skrøne er, at mange bryder grædende sammen.

Det gjorde jeg ikke.

Det forløb ved, at jeg først havde en snak med behandleren, omkring de ting, der rører sig. For mit vedkommende handler det mest om, at jeg gerne vil have mine hjerne til at give plads til min krop og fx føle sorg og vrede.

Behandleren kunne herefter finde områder på min krop, der med et let tryk, sendte smerter igennem min krop.

Områder der netop repræsenterer sorg, afmagt, frygten for at blive forladt og følelsen af manglende frihed.

Det er svært at forklare præcis, hvad der skete i kroppen, men allerede efter første behandling har jeg følt, at det gjorde en forskel.

Jeg har givet plads til at være ked af det for første gang længe og det har på en mærkelig måde været forløsende. Det kan være rart at føle sorg, når man mister for på den måde, føler man sig lidt tættere med vedkommende, der er væk.

Og som behandleren sagde: Når man ikke tillader sig selv at føle sorg, er det mon også svært at tillade sig selv at føle glæde.

Det har virkelig en interessant behandling og en anbefaling værd.

 

 

Træk vejret dybt ind

Velkommen til kaos. Til leverpostej på væggene, kampe om plastik-farvede IKEA-kopper, realkredit-lån og kampen om ikke at blive vanvittig midt i det hele. Før løb jeg ironman og ekstrem-løb. Nu består min største udfordring primært i at få lov til at sove længe og ikke at glemme et eller flere børn, når jeg skal ud af døren om morgenen.

10 kommentarer til “Min hjerne bestemmer for meget”

  1. Du lyder 0% som en opblæst nar og 100% som en klog og (lidt for) stærk kvinde, der gør det helt rigtige for sig selv. Sådan!

  2. Hvor er det genkendeligt! Og det er så hårdt. Jeg tillod mig en egentlig sorg, men mine nærmeste omgivelser har bare haft det så svært med det, at jeg også har det svært. Jeg tror jeg vil prøve body sds – jeg har sgu også rejst mig for meget… Hpber bare jeg tør. Jeg er ret så blufærdig…! Tak for at dele

  3. Når jeg læser dine ord, er det første, der falder mig ind, om det mon er et fælles træk for jurister (det er jeg selv). Dem, der føler sig draget af at finde sammenhænge, analysere og først derefter konkludere. Jeg har i lang tid nu prøvet at finde ud af, hvor jeg er følelsesmæssigt efter blandt meget andet min mors død. Hvem jeg er. Men det er jo ingen eksakt videnskab. Der er ingen, der står med facitlisten og siger; når du tænker sådan her, betyder det i virkeligheden sådan her. Man tænker og tænker, men uden et reelt facit kommer man ingen vegne. Hjernen går i tomgang eller i cirkler. Kroppen går i stå. Jeg ved det ikke. Det var lettere, hvis – og – gav +, og så vidste man hvad man skulle gøre ved det. Den vigtigste lektie, jeg har lært, er, at ingen andre end dig selv ved, hvad du har brug for i nuet. Så løb den tur. Gå til frisøren et par timer. Gå til Body SDS (har prøvet en gang – ingen reaktion her, bare en lidt mærkelig oplevelse). Men vær tro mod dig selv og mærk efter; hvad har DU virkelig lyst til?

    1. Ja, det kan sagtens være, at vi forholder os lidt mere faktuelt og lidt mindre følelsesmæssigt til begivenheder. Selvom man nok næppe kan skære alle med samme faglighed over samme kam, er der nok altid visse ligheder. OG du har ret. I bund og grund handler det alene om, at man skal gøre, hvad der føles rigtigt.

  4. Hej Jernmor,
    Sikke jeg genkender det, du skriver! Jeg kender alt til at modtage og viderebringe forfærdelige nyheder med en underlig tom ro. Ingenting. Det er som om reaktionen kommer forsinket og kun i afmålte doser. Eller forsøge at forklare mine omgivelser, at jeg altså er utrolig rådvild og ked af det, mens jeg ser ud og agerer fuldstændig afbalanceret. Og det er ikke fordi, jeg er følelseskold, for jeg er én stor følebolle, men jeg har en form for kontrol over det, som jeg selv kan blive helt skræmt over. Jeg tror det dels hænger sammen med en fuldstændig grundlæggende livsregel, jeg (i mange, mange år ubevidst) lever efter: Hvad gør man hvis man falder? Man rejser sig op igen. Jeg spinnede engang helt utrolig meget, og der sagde instruktøren engang noget, som ræsonnerede fuldstændig med min indre livsregel. Hun sagde “Vi kører fremad. Det gør ondt nu. Vi accepterer det og kører videre”. Det er ikke for at spille sej, jeg siger det. Det gik bare op for mig en dag, at det er en helt grundlæggende tanke i mig – som jeg kan se også er i dig. Jeg tror også at oplevelsen af at kontrollere sine egne følelser, hænger sammen med et andet indlæg, du lige har lavet. Dét om at mærke andres følelser. For også dét kender jeg kun alt for godt. Jeg tror, jeg havde været en god psykopat, havde det ikke været fordi jeg bliver så dybt ulykkelig over andres smerte. Jeg har virkelig svært ved at håndtere at vide, at der er mennesker i verden, der har det så svært og dårligt. Det kan ødelægge hele min dag at komme i tanke om det. Det er så åndssvagt! Men en terapeut sagde engang til mig, at alle mit nervesystems “følehorn” næsten altid er rettet mod mine omgivelser og ikke mod mig selv. Jeg har det med at “læse” rummet og andre, men ikke mig selv. Derfor er mine egne følelser ikke så meget i spil i svære – eller meget glædelige – situationer. Der er simpelthen lukket af for at mærke dem. Min hjerne er i gang med at mærke alt muligt andet og forsøger at få kognitivt “greb” om situationen, før der bliver åbnet for andet.

    1. Det er virkelig spændende at observere lidt ude fra, hvordan man reagerer. Det vigtigste er nok bare, at man er bevidst om ens egne mønstre. Så kan man forhåbentlig stoppe det, når man får behov for at passe mere på sig selv.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *