At stå helt grålabil i en tom børnehave

 

Jeg har tidligt skrevet om at stå og græde i en institution. Det er ingen skam. De frustrationer der hører med, når man bliver mor, betyder nogen gange at der bliver fældet en tåre eller to. Gråden der pressede sig på dengang, skyldtes dog noget andet end i går. (Læs indlægget her)

Den gang skyldtes gråden hverdagen. I går skyldtes det mangel på hverdag.

Som mange andre danskere har vi holdt vores børn hjemme siden Mette Frederiksens pressemøde i onsdags. Vi var slet ikke forberedte på den udmelding, hvorfor jeg også måtte give børnenes institution et besøg for at samle grej, inden den lukker helt ned fra på mandag og to uger frem.

Jeg trillede ind på parkeringspladsen omkring kl. 14.30 fredag eftermiddag. En parkeringsplads der normalt er fuld af biler og hvor man ikke er i tvivl om, at det er en institution, man har parkeret i nærheden af. Der plejer at være skrig og skrål og børn der griner. Men i går var der bare helt stille. Det eneste der lød, var regnen der ramte vandpytter omkring mig. Det var lydt symptomatisk for min egen sindstilstand.

Jeg fandt den blå Ikea-pose frem fra bagagerummet og slentrede mod indgangen. Legepladsen lå fuldstændig øde hen. Ingen grinende eller legende børn.

Da jeg åbnede døren med de to håndtag, bemærkede jeg, at jeg normalt forbinder det med kærlighed at åbne den dør. Det betyder nemlig, at jeg få sekunder efter har dagens vigtigste møde med dem, jeg elsker allermest. Ind imellem virker kærligheden ikke sådan ægte gengældt i den situation. Jeg skrev faktisk engang et helt indlæg om desperate metoder til at få ens børn med hjem.

I går var der ingen børn, der løb mig i møde eller nægtede at tage støvler på. Der var bare stille. Og stilheden gjorde ondt på mig.

Jeg hilste kort på en pædagog på vej ind, der var i gang med at ordne noget papirarbejde. Ingen børn at tage vare på.

Jeg fandt den velkendte vej ind til børnenes garderober og alt imens jeg stod og smed gummistøvler, vanter og flyverdragter ned i den store blå pose foran mig, voksede der en betydelig klump i min hals.

Virkeligheden stod pludselig ganske klart.

Når jeg er hjemme, ligner alting sig selv. Børn der slås, leger og plager om en ekstra ostehaps. I bund og grund kunne der sagtens bare være tale om en forlænget weekend uden planer. Det eneste der er anderledes, er alvoren og gentagelsen af det samme emne i de nyhedsudsendelser vi ser i løbet af dagen. Men ude i verden kan man fornemme, hvor alvorligt alt dette er. Hvor alvorlige konsekvenser dette vil få både for vores sundhedsvæsen, for vores økonomi og værst af alt alle de økonomiske konsekvenser det potentielt kan få.

Så alt imens jeg lagde støvler ned i en IKEA-pose, udviklede klumpen i min hals sig til stille gråd.

Det samme skete i dag, da vi på afstand måtte vinke farvel til mine forældre, der jo normalt er vores naboer. Min mor vendte i går hjem fra (et smittefrit område) i Spanien og vi er i fællesskab blevet enige om, at det er bedst, at de flytter ud i deres sommerhus. De er ikke helt unge længere og jeg er dødsensangst for, at enten jeg eller nogle af børnene kommer til at smitte dem. Mine forældre er et af de vigtigste mennesker i mit liv og vi er så taknemmelige for, at de er en så stor del af vores liv. Pludselig må vi følge med på afstand. Følelsen af at stå langt fra hinanden og sige farvel uden at vide, hvornår vi ses igen, føltes hjerteskærende og som et kæmpe uretfærdigt kontroltab.

Det føles smertefuldt, at vi for blot 2 uger siden tog hele verden og vores hverdag for givet.

Jeg er som udgangspunkt et menneske, der forsøger at forholde mig positivt til alle de ting, der sker omkring mig. Jeg går derfor ikke rundt og er bange eller bekymret hele tiden. Det ramte bare lige i går og tidligere i dag. Jeg tror på, at alting nok skal vende tilbage til normaltilstand om få uger og vi vil se tilbage på denne krise og huske på, at det var det tidspunkt vi lærte, hvor meget vi skal sætte pris på hverdagen, hinanden og rene hænder.

Og indtil da vil jeg bruge tiden på at nyde det faktum, at jeg rent faktisk har tid. Tid til at kysse mine børn og tid til at sætte pris alt det, vi til trods stadig har, selvom hverdagen lige nu er væk.

 

 

 

Træk vejret dybt ind

Velkommen til kaos. Til leverpostej på væggene, kampe om plastik-farvede IKEA-kopper, realkredit-lån og kampen om ikke at blive vanvittig midt i det hele. Før løb jeg ironman og ekstrem-løb. Nu består min største udfordring primært i at få lov til at sove længe og ikke at glemme et eller flere børn, når jeg skal ud af døren om morgenen.

1 kommentar til “At stå helt grålabil i en tom børnehave”

  1. Jeg tuede også i børnehaven torsdag morgen, til flyverdragt-afhentning. Min datter på 3,5 år og som slet ikke forstod/forstå alt dette halløj var med. At se hende sige farvel og “go ferie” til både børn og voksne som hun holder meget af, skar lige i moderhjertet 😢Puh, hvor er det barskt når vores søde børn, pludselig bliver en del af noget som dette. Når deres trygge hverdag på et splitsekund forandres og man ikke kan give dem svar på, hvornår man må se sine legekammerater igen. Personligt tror jeg at der går meget mere end 2 uger, for noget bare begynder at “dufte” velkendt igen, desværre

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *