Hvor straffer din personlighedstype dine børn?

 

 

Overskriften er lidt mere dyster end budskabet er tænkt.

Tanken bag indlægget blev skabt i søndags, da jeg løb forvirret rundt i Fields med en 3-årig der skulle tisse og en 5-årig, der mente at hendes mor var overordentlig nederen og det havde hun sådan set ret i.

Årsagen hertil kræver lidt forhistorie. Da jeg for mange år siden blev færdig som jurist og startede i mit første job, fik jeg lavet en personligheds-test. Der findes en millard forskellige tests, der kan forklare din personlighed, men det her var den såkaldte WholeBrain-analyse. Den er udviklet på baggrund af hjerneforskning og beskriver, hvordan vi tænker og hvilken betydning det har for vores ageren og vores kommunikation med andre.

Min profil var meget klar. Jeg befinder mig stort set kun i modellens gule felt, der i bund og grund angiver, at jeg er 100 % et rodehovedet. Bevares, jeg har et relativt stort kreativt og udviklende gen, men jeg befinder mig 0% i de andre felter, der er organiserede og strukturerede. I hvert fald ikke, hvis jeg kan undgå det. Sandheden er dog, at jeg efter 3 børn bliver nødt til det i ny og næ, da vores liv ellers eksploderer i kaos. Og historien er noget anderledes på min arbejde, hvor jeg har tvunget mig selv ind i struktur og kasse-tænkning.

Jeg lever dog mit liv en time af gangen. Det er meget sjældent, at jeg tager stilling til, hvad der skal ske i morgen. Fx undersøger jeg ikke logistik og hvor lang tid det tager at komme fra A til B. Oven i det er jeg tidsoptimist og kommer ofte for sent, fordi jeg har undervurderet, hvor lang tid det faktisk tager af transportere mig selv.

Tilbage til Fields. Vores yngste børn havde netop afsluttet deres trampolin-træning. Det sluttede kl. 11.00 og 11.15 startede min ældste datters ballettræning. “Det kan jo ikke være mere perfekt”, tænkte jeg, da jeg om morgenen tog stilling til, hvad der egentlig skulle ske i løbet af søndagens første timer ude i den store verden. Jeg havde bare glemt i min mellemregning, at jeg ikke anede, hvor hendes balletskole lå, da de har rykket lokaler, siden jeg sidst var med hende.

Vi kunne selvfølgelig ikke finde det. Vi løb rundt. Og Villum skulle tisse. Ingen vidste noget og Ellie blev mere og mere anstrengt ved tanken om, at hun måske skulle gå glip af sit ballethold med store piger, som hun havde fået lov at rykke op på, fordi hun havde klaret sig flot på sit eget hold.

Jeg var et sekund fra at opgive, da jeg pludselig så en gruppe af småpiger udklædt som ballerinaer komme gående ud fra en lang gang. “Det er der!” skreg Ellie og vi tonsede afsted. Op af elevatoren og ind til en lukket dør. De havde været igang i 10 minutter og lyden derinde taget i betragtning, var de i fuld gang. Jeg bankede på og åbnede døren på klem. Derinde stod der 10 piger på rad og række og 3 undervisere. Musikken blev slukket og alle kiggede på os. “Unndskyld” sagde jeg. “Vi kunne ikke lige findet det” og Ellie trippede ind og stillede sig bagerst i rækken.

Da jeg lukkede døren efter mig og kiggede min søn (der stadig skulle tisse) skammede jeg mig helt ned i maven. Min datter er ikke ligesom jeg er. Hvis hun lavede en personlighedstest, ville hun fremstå som et menneske, der er god til at skabe relationer og som godt kan lide orden i sagerne. Hun er sin fars datter.

Jeg kunne se på hende, at hun synes det var enormt ufedt at blive lukket ind i et lokale, hvor de allerede var i fuld gang af en svedig og forpustet mor, der ikke havde styr på en skid.

Og der gik det op for mig, at netop den personligheds-profil jeg har, indimellem er lidt ufed for mine børn. Det er dog ikke nederen det hele. Den bibringer også til mange gode ting. Jeg er god til at lege. Jeg er god til at finde på ting, vi kan lave sammen og jeg er god til at lure, hvad de føler og hvad de har behov for. Men tid og struktur er jeg ikke så god til. Jeg lærer dog hver dag og det bliver bedre og bedre. I bund og grund tror jeg ikke, at de som sådan har noget at brokke sig over, men det er godt at reflektere over, hvad man måske skal gøre anderledes for deres skyld.

Og så er spørgsmålet. Har du også nogle ting, som dine børn ikke mener er helt hensigtsmæssige? 

 

Træk vejret dybt ind

Velkommen til kaos. Til leverpostej på væggene, kampe om plastik-farvede IKEA-kopper, realkredit-lån og kampen om ikke at blive vanvittig midt i det hele. Før løb jeg ironman og ekstrem-løb. Nu består min største udfordring primært i at få lov til at sove længe og ikke at glemme et eller flere børn, når jeg skal ud af døren om morgenen.

7 kommentarer til “Hvor straffer din personlighedstype dine børn?”

  1. Oh yes … bare med omvendt fortegn end dig. Jeg kan mægtig godt lide struktur og orden, og mest af alt kan jeg lide at vide sådan nogenlunde, hvad jeg skal hvornår. Det.er.jo.umuligt med sådan nogle små mennesker! Den var helt gal for mig, da min søn var spæd og ingen rytme havde – den primære årsag til, at barsel var 60% ufedt for mig. Og at jeg ikke altid er skide omstillingsparat, når barnet pludselig får en nedsmeltning på vej til et eller andet, vi havde planlagt. Jeg krydser alting for, at det bliver bedre med tiden og antallet af børn – næste gang ved jeg i det mindste, at jeg skal forberede mig på den totale uforudsigelighed. Gys!

    1. Louise, jeg har det rigtig meget ligesom dig.

      Og faktisk er det først indenfor det sidste års tid at jeg pludselig har kunnet se at når jeg har sagt til andre at “vi skal kun noget den ene dag i weekenden, for ellers er det for meget for datteren”, så handler det ikke en skid om hende, men om mig. (Og hun er altså 5 om et par uger 🙈)
      Jeg har fået et barn med et 100 gange større socialt behov end mig selv og det har jeg godtnok lige skullet lære at navigere i.

  2. Hehe . Det er ligesom at læse om min barndom kortet ned til et lille afsnit 😅.
    Min mor var altid sent på den og lagde make up i bilen mens hun hørte og jeg sad og muggede ved siden af, fordi jeg er nemlig også sådan en in-timer og min mor var en late- timer , jeg er altid den første på stedet , der har organiseret min taske så det hele passer til hver fase , tager gerne tandbørste og en lille bøtte Nescafé med mig osv..
    Men bare rolig, jeg blev også voksen uden at hade min mor .. en god regel er altid at planlægge og bilde dig selv ind at alting starter 15 minutter før det i virkeligheden starter 😂

  3. Jeg er lige omvendt, altid i god tid og derfor ender mine børn ofte med at skulle vente 10-15min på at ting går i gang fordi vi er der så tidligt. Jeg er oprigtigt nysgerrig på noget, hvis man altid/ofte kommer for sent, hvorfor tager man så ikke bare før af sted?
    Jeg forstår godt at udfordringen er at man er for optimistisk, men kan man ikke bare altid indlægge 10min ekstra tid?
    Jeg arbejder på klinik og folk kommer ret ofte for sent og det er så irriterende, både for personalet og de andre patienter. Hvis de får en tid kl 14, så kommer de 14.05 eller 14.10. Hvis man så giver dem en tid kl 15 (for så er det måske nemmere at nå) så kommer de 15.05 eller 15.10.
    5/10min lyder måske ikke af meget, men skal man undervise eller har et stramt program med patienter, så betyder det faktisk en del

    1. Jeg ville ønske jeg kunne svare på det 🙈 Jeg ved simpelthen ikke hvorfor det er sådan. Og hvorfor man aldrig lærer af det. Jeg har dog selv løst det og har stillet mit ur, så det går 10 minutter for hurtigt. Det hjælper lidt på det.

  4. Det kunne have været min historie 🙈 jeg kommer for sent, fordi jeg tror altid at tingene tager kortere tid end de gør. Det er dumt, fordi de er ret stressende til tider 😬😕

  5. Det er sådan et dejligt indlæg at læse dagen efter en kæmpe nedsmeltning. Altså hos mig, ikke børnene! Har et kæmpe behov for ro og struktur omkring mig, når jeg er hjemme. Det hele må gerne glide stille og roligt uden store følelsesmæssige udsving. Det er nok fordi jeg har et ret krævende og meget omskifteligt arbejde, hvor jeg ofte skal gå forrest og tage en masse beslutninger. Det er et fedt job, men nogle dage kan jeg virkelig være træt, når jeg kommer hjem. Heldigvis kommer jeg hjem fra de fleste dage med en masse energi. Men lige i går var jeg træt med træt på og det matchede bare rigtig dårligt med børn med nej-hatte på!
    Ønsker nogen gang at jeg var lidt mere spontan og vild, men det er jeg bare ikke. Så mine børn må leve med en lidt fantasiløs mor, der til gengæld husker 99% af alle ting og sjældent kommer for sent til noget.
    Tænker vi alle gør, hvad vi kan med de personligheder, vi har. Og så må man jo tale med børnene om, at vi ikke kan være lige gode til alt og så må vi hjælpe hinanden 😉

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *