FAQ: Om at bo dør om dør med sine forældre

 

Jeg får mange spørgsmål omkring det faktum, at vi bor under samme tag som mine forældre. Det kan jeg godt forstå, da det måske er atypisk, men stadig vinder mere og mere indpas, da der jo er hundrede fordele i det.

Jeg har derfor samlet svar på de mest stillede spørgsmål her, da det måske kan inspirere (eller afskrække) andre, der overvejer samme løsning.

Hvordan foregår det i praksis? 

Vi har et etplans-hus på ca. 180 m2. De har den ene ende og vi har den anden. Vi deler ingenting. Vi har hvert vores køkken, hvert vores toilet og hver vores indgang. Så i bund og grund kan vi sagtes undgå hinanden, hvis vi vil det.

Hvordan fordeler I økonomiske aspekter? 

Der er mange måder, man kan gøre det på. Fx. har jeg hørt om flere, der køber et hus i fællesskab, da der derved er mulighed for at låne nogle flere penge og dermed til et større hus i banken. Det kræver nogle juridiske aftaler, som en samejeoverenskomst, som man skal have en advokat til at lave. Sådan én regulerer, hvad der skal ske den dag en af parterne ønsker at flytte eller sælge. Og det er jo værd at holde styr på.

Vi har dog holdt os fra alle den slags juridiske problematikker og har selv købt huset, hvorefter mine forældre lejer sig ind i den ene del af det.

Hvordan fordeler I opgaverne omkring huset? 

Jeg ville gerne sige, at vi som voksne og ansvarlige mennesker også tog ansvar for vores eget shit.

Sandheden er dog, at mine søde forældre virkelig varetager mange af de ting, som vi selv ikke når, da vi godt kan drukne i fuldtidsarbejde, madlavning og vasketøj.

Det er sket mere end én gang, at jeg har haft ambitioner om at fikse et eller andet på huset, hvorefter det så sker på magisk vis af mine søde forældre. Fx var decembers største ambition, at få hængt julelys op. Vi bor i nærheden af én af de allermeste kendte parcelhusveje, når det kommer til julepynt og den slags fikse ideer har det med at sprede sig i nabolaget. Derfor lå vores hus hen i fuldstændig mørke, alt imens vores naboers huse lignede fronten på D’angleterre ved juletid.

En sen aften jeg kom hjem fra arbejde, havde min søde stedfar gjort hele facaden på huset til et lysshow.

Det er også ret ofte, at de har slået græs eller på anden måde har ordnet haven, når vi kommer hjem fra arbejde.

Til gengæld hjælper vi dem, hvor vi kan. Min mand hjælper fx med teknik og internet.

Hvad er det bedste? 

Denne konstellation er enhver børnefamilies våde drøm. Der er simpelthen så mange gode ting ved at have mormor og morfar som naboer.

De fleste af os kender nok til det faktum, at ens hjem ligner en decideret slagmark, når det forlades om morgenen. Der ligger tøj overalt, der står stadig morgenmad på bordet og man skulle i bund og grund tro, at nogen havde været oppe og slås.

Rigtig mange eftermiddage hvor vi har trætte børn under armene og vi selv er helt skældøjede og end ikke kan overskue at trække flyverdragten af børnene, kommer vi hjem til et hjem, hvor der igen er til at bo, fordi min søde mor har ryddet op efter morgenens begivenheder.

IKEA-poser med vasketøj er tømt og lagt på plads og er på magisk vis forsvundet.

Men én ting er alt hjælpen, men noget andet er at have sine forældre så tæt på. Der findes intet bedre, end jeg hver morgen får et vink gennem vinduet og at jeg altid har styr på, hvordan de har det og hvad de laver.

Hvor meget se de børnene ? 

Meget. Rigtig meget.

De henter børnene, når vi er pressede på arbejdet. De afleverer, hvis vi er nødsaget til at møde tidligere. Når vi kommer hjem fra arbejde, starter børnene som oftest aftenen med en tur ind til mormor og morfar og får kærlighed og snacks, mens vi forbereder aftensmad.

De passer dem, når de er syge og børnene skiftes til at have en mormor-dag, hvor de får en hel dag alene med begivenheder som børneteater og frokost, hvor man ikke skal slås om opmærksomheden.

Det er meget tydeligt at mormor og morfar, ligesom os, er primære omsorgspersoner.

Hvad er det værste?

Idet de jo gør rigtig mange ting for os, både i relation til huset, men også med børnene, kan det være svært at undgå, at man føler, at man ikke giver nok tilbage. Jeg prøver dog ikke at have alt for meget dårlig samvittighed og læner mig op af, at vi en dag kan betale dem tilbage, når de er gamle og grå og har brug for hjælp i hverdagen.

Fordi mine forældre netop er  en del af holdet af børnenes primære omsorgspersoner, laver de ligeså meget larm og ballade derinde, som de gør, når de er her. Det kan igen godt give lidt dårlig samvittighed, men de er gode til at sige fra og sender børnene ind, når det bliver for meget.

Vi prøver for alt i verden at forhindre børnene i at løbe derind for tidligt om morgenen. Det kan dog godt holde hårdt. Især i weekenden, når de meget gerne vil ind og sige godmorgen.

Forleden vågnede jeg ved, at en af de små havde låst døren op og i ble og gummistøvler var løbet ud en tidlig morgen, fordi hun gerne ville sove sammen med mormor og morfar. Jeg nåede ikke at stoppe hende, men hun fik lov til at putte op i sengen og sov så videre derinde.

Vi har sagt til børnene, at når gardinerne er rullede ned, skal vi ikke gå derind. Det overholder de nogenlunde og er en måde, hvorpå mormor og morfar kan få lidt fred.

Desuden skal man være et socialt menneske, når man bor i den form for kolllektiv. Det er tit, at min mor kommer ind til en snak og en kop te om aftenen, for mig er det virkelig dejligt, men man skal være en socialt menneske og holde meget af sine forældre og det gør vi jo heldigvis. Jeg har dog talt med flere, hvor netop det faktum ville være svært. Men man kan jo forventningsafstemme og lave regler omkring alt.

Er I blevet uvenner? 

Hvis man skal fungere i sådan en konstellation er det vigtigt, at man er ærlig og kan finde ud af, at melde til og fra på en konstruktiv måde. Det er nok også derfor, at vi endnu ingen konflikter har haft, selvom vi snart har boet her i 2 år.

Er det noget du vil anbefale? 

Ja! Det er det bedste, vi har gjort for os selv og vores børn.

 

 

 

Træk vejret dybt ind

Velkommen til kaos. Til leverpostej på væggene, kampe om plastik-farvede IKEA-kopper, realkredit-lån og kampen om ikke at blive vanvittig midt i det hele. Før løb jeg ironman og ekstrem-løb. Nu består min største udfordring primært i at få lov til at sove længe og ikke at glemme et eller flere børn, når jeg skal ud af døren om morgenen.

3 kommentarer til “FAQ: Om at bo dør om dør med sine forældre”

  1. Vi skal I år flytte ind på mine forældres parcel, og jeg glæder mig mindst ligeså meget som vores børn gør det! Det bliver alletiders for alle parter!

  2. EJ, jeg vil så gerne det der. Min far vil også gerne. Men min mor har ikke lyst til at flytte fra den by de bor i nu og min kæreste synes vist det er lidt skræmmende at skulle bo med sine svigerforældre 🙁

    1. Det er også en stor beslutning og det kræver at alle kan rumme, hvad det indebærer. For os er det en kæmpe gave, men det er det nok ikke for alle.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *