At blive fravalgt af eget blod

Photo by Jeswin Thomas from Pexels

“Hvordan har du det?” spurgte kvinden, der sad ved skrivebordet foran mig.

Jeg kørte numsen rundt på stolen. Den var ikke rar at sidde på. Mine fødder kunne ikke nå jorden og den skarpe plastikkant på skolen skarvede mit ben.

“Fint nok, tror jeg”

“Savner du din far?” spurgte kvinden og rynkede brynene. Jeg kiggede på hende. Jeg overvejede om jeg måske havde gjort noget forkert. Hun lignede min klasselærer, når hun rynkede brynene, når drengene bagerst i klassen larmede for meget.

“Det tror jeg ikke..” sagde jeg og tænkte på min mor, der stod ude og ventede på mig. Som jeg puttede tæt op ad hver eneste nat og som kort forinden havde knuget min hånd og fortalt mig, at hun elskede mig.

“Lad os sige bare sige tak for i dag, Stine” 

Jeg hoppede ned af stolen og gik ud til min mor. Hun tog imod mig og spurgte, hvordan det var gået. Det var gået fint. Jeg trak på skuldrene.

Et par dage efter kontaktede kvinden med de rynkede bryn min mor. Kvinden var psykolog. Hun oplyste min mor, at min mor ikke skulle være bekymret. Jeg virkede som en hel normal pige på 7 år.

Det var jeg egentlig også. Det var verdenen omkring mig, der var lidt atypisk. Min far havde nemlig valgt, at forlade sin familie uden et ord. Og nu havde han været væk i halvandet år, uden nogen vidste, hvor han var.

Historien om min lille familie er ikke atypisk. Måske det faktum, at han forsvandt ud af det blå og vi levede som en helt almindelig kernefamilie, da han forsvandt, men det faktum, at jeg ingen relation har til min far kender mange til. Det gælder for mange familier og for rigtig mange børn, hvor mor og far måske er gået fra hinanden og konflikter har fået lov til at fylde så meget, at det ødelægger relationen til de største tabere i relationen. Børnene.

Det er svært at sige, hvad det har betydet for mig og min udvikling. Da jeg var yngre valgte jeg nogle lidt uheldige kærester og fandt mig i åndssvagt meget, fordi jeg ind imellem ikke følte mig nok værd. Men jo ældre jeg er blevet jo mere indsigt har jeg også fået i uhensigtsmæssige handlingsmønstre og stiller krav til mine omgivelser, selvom der er en risiko for, at folk bliver sure og går deres vej.

Efter jeg er blevet voksen, har jeg ikke skænket min manglende relation mange tanker. Jeg havde en imponerende stærk mor, der var kaptajn på et skib, der sejlede igennem et stormvejr. Hun formåede at holde det så stabilt, at jeg knap nok kunne fornemme bølgeskvulp.

Der er dog enkelte ting, som jeg har overvejet stammer fra det fravalg. Jeg har tendens til at opnå enormt meget opmærksomhed, når jeg indgår i selskaber. Altså middage og den slags. Det handler jo om personlighed og hvilken personlighedstype man er. Jeg er meget udadvendt. Jeg får oftest drejet samtalen over på mig og fortalt en eller anden åndet anekdote fra min liv. Men jeg har overvejet, om den udadvendthed netop stammer fra et behov for at blive ankerkendt. Behovet for ikke at blive mødt med stilhed. Og i sidste ende ikke at føle mig som et menneske, der ikke er værd at sige farvel til. Selvom jeg nu efterhånden fint ved, at det ikke hænger sådan sammen.

Mit eget barn har nogenlunde samme alder, som jeg selv var, da han forsvandt. Det er svært at begribe, hvordan man kan forlade sådan et lille menneske, der er fuld af kærlighed og omsorg og tillid til sine forældre.

Jeg får ofte spørgsmålet, om vi nogensinde så ham igen. Jeg har vel set ham 2 gange siden da. Og da min bror døde i december, tog han for første gang kontakt. For at arve penge fra sit barn, han forlod for 30 år siden og for så at forsvinde lige så hurtigt væk igen. Mennesker er imponerende. Jeg blev født med begge forældre og 2 brødre. Jeg har nu kun min mor tilbage, da min ældste bror pludselig en dag også fravalgte mig i hans liv uden en forklaring. Til gengæld har jeg 3 vidunderlige børn og en mand, som jeg alle elsker ind til benet og verdens bedste mormor og pap-morfar til mine børn.

Måske sidder du og overvejer, hvorfor jeg deler det her. Men som sagt sker det for mange. Ifølge en undersøgelse lavet for Berlingske er det næsten hver 3. af os, der enten fravælger eller bliver fravalgt af et familiemedlem. Det er primært søskende, der bliver valgt fra, men det er også forældre og børn. Og så har jeg venner, der er blevet selvvalgt familie. Så i bund og grund har jeg intet at klage over.

Der kan være hundrede årsager til, at man fravælger eller bliver fravalgt. Konflikter, vold, misbrug, penge. Men i bund og grund er det vigtigt, at vi taler om det. For hvis man taler om det, vil der være langt færre, der føler sig helt alene, når et vigtigt menneske vælger at udtræde af ens liv.

 

 

 

 

 

 

Træk vejret dybt ind

Velkommen til kaos. Til leverpostej på væggene, kampe om plastik-farvede IKEA-kopper, realkredit-lån og kampen om ikke at blive vanvittig midt i det hele. Før løb jeg ironman og ekstrem-løb. Nu består min største udfordring primært i at få lov til at sove længe og ikke at glemme et eller flere børn, når jeg skal ud af døren om morgenen.

7 kommentarer til “At blive fravalgt af eget blod”

  1. Shiiit… Kom han alligevel og modtog arv fra din bror? Vildt nok…
    Man ved jo aldrig med sikkerhed, hvad der rør sig i andre mennesker, og man skal passe på med at dømme. Men for dælen, hvor er det mærkeligt!

  2. Tak for det her indlæg! Jeg har selv valgt min far fra. Eller, han forlod min mor da jeg var lille. Da jeg er 22 dør min mor, og efter min mors død, tog han pludselig kontakt igen. Det havde jeg ikke brug for, så jeg valgte at han stadig ikke skulle være en del af mit liv. Men det er svært og nogle gange gør det ondt. Og det kan være svært at tale med andre om, så tak for det her❤

  3. Har fravalgt min egen far. Det var pisse hårdt og er det stadig. Har fået to børn han aldrig har mødt. Men jeg mener det er det bedste for mig og mine børn at ingen af os har en relation med ham eller hans familie. Han er ikke en ond mand, han er bare en dårlig far. Det er trist men det er det bedste for mig. Andre forstår det ikke og det er okay. Jeg er psykisk følsom og begge mine forældre er skadet af deres barndom. Min far mere end min mor. Har min mor i mit liv men overvejer engang imellem om det er det bedste for mig. Opfører mig som dig til selskaber og kunne sparke mig selv bagefter. Tak Stine for at vise mig jeg ikke er alene.

  4. Min far smuttede også lige pludselig da jeg var meget lille. Folk spørger også om man aldrig har savnet. Ærligt så var han ikke værdig til at savne når man bare smutter! De sidste 25 år har jeg haft en far – måske ikke kød og blod, men der findes ingen bedre end ham❤️ Det er altid dejligt at høre man ikke er alene i disse situationer og jeg synes du og din mor er mega seje ❤️❤️

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *