En uge der har givet min verden farver igen

 

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at 2019 var et forfærdeligt år.

3 gange ringede min telefon, hvor vedkommende i den anden ende skulle fortælle, at nogen havde forladt denne verden. Hvor ordet død fyldte min krop som bly og gav mig følelsen af, at alt luft blev banket ud af mine lunger med et hårdt slag mellem skulderbladene.

Det har ikke været så konstruktivt for mit syn på fremtiden. Jeg har vitterlig været bange for, hvilket budskab der gemte sig bag opkaldet, hver eneste gang min telefon har ringet. I december havde mine mor ringet til mig, mens jeg var ude og cykle. Da jeg ringede retur tog hun den ikke, hvorefter jeg gik fuldstændig panik. Jeg ringede hende op 7 gange og gennemgik alle værst tænkelige scenarier i mit hoved – Hvem var død? Hvordan var det sket? Og hvordan skulle jeg komme ud til min mor hurtigst muligt?

Ingen var døde. Ingen var kommet til skade. Det var naturligvis bare et opkald, som langt de fleste er. Et opkald om praktiske omstændigheder, der skulle aftales eller løses.

Som jeg har skrevet om tidligere, har jeg følt, at jeg ligesom i The Matrix havde indtaget en pille, der viste mig, hvordan verden i virkeligheden så ud. I The Matrix bliver hovedpersonen opmærksom på, at den verden han kender, er en illusion og den virkelige verden er en grå og uhyggelig maskindrevet verden, hvor ingen kan vide sig sikker.

Jeg ved ikke, hvordan angst føles, men jeg kan forestille mig, at det minder lidt om de følelser, jeg har haft. Jeg har været utryg og bekymret i alle situationer for både mig selv og de mennesker, jeg elsker. Jeg har siddet ude i vores indkørsel i 40 minutter og stirret desperat ned af vejen, indtil jeg var sikker på, at den bil, mine børn blev transporteret i, vendte sikkert hjem. Fordi jeg ganske enkelt har erfaret, at ingen er hellig, når alt kommer til alt. Og at ting ikke kun sker for naboen.

Det er selvsagt en meget lidt behagelig tilstand at være i. Den har stort set varet siden sommerferien og blev naturligvis kun forværret i december, da jeg mistede min bror.

Men i denne uge skete der noget. Èn ting der overvinder død er kærlighed og i onsdags blev jeg overmandet med så stor en mængde kærlighed, at jeg har følt mig som et nyt menneske siden. Et menneske, der langsomt er på vej tilbage til den verden, der har farver.

Jeg var nemlig med til en fødsel. Og det er – ubestridt – det mest vanvittige, smukke og allermest vidunderlige jeg nogensinde har prøvet. Og jeg har endda født tre børn selv.

Nu er min veninde der fødte verdens sejeste, stærke menneske, så det i sig selv var ubeskriveligt. At se en kvinde i fuld kontrol fra ende til anden. I kontrol over situationen og i kontrol med sig selv. Og se at at kvindekroppen ved præcis, hvad den laver i den situation. Naturet er freaking vanvittig.

Vi havde forinden haft en session med Meyermor og det gjorde en kæmpe forskel. Vi havde talt om forventninger og lært, hvordan vi aktivt kunne hjælpe den fødende. Jeg følte det som om, at jeg var en del af et hold, hvor vi var i symbiose med hinanden og med jordemødrene. Alle burde give sig selv den gave, at få sådan et forløb, når de skal føde et barn. Til min egen fødsel sad min kære mand ved min side, men det gjorde reelt ingen forskel, om han havde været der eller ej. Altså forstå mig ret. Jeg var glad nok for, at han var der. Men det var min egen opgave, at arbejde med min krop og hans rolle var alene at sidde ved min side og sørge for lidt saftevand i en kop. Men jeg følte, at vi gjorde noget aktivt og at vi var et hold i denne situation.

Da jeg gik derfra, svævede jeg bogstavelig talt på en sky af kærlighed. Og den har ikke forladt mig siden.

Jeg føler mig så knyttet til det lille menneske, der så dagens lys den eftermiddag og min hjerte bobler af kærlighed.

Og siden i onsdags har verden igen været i farver. Bekymringen er flyttet ud af min krop for en periode og jeg kan dufte græsset og høre fuglene igen. Jeg er overmandet med taknemmelighed over at mærke livet og have fået lov at være med til livets allerstørste oplevelse.

Jeg har hostet pillen ud af kroppen igen og er på vej retur. For lige der har bibelen sgu ret.

Størst af alt er kærligheden.

 

 

 

Træk vejret dybt ind

Velkommen til kaos. Til leverpostej på væggene, kampe om plastik-farvede IKEA-kopper, realkredit-lån og kampen om ikke at blive vanvittig midt i det hele. Før løb jeg ironman og ekstrem-løb. Nu består min største udfordring primært i at få lov til at sove længe og ikke at glemme et eller flere børn, når jeg skal ud af døren om morgenen.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *