At navigere i klimakrise og nye forbrugsmønstre

 

Klima og bekymrede forældre

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er bekymret for den verden, som mine børn skal vokse op og blive voksne i.

Der er nok at bekymre sig om og der har der i bund og grund nok altid været. Hver generation, sin bekymring.

Min mor har fortalt, hvordan det var at vokse op under den kolde krig. Hvordan de sad klistrede til fjernsynet, da konflikten var på sit højeste og helt konkret frygtede at en atomkrig kunne bryde ud hvert øjeblik.

Uden at have synderlig meget styr på politiske kriser og konflikter, virker det som at de børn, der er vokset op i 80érne og i 90érne voksede op i en tid, hvor der i det store hele var fred og fordragelighed. Min mor har i hvert fald nævnt, at hun i den tid så lyst på fremtiden på mine vegne.

Så blev det 2001 og siden da har verden ikke været den samme.

Klimakrisen

Det er egentlig nok først inden for det sidste år eller to, at jeg i sandhed har kunne mærke klimakrisens bekymring snige sig op omkring mit halsparti og klemme alvorligt til. Sommeren 2018 ændrede det alvorligt for mig, da man pludselig på egen krop kunne se og føle en forandring i vejret, der ikke var set før. Samtidig med at vi i fjernsynet kunne se skovbrande hærge i hele verden.

Jeg kigger på mine 3 børn og er i tvivl om, hvad det er for en verden, de vil vokse op i. Én ting er, at Danmark måske er det nye Costa Del Sole, når børnene når pensionsalderen og Danmark derfor er helt anderledes, end vi kender det fra i dag. Noget andet er det faktum, at verden måske vil være i krig, fordi man skal slås om de ressourcer der er.

Jeg tør slet ikke tænke tanken til ende.

Om at ændre forbrugsmønster

Som forælder føler jeg mig en lille smule magtesløs.

Vi prøver at gøre noget. I det små. Alt det man gør, hvis man er en almindelig bonus pater borger. Vi affaldssorterer, har siden 2017 ikke rejst ud af landet med fly i privat øjemed  (okay, det passer ikke kom jeg lige i tanke om. Vi fløj til Stockholm i starten af året for at besøge børnenes farfar. Men ingen lange ferier på den anden side af jorden). Jeg køber mere brugt tøj både til mig selv og til børnene og jeg cykler på arbejde hver dag.

Vi køber langt det meste af børnenes tøj brugt i Børneloppen, der efterhånden ligger mange steder i landet. 

 

Det føles bare ikke rigtig som nok, fordi hele jordkloden stadig hamrer derud af.

Til Black Friday holdt jeg mit dankort i lommen. Indtil jeg ikke kunne mere. Min søn manglede nemlig tøj, så jeg gjorde op med mig selv, at det var okay at købe et par bluser, da det ikke var et opfundet behov, men noget jeg netop stod og manglede og 85 % af hans garderobe ellers stammede fra genbrug.

Det er sindsygt svært at navigere i. Den dårlige samvittighed hamrer derud af . Særligt op til jul, som jo er blevet en forbrugsfest uden lige.

Børnenes adventsgaver er købt brugt og istedet for uanede mængder af plastikskrammel til børnene, som de ønsker sig, har vi istedet ønsket os årskort til børne-aktiviteter i byen. Men den dårlige samvittighed banker stadig på. For gør vi nok ? Og hvad kan vi gøre, hvis man heller ikke orker at flytte på landet og blive selvforsynende?

For et par måneder siden var jeg til et arrangement, hvor Babysam havde inviteret en række barnevognsproducenter til at fortælle, hvad de gjorde for klimaet. En af producenterne fortalte, at de alene anvendte genanvendelige hjul på deres barnevogne, men det betød at de havde fået en masse klager over, at hjulene kørte anderledes.  Og hvis det er sådan forbrugerne reagerer, når virksomheder forsøger at gøre en forskel er vi jo lige vidt.

Vi skal nok gøre op med os selv, at vi skal til at sadle helt om, men jeg tror ikke, at vi gør det af os selv. Jeg tror helt ærligt, at vi skal tvinges af politikere, hvis der skal ske en rigtig ændring i alles forbrugsmønstre og en accept af, at tingene kommer til at ændre sig, hvis vi reelt skal gøre en forskel.

Er klimaet noget I bekymrer jer om og hvordan griber I det an?

 

 

Træk vejret dybt ind

Velkommen til kaos. Til leverpostej på væggene, kampe om plastik-farvede IKEA-kopper, realkredit-lån og kampen om ikke at blive vanvittig midt i det hele. Før løb jeg ironman og ekstrem-løb. Nu består min største udfordring primært i at få lov til at sove længe og ikke at glemme et eller flere børn, når jeg skal ud af døren om morgenen.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *