Kan kun én udvikle sig?

Jeg har lige lukket min computer ned.

Eller det er jo i den grad løgn. Jeg skriver jo sådan set lige nu. I hvert fald har jeg lige færdiggjort dagens arbejde.

Klokken er 23.45.

Sådan er denne uge. På lørdag rejser jeg en uge væk for at undervise og det betyder, at alle ugens dage i denne uge er inddraget til forberedelse.

Alene står min kære mand tilbage med daglig drift og børn de 6 dage, jeg er afsted. Det gør han bare. Uden brok. Og uden bekymring. Det hjælper lidt på hele situationen, at har vi mormor og morfar i samme hus, men jeg er i den grad imponeret over, at der ikke kommer så meget som et lille pip. Et lille host af selvmedlidenhed over det faktum, at han skal passe hele butikken.

Jeg er begyndt at cykle på arbejde. Det giver et frirum og lidt luft i håret. Der er 13 kilometer hver vej og det giver i alt 26 kilometers cykling om dagen. 26 kilometer, hvor jeg kan lytte til podcasts, istedet for tema-sangen fra Frost eller MGP Greatest.

I øjeblikket lytter jeg til Stephanie Fiskers “Anden til Venstre” Stephanie inviterer forskellige personer i studiet, der alle har det til fælles, at de indgår i et parforhold med en kendt person. Da jeg først læste om podcasten, tænkte jeg, at det måske ikke var så relevant for mig. Sådan henset til, at vi lever et jævnt leverpostejsliv. Uden noget kendis-element.

Jeg gav det alligevel et skud og blev i den grad fanget af det. Det handler om meget mere end det kendte aspekt. Det handler også om at indgå i et parforhold, om kærlighed og om vigtigheden af et have et stærkt bagland.

I det afsnit jeg hørte på vej hjem fra arbejde i dag, fortalte den person, der gæstede programmet, at han havde sat sit liv lidt på standby, alt imens hans bedre halvdel havde kastet sig ud i selvstændighedens verden med kogebøger, foredrag og tv-programmer. Det havde han nu gjort en række år, så hun kunne udleve sin drøm. Hvilket i sig selv er en flot kvalitet og noget af en kærlighedserklæring.

Det fik mig netop til at overveje, at det også er en tendens i vores parforhold. Vi kan ikke begge kaste os ud i hundrede projekter samtidig og har derfor løbende givet hinanden plads. Lige nu er det mig, der arbejder meget, ligesom jeg har bloggen her, der jo også stjæler opmærksomhed fra opvasken og serier på sofaen. Jeg arbejder aldrig, når børnene er vågne, så computeren bliver ofte tændt omkring klokken 20.00, når sidste mand har overgivet sig til søvnen.

Men der bliver givet plads. Der er ingen sure miner.

I vores familie er det vigtigt, at vi italesætter, hvor vi er på vej hen og hvad vi har af ambitioner for fremtiden. Vi burde drive vores familieliv som en virksomhed og ind imellem tale om, hvad  vi ønsker at udvikle af kompetencer.  Hvor vi ønsker, at se os selv om 5 år. Vi har eksempelvis talt om, at min mand gerne vil videreuddanne sig en dag.

På det tidspunkt må det så være mig, der skruer lidt ned for ambitionerne.

Jeg har stor respekt for familier, der formår at jonglere karrierer, børn og ture til Thailand uden nogen skruer ned. Men jeg tror nu, at det er vigtigt, at vi netop giver plads til hinanden, når benene og hjernen begynder at stikke af med én.

Indlæg indenfor samme emne:

“Skal mor blive hjemme?” Er det mere okay, at far rejser væk end mor?

Kan man kombinere et familieliv med en karriere?

 

 

Træk vejret dybt ind

Velkommen til kaos. Til leverpostej på væggene, kampe om plastik-farvede IKEA-kopper, realkredit-lån og kampen om ikke at blive vanvittig midt i det hele. Før løb jeg ironman og ekstrem-løb. Nu består min største udfordring primært i at få lov til at sove længe og ikke at glemme et eller flere børn, når jeg skal ud af døren om morgenen.

2 kommentarer til “Kan kun én udvikle sig?”

  1. Vi har formået at udvikle os begge to, min mand har brugt to år på at læse akademi i ledelse ved siden af sit sergent job i livgarden. Så jeg har stået for det meste på hjemmefronten, nu er han igang med officersuddannelsen og det kræver også en del tid og uger væk. Men jeg har alligevel formået at udvikle mig på mit arbejde i mellemtiden. Jeg har ikk mulighed for at arbejde hjemme. Så indsatsen er lagt mellem 8 og 16.
    Og da jeg sagde jeg gerne ville løbe igen efter barn nr 2, var der fuld opbakning.

    1. Det er dælme sejt. Jeg er gift med en officer og jeg ved hvor meget de er væk. Det er nemlig så uendelig vigtigt, at man støtter hinanden, så der er plads til alle.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *