Om at blive bange for at leve

  Da jeg åbnede denne side var min plan egentlig at skrive om børns faser. Om børn der fordi de er indkodet til det og pludselig går fra at være et lille englebarn til at være djævlens værk. Men så rejse jeg hovedet og kiggede op fra skærmen. Ude foran vinduet drøner  der biler hastigt forbi den togvogn, jeg sidder i. På den anden side af mig ligger Storebælt og ser mørkt og koldt ud. Det er svært ikke at skænke den forfærdelige ulykke, der ramte landet som en chok, netop som 2019 lige var startet. Mennesker, der blot skulle transporteres fra A-B. Nøjagtig lige som mig lige nu. Mennesker med børn. Med ægtefæller. Med familier. Det er svært ikke at blive…

Så er det på tide at komme i teatret! (Sarah)

(Jeg blev inviteret til arrangementet, hvorfor det angives som reklame. Indlægget her er dog skrevet ganske frivilligt og uden aftale med henholdsvis Zangenberg teater og Madklubben Steak) Jeg blev i går inviteret i teatret. Og ud og spise. Jeg kan ikke helt huske, hvornår det sidst er sket. Måske engang i 2015.. Vi var inviteret i teatret og se gyserstykket Sarah på Zangenberg Teater. Og på trods af, at min hjerne går i overload af sindssyge tanker om monstre og spøgelser, besluttede jeg, at det turde jeg godt. Jeg er voksen! Jeg er ikke bange for spøgelser.. Ikke særlig bange i hvert fald. I hvert fald ikke mellem klokken 07 og 23. Med et hjerte i halsen tonsede jeg gennem byen,…

Hvad jeg pt. lytter til..

Indeni er jeg en lille bange 6-årig pige med lyse rottehaler, når det kommer til uhyggelige historier. Jeg har holdt mig fra gyserfilm de sidste 10 år, fordi jeg ganske enkelt ikke kan fungere efter, at jeg har set en. Og det er ligegyldigt hvor plat plottet er. Jeg så engang en film, hvor en masse mennesker på et skib fik kappet hovedet af af spøgelser. Efterfølgende trak jeg dynen op over min hals i 3 uger streg og turde ikke bevæge mig 2 cm fra den position, når jeg lå i min seng om natten.. Da jeg læste Danica Chloés indlæg om “Dear David” med en stakkels mand, der blev jagtet af et drengespøgelse i sin egen lejlighed, sov…

Om falske følgere og en verden med sociale medier

  Forleden læste jeg en artikel om falske følgere på sociale medier. Jeg anede ikke, at det eksisterede og for dem, der er ligeså uvidende, som jeg selv er, kan jeg fortælle, at der findes tjenester, hvor man kan købe flere følgere til ens Instagram-profil. En meget hurtig google-søgning afslører, at det faktisk ikke er mange surttjente penge, der skal kastes efter de små robotter, eller hvem det er, der fungerer som de falske følgere. 100 friske nye følgere koster nogenlunde det samme som 4 liter mælk i Fakta. Er det uskyldigt? Hvis man alene ser på den relativ lille gruppe af mennesker, der tjener penge på at være på Instagram, er det et problem. Det er nok noget, der…

Hun var skide sur. Så mødte hun en mand i en elevator

  Hvis man tager den store flyvemaskiner og bevæger sig tværs over Atlanten i ca. 10 timer og lander i the big US AND A, bemærker man hurtigt, at noget ikke er som i Danmark. Og her taler vi ikke kun om skumfiduser i morgenmaden, uanede mængder lækker fastfood og en noget anderledes våbenlovgivning – Nej, vi taler om noget helt andet. Det faktum, at det er helt normalt at tale til fremmede mennesker. Jeg har rejst meget i USA. Hele min fars familie bor derovre og har gjort det de sidste 2 generationer. Det gjorde vi også i november. Mængden af Donuts og pommesfritter, der blev indtaget, var ensbetydende med, at jeg ind imellem var nødsaget til at besøge…

Mål for 2019 – gift, mad og vægttab

Det er meget moderne at sætte sig mål. Hvis man går til jobsamtale, skal man helst kunne svare på, hvor man ser sig selv om 5 år. På trods af, at man måske knap nok ved, hvad man skal spise til aftensmad samme aften. Det samme gælder i ens privatliv, hvor man skal have styr på, hvilken skole ens afkom skal gå på allerede, når man har klippet hospitalsarmbåndet af ungen og er på vej til at forlade barselsgangen. Og nu er det blevet 2019. Det første kalenderblad ud af 365 styk er allerede blevet revet af. Nyt år betyder nye mål og sådan er det naturligvis også her på domænet. Færre opkald til giftlinjen   For det første er…

Jeg fik sgu da julegaver

Juleaften er officielt skiftet ud med første juledag. Børnene forsøger at ryste de værste sukkerrystelser af sig og har fint accepteret, at nissen ikke længere leverer gaver. Hele vores hjem er fyldt med små farvede plastikdele og huset runger af det legetøj, som vi under en kort hjerneblødning i en legetøjsbutik mente skulle udvikle vores 2-årige børns musik-talenter.  Det fortryder vi nu. To-årige har ingen talenter, når det kommer til keyboards. Det er bare fucking larm. Men her er ro. Ingen slås og ingen hyler. Jeg mindes ikke, at jeg i tvillingernes levetid har kunne sidde stille og drikke en hel kop varm kaffe. Det er lige sket. Og jeg tror faktisk, at jeg har siddet på den samme stol…

Sådan overlever du juleferien

  Julefreden har sænket sig i det lille hjem. Vejrguderne har leveret et perfekt julemirakel og i skrivende stund daler sneen ned i haven Vi har lavet et obligatorisk kagehus, hvor det ene barn nåede at æde en del af taget og et andet barn nåede at æde 2/3 dele af skorstenen et ukoncentreret øjeblik. Jeg har allerede skænket hverdagen en længselsrig tanke. Det skete da to 2-årige for tredje gang i går besluttede at tømme min undertøjskuffe ud over hele stuegulvet. Vi behøver ikke at dele mine sloggier med hele husstanden, venner. I sommerferien lavede jeg den store guide til at overleve ferien med din familie. Og nu følger den store guide til at overleve ferie med din familie…

11.12.13

Da jeg slog øjnede op den dag, vi skulle giftes, var det en lille smule sært. Det var nok ikke det, jeg helt havde forventet af min bryllupsdag. Jeg husker ikke, at jeg har haft prinsesse-drømme som barn om store hvide marengskjoler og et bryllup på et slot. Nok tværtimod. Men nu kunne jeg alligevel godt fornemme, at jeg ikke havde forventet, at jeg skulle giftes en tilfældig onsdag i Esbjerg. I et tings- og arresthus. Det lyder som et sted, hvorfra man ikke lige umiddelbart slipper ud igen. Jeg tror egentlig, at jeg var en lille smule skuffet den morgen. Måske fordi, at mit 6-årige jeg alligevel havde en plan om et ordentlig skrud af en tyl-kjole og en…

“Jeg kan jo ikke love dig noget”

Indlægget her er en del af en længere historiefortælling om vores psykiske og fysiske rejse, da vi gik fra 3 til 5 familiemedlemmer. Du kan læse det sidste afsnit her  Nogen mennesker bryder sig ikke om at være alene. Jeg tænker, at mange af de mennesker ikke har børn. Når man er alene nu, føles det snarere som en lille pakke af lykke og overskud med en fin sløjfe på. Men så varer alenetiden også kun meget kort tid af gangen. Den nat var jeg også alene. Jeg husker det ikke som ubehageligt, da jeg lå der. Men når jeg tænker tilbage på det nu, er det ofte med en lille klump af ubehagelighed i maven. De rare ambulancereddere kørte…

Valget af ladcykel

Vi lagde meget tankevirksomhed i, hvordan vi dog skulle transportere vores børn fra vores hjem til deres institution, da vi boede i indre by. Der var mange forskellige scenarier at gå efter: Bil, tog, bus, gå, løbe, cykle? Og hvis vi skulle cykle, hvordan skulle vi så transportere 3 børn? Skulle det være en cykeltrailer med et ekstra barnesæde på cyklen? Eller skulle det være en ladcykel? Det der talte for en cykeltrailer var, at man samtidig kunne bruge den som løbe- eller som klapvogn. Til Ellie havde vi en Thule Chariot Cougar, der både fungerede som cykeltrailer og som løbevogn, hvor hun kunne ligge trygt og fint, mens vi løb rundt på de grønlandske veje. Der findes en masse…