Vasa-løbet – del 2

Vasa-løbet. Den 2. marts 2019. Vi stillede op med verdens dårligste forudsætninger. Minimal træning og skiløb havde vi ikke rørt i 3 år pga. tvillinger og kaos. Dette er anden del af historien om vores deltagelse i Vasa-løbet, der er 90 kilometers langrend. Første del kan du læse her. Starten er gået. Jeg aner ikke, hvad jeg har i vente. Jeg ved bare, at jeg er sulten. Jeg bevæger mig frem ad iblandt 17.000 mennesker, der alle er iført ski. Jeg glider fremad i sporet. Langsomt og sikkert. Jeg er bare glad for ikke at ryge på røven. Alle de mange mennesker går pludselig i stå. Jeg vender mig om for at sige noget til Jesper, men den mand bag…

Mangler der lidt overskud?

Den sidste uges tid har der været lidt stille herinde. Årsagen er simpel. Jeg er blevet ramt af surhed. Da glæden forsvandt Siden juni sidste år har jeg stort set smidt et indlæg op herinde hver dag. Ordene er kommet til mig, som børn, der vælter ind af døren, når man sidder på toilettet. Men som man nok har kunnet fornemme, har der været lidt mere stille herinde den forgangne uge. Det skyldes ikke, at jeg har fået tilbudt en bogkontrakt. Ej heller at jeg har store planer “som jeg nok skal dele med jer snart”, som ellers er nogle af de mest anvendte årsager for bloggere til at være offline. Det handler tværtimod om, der pludselig blev stukket en…

Om et budskab, der gik viralt

www.confetticph.dk Det er ikke mange af mine bekendtskaber, der altid helt forstår, hvorfor jeg gider, at krænge min sjæl og mine tanker ud på internettet. Ofte forstår jeg det heller ikke helt selv. Især ikke når vækkeuret ringer kl. 5.30.  At opdatere domænet her er nemlig ofte noget, jeg gør efter kl. 22.00. Efter jeg har været på arbejde i 8 timer, har lavet mad, puttet børn, smurt madpakker og ryddet op. Men lige i disse dage bliver jeg fint bekræftet i, hvorfor jeg egentlig gør det. Det kan netop gøre en forskel. Da det pludselig gik op for os, at vi ventede 2 børn på én gang, begyndte jeg at søge internettet tyndt efter én med erfaring på området….

At græde i en garderobe i vuggestuen

Jeg har aldrig tidligere blevet påvirket af hverken kulde eller mørke. Januar har i år ramt mig med et brag. Jeg er fløjet direkte ind i januar, som en lille spurv, der er hamret ind i en rude og nu ligger med en brækket vinge på en terrasse. Det er måske det, jeg føler mig mest som. Et lille dyr, der slææææber sig afsted med en brækket vinge. “Av” pipper jeg, hver gang jeg tager et skridt frem. Men ingenting er brækket. I bund og grund har jeg en hel masse at være glad for. Ingenting er ændret i forhold til december andet end, at det ikke længere er jul, at min konto er blevet ædt op af et forsikringsselskab og…

Om at blive bange for at leve

  Da jeg åbnede denne side var min plan egentlig at skrive om børns faser. Om børn der fordi de er indkodet til det og pludselig går fra at være et lille englebarn til at være djævlens værk. Men så rejse jeg hovedet og kiggede op fra skærmen. Ude foran vinduet drøner  der biler hastigt forbi den togvogn, jeg sidder i. På den anden side af mig ligger Storebælt og ser mørkt og koldt ud. Det er svært ikke at skænke den forfærdelige ulykke, der ramte landet som en chok, netop som 2019 lige var startet. Mennesker, der blot skulle transporteres fra A-B. Nøjagtig lige som mig lige nu. Mennesker med børn. Med ægtefæller. Med familier. Det er svært ikke at blive…

Så er det på tide at komme i teatret! (Sarah)

(Jeg blev inviteret til arrangementet, hvorfor det angives som reklame. Indlægget her er dog skrevet ganske frivilligt og uden aftale med henholdsvis Zangenberg teater og Madklubben Steak) Jeg blev i går inviteret i teatret. Og ud og spise. Jeg kan ikke helt huske, hvornår det sidst er sket. Måske engang i 2015.. Vi var inviteret i teatret og se gyserstykket Sarah på Zangenberg Teater. Og på trods af, at min hjerne går i overload af sindssyge tanker om monstre og spøgelser, besluttede jeg, at det turde jeg godt. Jeg er voksen! Jeg er ikke bange for spøgelser.. Ikke særlig bange i hvert fald. I hvert fald ikke mellem klokken 07 og 23. Med et hjerte i halsen tonsede jeg gennem byen,…

Hvad jeg pt. lytter til..

Indeni er jeg en lille bange 6-årig pige med lyse rottehaler, når det kommer til uhyggelige historier. Jeg har holdt mig fra gyserfilm de sidste 10 år, fordi jeg ganske enkelt ikke kan fungere efter, at jeg har set en. Og det er ligegyldigt hvor plat plottet er. Jeg så engang en film, hvor en masse mennesker på et skib fik kappet hovedet af af spøgelser. Efterfølgende trak jeg dynen op over min hals i 3 uger streg og turde ikke bevæge mig 2 cm fra den position, når jeg lå i min seng om natten.. Da jeg læste Danica Chloés indlæg om “Dear David” med en stakkels mand, der blev jagtet af et drengespøgelse i sin egen lejlighed, sov…

Om falske følgere og en verden med sociale medier

  Forleden læste jeg en artikel om falske følgere på sociale medier. Jeg anede ikke, at det eksisterede og for dem, der er ligeså uvidende, som jeg selv er, kan jeg fortælle, at der findes tjenester, hvor man kan købe flere følgere til ens Instagram-profil. En meget hurtig google-søgning afslører, at det faktisk ikke er mange surttjente penge, der skal kastes efter de små robotter, eller hvem det er, der fungerer som de falske følgere. 100 friske nye følgere koster nogenlunde det samme som 4 liter mælk i Fakta. Er det uskyldigt? Hvis man alene ser på den relativ lille gruppe af mennesker, der tjener penge på at være på Instagram, er det et problem. Det er nok noget, der…

Hun var skide sur. Så mødte hun en mand i en elevator

  Hvis man tager den store flyvemaskiner og bevæger sig tværs over Atlanten i ca. 10 timer og lander i the big US AND A, bemærker man hurtigt, at noget ikke er som i Danmark. Og her taler vi ikke kun om skumfiduser i morgenmaden, uanede mængder lækker fastfood og en noget anderledes våbenlovgivning – Nej, vi taler om noget helt andet. Det faktum, at det er helt normalt at tale til fremmede mennesker. Jeg har rejst meget i USA. Hele min fars familie bor derovre og har gjort det de sidste 2 generationer. Det gjorde vi også i november. Mængden af Donuts og pommesfritter, der blev indtaget, var ensbetydende med, at jeg ind imellem var nødsaget til at besøge…

Mål for 2019 – gift, mad og vægttab

Det er meget moderne at sætte sig mål. Hvis man går til jobsamtale, skal man helst kunne svare på, hvor man ser sig selv om 5 år. På trods af, at man måske knap nok ved, hvad man skal spise til aftensmad samme aften. Det samme gælder i ens privatliv, hvor man skal have styr på, hvilken skole ens afkom skal gå på allerede, når man har klippet hospitalsarmbåndet af ungen og er på vej til at forlade barselsgangen. Og nu er det blevet 2019. Det første kalenderblad ud af 365 styk er allerede blevet revet af. Nyt år betyder nye mål og sådan er det naturligvis også her på domænet. Færre opkald til giftlinjen   For det første er…

Jeg fik sgu da julegaver

Juleaften er officielt skiftet ud med første juledag. Børnene forsøger at ryste de værste sukkerrystelser af sig og har fint accepteret, at nissen ikke længere leverer gaver. Hele vores hjem er fyldt med små farvede plastikdele og huset runger af det legetøj, som vi under en kort hjerneblødning i en legetøjsbutik mente skulle udvikle vores 2-årige børns musik-talenter.  Det fortryder vi nu. To-årige har ingen talenter, når det kommer til keyboards. Det er bare fucking larm. Men her er ro. Ingen slås og ingen hyler. Jeg mindes ikke, at jeg i tvillingernes levetid har kunne sidde stille og drikke en hel kop varm kaffe. Det er lige sket. Og jeg tror faktisk, at jeg har siddet på den samme stol…