“Jeg kan jo ikke love dig noget”

Indlægget her er en del af en længere historiefortælling om vores psykiske og fysiske rejse, da vi gik fra 3 til 5 familiemedlemmer. Du kan læse det sidste afsnit her  Nogen mennesker bryder sig ikke om at være alene. Jeg tænker, at mange af de mennesker ikke har børn. Når man er alene nu, føles det snarere som en lille pakke af lykke og overskud med en fin sløjfe på. Men så varer alenetiden også kun meget kort tid af gangen. Den nat var jeg også alene. Jeg husker det ikke som ubehageligt, da jeg lå der. Men når jeg tænker tilbage på det nu, er det ofte med en lille klump af ubehagelighed i maven. De rare ambulancereddere kørte…

Valget af ladcykel

Vi lagde meget tankevirksomhed i, hvordan vi dog skulle transportere vores børn fra vores hjem til deres institution, da vi boede i indre by. Der var mange forskellige scenarier at gå efter: Bil, tog, bus, gå, løbe, cykle? Og hvis vi skulle cykle, hvordan skulle vi så transportere 3 børn? Skulle det være en cykeltrailer med et ekstra barnesæde på cyklen? Eller skulle det være en ladcykel? Det der talte for en cykeltrailer var, at man samtidig kunne bruge den som løbe- eller som klapvogn. Til Ellie havde vi en Thule Chariot Cougar, der både fungerede som cykeltrailer og som løbevogn, hvor hun kunne ligge trygt og fint, mens vi løb rundt på de grønlandske veje. Der findes en masse…

Hvad jeg har lært af Instagram

Fra profilen Betches Instagram fylder en tand for meget i vores lille hjem. Der er nok mange andre, hvor det har en lidt mere dikterende rolle i hverdagen (fx da jeg fik ideen til dette indlæg, fordi jeg havde læst om en kæreste, der ofte trodsede færdselsreglerne for at få det perfekte billede til mandens Insta-profil). Det er sjældent, at jeg serverer kold mad, fordi der skal tages billeder af det inden det bliver serveret og jeg går hverken op i lys eller perfekte vinkler. Men jeg lader lidt op til at tage en virtuel detox inden længe, da Instagram er det første, der ofte bliver tjekket, når jeg vågner, og det sidste jeg tjekker, inden jeg går i seng….

En lille opdatering på vores vægttabskonkurrence

I år er der 5 år siden, at vi blev gift. Og 3 år siden, at vi blev gift for anden gang. Vi har nået en del siden: Vi har boet i et andet land, produceret 2 ekstra børn, flyttet hjem fra andet land, slået os ned i indre København for igen at rive teltpælene op og placere os i noget lidt mere provinsielt på Amager. Men det er ikke kun oplevelser, der er røget ind på kontoen siden vi begge sagde “Ja tak” til at leve i medgang og modgang. Der er også sneget sig nogle små væmmelige bæster med, som vi ikke har opdaget undervejs: Ekstra kilo. Vi besluttede derfor for et par måneder siden at lave en…

At gøre hverdagen til et eventyr

Da vi var unge og knap så trætte og levede et bekymringsfrit liv uden børn og fast ejendom, aftalte Jesper og jeg at vi skulle gøre hverdagen til et eventyr. Det meste af ens liv består af hverdag: madpakker, tandbørstning, arbejde, fjernsyn og drift. Det er nok ikke det, man kommer til at huske, når man som 85-årig ser tilbage på et langt liv og overvejer, om man har levet det liv, man ønskede. Så af den årsag skulle der ske noget i hverdagen, der fik hver dag til at afvige fra dagen forinden. Hver dag skulle laves til et mini-eventyr. Dobbelt income no kids Vi var ikke kærester særlig længe, inden vi fik børn. Men på daværende tidspunkt var…

Er det dig, der er blogger? Æeehm.. Nej nej. Jeg skriver bare ting på en hjemmeside.

Ind imellem møder jeg folk, der læser med på siden her. Det er jeg overordentlig glad for. Grunden til at jeg skriver noget, er jo reelt fordi, at jeg gerne vil have andre mennesker læser, hvad jeg skriver. Ellers havde jeg jo bare skrevet det i en dagbog eller i meget lange SMS-beskeder til min mand. Men det er ikke altid, at vi deler samme begejstring over mine historier og så er det jo fint, at man har et virtuelt univers, hvor man kan kaste lidt op med ord. Jeg bliver altid meget stolt, men også noget lidt flov, når folk fortæller, at de læser med herinde. Det er jo egentlig ret åndssvagt for bag sådan en blog, er der…

Min lille Kategorina har trukket lod..

Jeg ville da ønske, at jeg havde købt 25 billetter, når så mange trængte til at blive luftet. Men vi måtte vælge 4 ud og Ellie trak lod blandt de 25 kommentarer. Og det blev:  Mette med kommentar nummer 2 Amelia med kommentar nummer 10 Katja med kommentar nummer 21  Helene med kommentar nummer 25 Send mig en mail på Stinejosephine@gmail.com. Hvis I bliver forhindrede, så skynd jer at give besked, så vi kan tage en af de andre med.  

Trænger du (også) til at blive luftet?

Jeg har haft en træls dag. En af de der dage, hvor jeg gik på arbejde med tandpasta på tøjet, hvor børnene hylede hele vejen hjem, hvor mere aftensmad endte på gulvet end i børnenes maver og hvor alting bare føltes rigtig meget leverpostej og meget lidt glimmer. Og mens jeg sad der og manglede lidt glimmer, kom jeg i tanke om, at der jo på lørdag er mulighed for en hel masse glimmer. Mette Marie Lai Lange holder en fest og hvis jeg kender hende ret, er det en fest, man ikke vil gå glip af. Hun er ambassadør for PLAN Børnefonden, hvor hun i forbindelse med et besøg i Benin for nylig købte stof, som Jesper Høvring efterfølgende…

Irriterende ting jeg har lavet på sociale medier – The facebook version 2

Vi blev jo slet, slet ikke færdige med de mest irriterende Facebook-typer i går. I går indså jeg, at jeg netop har været et anstrengende bekendtskab på Facebook. Men det stopper slet ikke der. Det stopper ikke med opslag, der indeholder en hel masse drama, men ingen forklaring, så folk nærmest er tvunget til at spørge, hvorfor man er “SKUFFET….” Jeg har nemlig også skrevet en masse andet pjat på Facebook, jeg vil gennemgå med jer her. TYPE NUMMER 3: FOLK, DER UDGIVER SIG FOR AT VÆRE SÅ VIGTIGE, AT DE NÆSTEN IKKE KAN VÆRE I SIG SELV Nu kan jeg naturligvis ikke huske, hvad jeg lavede der tilbage den 28. september 2007. Jeg ved dog, hvad jeg ikke lavede:…

Irriterende opslag jeg har lavet på de sociale medier – The Facebook Version 1

Det er vigtigt med selvindsigt. Og jeg har indset, at jeg har været et virkelig irriterende menneske på sociale medier. Nu skriver jeg “har været”, som at jeg ikke er det mere. Men leg nu med. Jeg hoppede med på Facebook-bølgen i 2009 og jeg skulle i den grad lige lære, hvordan tingene hang sammen. Det tog noget tid, kan jeg afsløre. I hvert fald har jeg lavet virkelig mange irriterende facebook-opslag over tid. Så mange, at jeg er imponeret over, at der overhovedet eksisterer personer på min venneliste længere. De fleste af de irriterende opslag ligger tilbage i 2009. Vi skulle nok alle lige lære os selv at kende i relation til de sociale medier. Vi skulle lige lære,…

At smadre en væg med en hammer. Uden det var med vilje.

For nylig gik strømmen i vores hus. Min mand og jeg lavede det man gør, når man er gift: Vi sad i hvert vores hjørne af sofaen og stirrede ind i vores telefoner, da der pludselig blev mørkt og strømmen røg på fjernsynet, hvor der kørte noget fra Netflix ingen af os så, fordi Lottes opslag om hendes kaniner på Facebook var vigtigere. Min mand fik skiftet sikringen og der kom strøm i hytten igen, så der er sådan set ikke meget drama i den historie. Men det fik mig til at overveje mine egne evner. Nu skal jeg nødig sætte mit lys under en skæppe, som min mor ville have sagt det, men sandheden er, at jeg ikke kan…