Hvordan skal vi komme hjem ?

November måned har jeg dedikeret min blog til små anekdoter fra mit liv. Historien her er en føljeton, der handler om ikke kun vores psykiske, men også fysiske rejse fra at gå fra en familie fra 2 til 5. samtidig med at vi flyttede vores liv 3000 kilometer. Du kan læse første del her. Jeg lover – det bliver ikke kedeligt. Da jeg blev gravid, havde jeg fortalt på min arbejdsplads, hvor godt jeg havde det og hvordan min graviditet på ingen mulig måde havde indvirkning på min hverdag under min første graviditet. “Ja, jeg arbejdede jo nærmest til, at jeg gik i fødsel, jeg trænede 5 gange om ugen og havde ikke en eneste sygedag” proklamerede jeg stolt (og lettere irriterende), da jeg havde…

Børneløb som søndags-aktivitet

Bevægelse har altid fyldt meget i mit liv. Da jeg var barn voksede jeg op i en lille provinsby i Nordsjælland. Det allerbedste jeg vidste var, når der hver sommer kom et lille katalog ind af dørsprækken, der beskrev alle de mange ting, jeg kunne lave i sommerferien. Jeg ved ikke om det var noget specielt for min barndomsby eller om det er noget alle små byer tilbyder skolebørn. Men dette lille katalog var spækket med sportsgrene, man kunne prøve en uge af gangen. Hver eneste år blev jeg forelsket i en ny sportsgren og det betyder, at jeg stort set har dyrket samtlige af eksistererende sportsgrene i min barndom. Lad mig nævne i flæng: Fodbold, håndbold, badminton, dans, karate,…

Efterårsferie-begivenheder på en mandag

Forleden skrev jeg dette indlæg, hvor jeg nævnte en række aktiviteter, jeg ville tage til, hvis jeg holdt efterårsferie. I går tog jeg en halv fridag og traskede ud i verden med Ellie efter vi havde besøgt hendes nye børnehave, som I fik mig overbevist om, var det rette valg her. Siden Ellie første gang så filmen Ballerina på Viaplay, har vi haft en lille besættelse af ballet i det lille hjem, så det var naturligvis nærliggende at tage i det Kongelige Teater med hende og se “Kom bamse, så balletter vi” Stykket er lige tilpas langt (kort) til at man ikke få krudt i røven og kan sidde stille hele vejen igennem. Desuden er opsætningen så fin og hyggelig…

Ting jeg ville lave i efterårsferien, hvis jeg ikke var en ravnemor.

Mine børn er nogle af dem, der skal i institution i næste uge. Vi har ikke børn i skolealderen og derfor har vi vist glemt alt om, at der var en forventning om, at man skal holde fri med sine børn. Der er en hel masse på programmet i disse måneder, så efterårsferien er ikke prioriteret i år. Det fortryder jeg lidt, når jeg ser alle de mega seje ting, man kan lave med sine børn i uge 42. Jeg har naturligvis gnedet salt i eget sår og har været igennem listen for at se, hvad jeg ville lave med mine børn, hvis vi nu for en gangs skyld havde noget kvalitetstid som familie. Måske andre kan få glæde af…

FÅR DU OGSÅ TALEPRES?

  Jeg har det skidt med stilhed. Det er måske ret hensigtsmæssigt, kan du måske tænke, henset til at jeg har 3 børn, der sjældent er stille. Men det er ikke så meget stilhed generelt, jeg har det lidt skidt med. Jeg kan rigtig godt lide den stilhed, man finder i skoven, når man er helt alene og det eneste man kan høre, er grene, der knækker under fødderne. Jeg er særligt vild med den stilhed, der dukker op om aftenen, når det sidste barn er lagt til at sove og huset for første gang siden klokken 6 om morgenen emmer af ro. Den stilhed er jeg især vild med. Den stilhed jeg har meget svært ved at være i,…

Hænderne (for) fulde?

  Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ikke er begejstret for at flyve. Jeg har fløjet meget som barn og har altid elsket det. Jeg havde luret, at man kunne komme en tur i cockpittet, hvis man lige lagde ud med at tegne en tegning til piloten. Det var vist lidt andre tider. Der er ikke så mange ture i cockpittet længere. Piloterne ville måske også blive en smule undrende og ikke mindst bekymrede, hvis de fik tegninger af 34-årige husmødre. I al fald har det ændret sig. Der er mange ting, jeg er blevet bange for, efter jeg er blevet mor. Det har jeg blandt skrevet om her. Jeg er blevet bange for ting, jeg aldrig har…

Når far kommer hjem, så er mor lige gået..

Ovenstående er en sang fra min barndom. Jeg kan ikke huske teksten andet end “Når min far kommer hjem, er min mor lige gået, når min mor kommer hjem, så sover min far” Uanset tekst passer det vist meget godt til vores liv lige nu. Sent fredag aften kom Jesper hjem fra 9 dage i udlandet. I dag er det min tur til at pakke kufferten og jeg flyver til Grønland og kommer hjem igen på lørdag. Så i denne uge er det Jespersen tur til at børste tænder på børnene på vej ud i bilen og få aflevering og afhentning kombineret med spisetider. Hvis der er noget, man får styr på, som forældre til 3 småbørn, er det logistik….

Om at sætte åndssvage mål for sig selv

Jeg har efterhånden gjort det en del gange. Det der med at sætte mål for mig selv, der efterfølgende ind imellem har fået mig til at kigge mig i spejlet og overvejet, om jeg måske ikke var rigtig rask. Det har egentlig været fint nok. Det hele har i hvert fald været positivt og er endt godt. Det startede med, at jeg blev glad for at løbe. Den glæde udviklede sig til en ambition om. at løbe mere end jeg gik. Da det lykkedes, blev målet at deltage i et vaskeægte motionsløb. Løbene blev længere og længere og da det heller ikke var nok, blev der sat flere discipliner på og til sidst stod jeg i et målområde med en…

Mandag på en tirsdag

Jeg hader at have travlt. Og jeg hader at komme for sent ud af døren. Sjovt nok sker det hele tiden. Det er nok mere reglen end undtagelsen, at jeg kommer ud af døren, når jeg skal. I går var ikke anderledes, selvom jeg havde lagt mig i selen for at komme afsted i god tid. Men børn og kaos ville det anderledes. Jeg skulle i går på kursus i en anden del af byen. Jeg havde fundet cyklen frem, da jeg stadig forsøger at redde verden. Det gik egentlig også fint nok, indtil jeg gjorde det, man aldrig nogensinde skal gøre, medmindre man måske har en fungere stedsans og ikke ligesom jeg knap nok kan kende forskel på højre…

Og så smadrede jeg alligevel min krop. Cph Half 2018

  Ja, ovenpå mit indlæg i går, kan jeg godt fremstå som en relativ dårlig forælder, når nu jeg kan berette, at jeg trodsede de forgangne dages intense mande-influenza og alligevel hoppede i løbeskoene og deltog i dagens løb. Jeg løb dog naturligvis ikke helt med hovedet under armen. Efter noget der minder 50 halvmaraton og 5 maraton ved jeg godt, hvornår min krop føles rigtig og forkert. Selvom det er 3 børn siden at langt de fleste af dem blev løbet og der nu er mere sofa end løb på ugens program. Men aftalen med mig selv var, at hvis noget som helst føltes atypisk, skulle jeg stoppe. Kaos-morgen  Ja, det er jo ikke fordi, at jeg kan forvente,…

Må man gerne gå ud og smadre sin krop?

  Kender I det der med, at man har en uge, man har glædet sig til i mange måneder? Og så smider ens egen krop en stor fed kæp i hjulet for alt det sjove? Jeg har fået influenza. Og ikke bare den der almindelige type influenza. Nej, jeg har fået mande-influenza. Jeg er ramt af den type influenza, hvor man faktisk sagtens undervejs kan komme i tvivl, om hvorvidt man overlever. Da tvillingerne var små og bølgerne gik allerhøjest, tog jeg mig selv i håbe, at jeg måske kunne tage et lille styrt ned af trappen. Og bare lige så jeg kunne få en lille lur i form af en form for besvimmelse. De samme tanker har været der…