11.12.13

Da jeg slog øjnede op den dag, vi skulle giftes, var det en lille smule sært. Det var nok ikke det, jeg helt havde forventet af min bryllupsdag. Jeg husker ikke, at jeg har haft prinsesse-drømme som barn om store hvide marengskjoler og et bryllup på et slot. Nok tværtimod. Men nu kunne jeg alligevel godt fornemme, at jeg ikke havde forventet, at jeg skulle giftes en tilfældig onsdag i Esbjerg. I et tings- og arresthus. Det lyder som et sted, hvorfra man ikke lige umiddelbart slipper ud igen. Jeg tror egentlig, at jeg var en lille smule skuffet den morgen. Måske fordi, at mit 6-årige jeg alligevel havde en plan om et ordentlig skrud af en tyl-kjole og en…

Da vi blev gift første gang.

  For 5 år siden havde Jesper og jeg kendt hinanden i nøjagtig 1 år. Vores forhold var noget anderledes end andre, jeg havde prøvet. Måske skyldtes det, at vi blev kærester, mens jeg lå på et operationsbord. Det lyder mere dramatisk, end det var. Historien er vist mere pinlig og klam end romantisk. Den må I få en anden gang, hvis jeg finder behovet for at dele det på det store internet, hvor man aldrig rigtig ved, hvem der egentlig læser med. Men vi havde ikke været kærester i meget længere tid end et par måneder, da jeg fandt ud af, at Ellie lå og boblede rundt i min mave. 6 måneder sådan mere eller mindre præcist. Men nu…

At stå på Nørreport og græde en tirsdag aften.

    Jeg fik for nylig at vide, at når man er blogger, skal man helst skrive lidt om, hvad man går og laver. Så værsgo’. Her er lidt om min tirsdag.  “Er I de sidste, venner?”  Den store viser har kun lige ramt 10.  Som i 16.10. Igen kan jeg konstatere at børnene er de sidste i vuggestuen. Gad vide hvad de andre forældre har af arbejde? Hvordan kan ALLE børn allerede være væk? Heldigvis er humøret højt. Børnene har hundrede ting, som de gerne vil vise. Tegninger, en ko med 3 ben, en håndsprit. De er vel deres fars børn. De gør op i hygiejne. Så prøver jeg at lokke dem ud i garderoben. Det går ikke. Mine…

Spørgsmålene.

  At være på barsel med tvillinger er lidt ligesom at være blevet semi-kendt i et realityshow. Man bliver standset af mennesker på gaden, der ikke helt forstår tvillinge-konceptet og spørgsmålene er mange. Og når der ikke bliver stillet spørgsmål, bliver der sendt lange blikke. Nogen udstråler medlidenhed, andre udstråler nysgerrighed og enkelte udstråler misundelse. Jeg elsker de sidste blikke. Jeg elsker, når folk ser ned i barnevognen og fortæller mig, at jeg er det mest velsignede menneske i verden. Det er der desværre ikke mange, der siger. De fleste kommentarer hører under én af følgende kategorier: “Du har nok at se til, hva’?” “Godt det ikke er mig. Jeg ville dø”   Jeg forstår godt kommentarerne. Jeg tror engang,…

Da min søn kastede op på en præst.

  Det er hårdt at få børn. Ingen tvivl om det. Og det er især hårdt at have 3 børn i alderen 0 – 2 år. Søvn skal gennemføres i intervaller af 20 minutter. Tvillingerne er indkodet nøjagtig således, at de aldrig sover samtidig. Den ene er nærmest indkodet til, at slå øjnene op i det sekund, den anden slår dem i. Både om dagen og om natten. Jeg får sendt Jesper til lægen igen. Det kan ikke være rigtigt. Han skal ikke spises af med, at han nok bare har influenza. Vi har været igennem verdens mest sindssyge forløb. Det er helt naturligt at reagere. Ind imellem har man bare brug for at tale med nogen. At få anerkendelse. At…

Når far reagerer – del 2

Denne fortælling er anden del af fortællingen om, når fædre får efterfødselsreaktioner. Det gør mange mænd. Ca. 4000 om året. Det kommer til udtryk på forskellige måder, men uanset hvilken, er det altså helt normalt og noget man kan få hjælp til at komme videre fra.  “Jeg kan godt forstå, at man kan blive overvægtig, fordi man har det psykisk hårdt”, tænker jeg og stikker hånden dybt i den pose StjerneMix, der ligger på bordet foran mig. Kl. er 22.30. Dagen startede kl. 05.15 og begge børn har grædt skiftevis fra kl. ca. 18.30. Jeg har et barn liggende i en slyngevugge, der hænger i en spiral fra loftet og et barn i en vikle på maven. Skiftevis gynger jeg vuggen…

Når far reagerer

De sidste uger har jeg berettet om vores liv i 2016.  Hvor vi kom fra at leve et meget roligt liv i nordligere breddegrader. Hvor hele vores liv foregik inden for et område på de samme 5 kilometer. Hvor dagens største udfordringer bestod i, hvad vi skulle have af spise den dag. Vi kunne vælge mellem frostgrønt eller frostgrønt. Hvis du først lige er hoppet med på min lange historie, starter min fortælling her. Da vi pludselig fandt ud af, at vi ventede tvillinger. Undervejs var der ikke meget tid til at sidde og dvæle ved, hvad vi havde oplevet. Jeg havde ikke tid til at reflektere over, at jeg havde ligget helt alene på et hospital med besked om,…

Præmature og flyttekasser

Denne fortælling er en del af en længere historie. Sidste del kan læses her   “Nå, vi går og overvejer at sende jer hjem”, sagde den søde sygeplejerske efter hun havde talt med en læge. Børnene var i fremgang. De var stadig meget under deres fødselsvægt. De vejede det samme som en stor lørdagskylling. 1900 gram. Men de kunne trække vejret selv og de kunne holde varmen, hvilket kan være et problem, når man ikke har et gram fedt på kroppen. Jeg betragtede de små hjerter slå under huden. Man kunne se det hoppe op og ned, Lige ved siden af ribbenene. Ribbenene var også alt for tydelige. Men nu gik det den rigtige vej. Så rigtigt at de nu…

Et lille hjerte – anden del.

Dette indlæg er anden del af en fortælling, der starter her. Sygeplejersken havde fortalt og forklaret. Det eneste jeg hørte var, at der var noget galt med min datters hjerte. Noget der fik hende til at holde op med at trække vejret. Jeg så på min mand. Han havde ikke hørt, at der var grund til frygt. Han var rolig. Det var jeg ikke. Jeg følte mig lammet. Jeg følte, at min krop var holdt op med at fungere. Jeg følte, at hver enkelt bevægelse min krop skulle lave, skulle tvinges igennem. Hverken mine arme eller ben reagerede, når hjernen kom med en kommando. Jeg sad bare. Jeg kunne ikke rejse mig. Bare sidde. Jeg fik spontan kvalme og det føltes…

Et lille hjerte

I går blev mine børn 2 år. Det er denne del af historien, der er årsagen til at jeg startede fortællingen. Fortællingen om 2 nye liv. En fortælling om en familie, der gik fra 3 til 5. Udover at det hele var lidt kaotisk, er vores historie ikke ekstraordinær. Der findes hundredevis af familier, der hver dag går igennem forfærdelige kriser. Uretfærdige kriser. Jeg husker det dog ikke som en krise, men der er stadig dele af fortællingen, der i dag sidder i mig. Blandt andet det der skete denne aften. Og aftenen efter.  Denne fortælling er barsk. Og når du læser det , skal du huske, at jeg i dag har 2 sunde og raske børn. Mest fordi, det ellers…

Alarmen der gik

Dette er en del af en længere fortælling, jeg har dedikeret første halvdel af november til. Hele historien starter her.  Engang fik jeg lavet en personlighedstest, der sagde at jeg ikke kunne fordrage excel-ark. Det er stærke ord at bruge om et computer-program, men der er vist noget sandhed i, at jeg er ret dårlig til struktur og et miljø, der er præget af for mange regler og rammer. Det er egentlig sært, at jeg er blevet jurist.. hvor alt jo sådan set handler om regler. Mens vi lå på neonetal-afdelingen, var hele verden hængt op på struktur og tid. Børnene skulle have mad præcis hver 3. time. Det fik de igennem en sonde, der gik igennem deres næse og ned…