Noget om nærvær – og en rabatkode til Designed Learning.

Jeg er meget lidt fantasifuld. Det var jeg ikke, da jeg var barn. Dengang kunne jeg fandme finde ud af at lege. Jeg havde opfundet hele fremmede planeter og kunne i flere dage af gangen befinde mig i et eventyrland med usynlige venner og løver som kæledyr. Jeg kan huske, da jeg første gang så Befri Willy (en film om en hval – til de 2 % af verdens befolkning, der ikke har set den) Jeg var 9 år og så snart jeg trådte ud af biografen, flød jeg ind i min drømmeverden, hvor jeg altså havde min egen spækhugger. Der var ikke rigtig noget vand i nærheden, hvor min fantasi-hval kunne bo. Men det gik jeg ikke så meget…

Skat, jeg skrider.

  Klokken 19.15 tikkede der en sms ind på min telefon. “Jeg har en ekstra billet til koncert med Lauren Hill. Hvis du er klar, skal du afsted NU! Dørene lukker om 45 minutter..”  Klokken 19.15 er altid et kaotisk tidspunkt hos os. 3 børn skal have nattøj på og have børstet tænder. 2 ud af 3 er i trodsalderen. Så der går lang tid med først at jage dem rundt i hele huset med en tandbørste, mens de råber”NEEEEEEEEJ” og flygter. Når det så er gjort, kan man starte forfra med nattøjet. Når man er 2 år, vil man nemlig ikke særlig meget. Man vil i al fald ikke have nattøj på. Og slet ikke have børstet tændet. Jeg lagde…

Giver du dit barn det bedste liv?

  Jeg faldt over et blog-indlæg her til aften. Et indlæg der gav anledning til 68 kommentarer. Langt de fleste vrede, nogen anerkendende og forstående. Indlægget var skrevet af Emili på Emiliesblog.dk og handler om hjemmepasning. Og om hvorvidt børns hverdag i institution kan gøre dem skrøbelige og i værste fald påvirke deres psyke. Normalt bliver jeg vred, når jeg læser den type indlæg. Jeg bliver vred, fordi, at jeg får forfærdelig dårlig samvittighed. Jeg bliver vred fordi, at nogen siger, at jeg potentielt skader mit barn ved at leve det liv, vi lever. Med fuldtidsarbejde, realkreditlån og børn, der er i institution alt for mange timer om dagen. Jeg bliver ikke vred mere. Nu bliver jeg mere ked af…

Om at holde datenights, når børnene sover.

  Er du vimmer, der er mange, der bliver skilt. Halvdelen af alle, der bliver gift. Mellem 15 og 20.000 mennesker om året. Det er virkelig mange. Der er jo nærmest et mirakel, hvis det overhovedet lykkes at finde en person, man kan danne par med helt til den dag, man stiller træskoene. Børn gør ikke ligefrem noget godt for et parforhold. Bevares de første par måneder svæver man ofte på en fin lyserød vatsky af ren lykke. Det hele er smukt og dejligt. Man ser hinanden i øjnene og dåner forelsket over den lille kærlighedsklump af lykke, der er skabt som et levende bevis på ens kærlighed. Det tager et par uger. Så rammer virkeligheden. Mangel på søvn. Mangel…

Verdens værste flyvetur

November måned har jeg dedikeret min blog til små anekdoter fra mit liv. Historien her er en føljeton, der handler om ikke kun vores psykiske, men også fysiske rejse fra at gå fra en familie fra 2 til 5. samtidig med at vi flyttede vores liv 3000 kilometer. Du kan læse første del her og anden del her. Jeg lover – det bliver ikke kedeligt. Da vi forlod Grønland, var det med et skær i hjertet. Jeg stod ude foran lufthavnen og så op på en himmel, der var badet i nordlys. Jeg følte, at jeg havde besluttet at forlade en kæreste, jeg var dybt forelsket i, men hvor det aldrig ville gå på grund af distance. Dagene forinden havde været kaotiske. Især da…

Da vi fik af vide, at vi skulle have tvillinger

November måned har jeg dedikeret min blog til små anekdoter fra mit liv. Historien her er en føljeton, der handler om ikke kun vores psykiske, men også fysiske rejse fra at gå fra en familie fra 2 til 5. samtidig med at vi flyttede vores liv 3000 kilometer. Du kan læse anden del her. Jeg lover – det bliver ikke kedeligt. Første gang jeg var gravid, var der ingen der kunne se det, før jeg var meget langt henne. Helt frem til uge 28 tror jeg egentlig, at de fleste bare tænkte, at jeg var gået lidt for meget til den, når der var kage på kontoret om onsdagen. Sådan var det ikke anden gang. Første gang nogen spurgte mig, om jeg var…

At være barn i 1988 contra at være barn i 2018

  I går havde TV2 et program, hvor Felix Smith tog sig selv og sin familie tilbage til 1988. Tilbage til pastelfarvet joggingtøj, lørdagskylling og guldkorn til morgenmad. Det var i den grad tider. Jeg selv var 4 år på det tidspunkt. Jeg boede i et parcelhuskvarter med mine forældre i en lidt større provinsby i København. Min mor gik i oversize jakkesæt med lilla plastikørenringe og ravkæder. Jeg gik i børnehave og tonsede op og ned af villavejene med min gode venner Mads og Anna, der boede lidt længere op af vejen. Allerede som 3årig tøffede jeg selv hen til mine små venner. Jeg har svært ved at genkalde mig, hvor langt der var, men jeg vil skyde på, at der…

Skal mor blive hjemme ?

    Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg elsker reality. Der skal helst være tale om TV, der trækker mine hjerneceller ud af mine øjenhuler og gør mig dummere og dummere for hver program, jeg ser. I øjeblikket kaster jeg hjerneceller efter programmet Love Island på TV3. Det er Lisbeth Østergaard, der er vært på programmet og forleden fandt jeg et Instagram-post, hvor nogen stillede spørgsmålstegn til, om hvorvidt hun selv kunne holde ud at være væk fra sit barn, mens hun var ude i verden og optage, mens far var på barsel. Der var ikke tale om en fordømmende kommentar, men egentlig blot et udtryk for undren. Og det fik mig til at reflektere lidt over, om…

Lad venligst telefonen blive i lommen…

  Da jeg forleden åbnede døren til tvillingernes vuggestue, var det for en gangs skyld ikke kun små snotnæser og lugten af mange børn samlet på samme sted, der mødte mig. Det var også en seddel på indgangsdøren. Sedler på indgangsdøren er aldrig rare. Jeg har set dem med varierende indhold, men det plejer at være noget, der lige får det til at klø lidt ekstra på kroppen: Lus, orm og den slags levende klamheder, som åbenbart følger med, når man producerer børn. Denne gang var det dog hverken sygdom eller små dyr, der prydede døren. Der var tale om en helt anden form for kriblen. Denne kriblen kaldes dårlig samvittighed. På døren hang et billede af en telefon med…

Ting jeg sætter pris på, efter jeg har fået børn (og som jeg hadede før)

  At køre i tog Der var ikke noget mere spild af tid, som at sidde 3 timer i et tog i mine unge dage. Jeg fik langsom kvælende klaustrofobi og for hver kilometer, der blæste forbi togvinduet, jo tættere rykkede en brændende rastløshed, der nærmest fik mig til at hoppe i sædet.  Tænk nu at være tvunget til at sidde helt stille og læse en bog eller se lige den serie, man selv har lyst til at se. Ingen Gurli Gris, ingen Ramasjang. Ingen rejsen sig op hver anden minut, fordi nogen smadder glas, vægge eller hinanden,  At gå alene på café Ideen til dette indlæg blev sået, da jeg i dag havde en times tid, der skulle slås…

10 metoder til at være mere sammen med sine børn

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi har et travlt efterår. Begge forældre i det lille hjem, har arbejde ude i verden og i andre dele af landet, hvilket betyder, at vores børn pt primært er sammen med en forælder af gangen. Sådan forsætter det til en gang ind i november. Det er der naturligvis mange børn, der er. Der findes tonsvis af skilsmissebørn og jeg er selv vokset op uden en far og har klaret mig ganske fint. Men når nu vi er her begge to, er det ikke så optimalt og man bliver kun endnu mere deprimeret, når man læser en artikel, som den der blev bragt forleden i Information. Artiklen kan læses her og hedder “Vi…