Om at vokse op med en handicappet bror

I disse dage er det 6 år siden, at jeg gennemførte en ironman. Det er rigtig mange børn og meget få løbeture siden. Dengang var træning en kæmpe del af mit liv. Jeg trænede nemt 20 timer om ugen og de fleste halve og hele lørdage sad jeg på en cykel. Det var i den grad et andet liv med et helt andet indhold. På godt og ondt. Jeg kan sagtens savne sammenholdet, formen og følelsen af at kunne overvinde...

En barndom med musik

Sommeren er ved at være ovre og jeg er så småt ved at lægge an til at få gang i domænet her igen. Der har ikke været overskud ovenpå en sommer fuld af umenneskelig modgang, men nu er fingrene begyndt at krible lidt igen for at skrive. Sommerens begivenheder har fået mig til at reflektere meget om livet og hvilken aftryk man efterlader, når man en dag stiller træskoene. Især i forhold til vores børn. Jeg kan ikke selv huske...

Når man siger noget, der er så dumt, at man har lyst til at æde sin egen tunge

  Det er et stort ansvar at blive nogens forælder. Man får en lille klump dej stukket i hånden, når de bliver født og så har man det fulde ansvar for, at den klump dej bliver formet til et ordentligt menneske gennem hele barndommen. Et menneske, der som voksen træffer ordentlige valg og som ikke er alt for ødelagt af barndomstraumer og dårlige mønstre, der har sat sig fast i barndommen. Man kan ødelægge sine børn noget så grusomt de...

Syvårskrise burde hedde børnekrise

  Børn giver livet mening…  Der er mange ting børn bidrager med, når det kommer til det store livs-maleri, man får malet på gennem hele livet og som man kan hænge op og kigge på, når man en dag i en sen alder er ved at stille træskoene. Afgørende minder om store begivenheder og kærlighed, der blomstrer. De fleste der har børn, kan nok huske stort set alle deltager de fødte. Minder om, hvad man spiste og hvilket tøj man...

Undskyld mig, imens jeg lige kaster op i din hæk

Dette burde være et billede af situationen, men det holder jeg mig lige for fin til. Mest for jeres skyld   Jeg vågner med et sæt. “Hvad er klokken?”  Min t-shirt klæber til min krop og feberen damper fra min hud. Jeg har ondt i nakken og da jeg forsøger at synke, føles det som om, at nogen har placeret en hudafskrabning i min hals. “15.30”  I det mindste har jeg ikke sovet så længe, at børnene skal hentes et...