Verdens værste flyvetur

November måned har jeg dedikeret min blog til små anekdoter fra mit liv. Historien her er en føljeton, der handler om ikke kun vores psykiske, men også fysiske rejse fra at gå fra en familie fra 2 til 5. samtidig med at vi flyttede vores liv 3000 kilometer. Du kan læse første del her og anden del her. Jeg lover – det bliver ikke kedeligt. Da vi forlod Grønland, var det med et skær i hjertet. Jeg stod ude foran lufthavnen og så op på en himmel, der var badet i nordlys. Jeg følte, at jeg havde besluttet at forlade en kæreste, jeg var dybt forelsket i, men hvor det aldrig ville gå på grund af distance. Dagene forinden havde været kaotiske. Især da…

Da vi fik af vide, at vi skulle have tvillinger

November måned har jeg dedikeret min blog til små anekdoter fra mit liv. Historien her er en føljeton, der handler om ikke kun vores psykiske, men også fysiske rejse fra at gå fra en familie fra 2 til 5. samtidig med at vi flyttede vores liv 3000 kilometer. Du kan læse anden del her. Jeg lover – det bliver ikke kedeligt. Første gang jeg var gravid, var der ingen der kunne se det, før jeg var meget langt henne. Helt frem til uge 28 tror jeg egentlig, at de fleste bare tænkte, at jeg var gået lidt for meget til den, når der var kage på kontoret om onsdagen. Sådan var det ikke anden gang. Første gang nogen spurgte mig, om jeg var…

At være barn i 1988 contra at være barn i 2018

  I går havde TV2 et program, hvor Felix Smith tog sig selv og sin familie tilbage til 1988. Tilbage til pastelfarvet joggingtøj, lørdagskylling og guldkorn til morgenmad. Det var i den grad tider. Jeg selv var 4 år på det tidspunkt. Jeg boede i et parcelhuskvarter med mine forældre i en lidt større provinsby i København. Min mor gik i oversize jakkesæt med lilla plastikørenringe og ravkæder. Jeg gik i børnehave og tonsede op og ned af villavejene med min gode venner Mads og Anna, der boede lidt længere op af vejen. Allerede som 3årig tøffede jeg selv hen til mine små venner. Jeg har svært ved at genkalde mig, hvor langt der var, men jeg vil skyde på, at der…

Skal mor blive hjemme ?

    Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg elsker reality. Der skal helst være tale om TV, der trækker mine hjerneceller ud af mine øjenhuler og gør mig dummere og dummere for hver program, jeg ser. I øjeblikket kaster jeg hjerneceller efter programmet Love Island på TV3. Det er Lisbeth Østergaard, der er vært på programmet og forleden fandt jeg et Instagram-post, hvor nogen stillede spørgsmålstegn til, om hvorvidt hun selv kunne holde ud at være væk fra sit barn, mens hun var ude i verden og optage, mens far var på barsel. Der var ikke tale om en fordømmende kommentar, men egentlig blot et udtryk for undren. Og det fik mig til at reflektere lidt over, om…

Lad venligst telefonen blive i lommen…

  Da jeg forleden åbnede døren til tvillingernes vuggestue, var det for en gangs skyld ikke kun små snotnæser og lugten af mange børn samlet på samme sted, der mødte mig. Det var også en seddel på indgangsdøren. Sedler på indgangsdøren er aldrig rare. Jeg har set dem med varierende indhold, men det plejer at være noget, der lige får det til at klø lidt ekstra på kroppen: Lus, orm og den slags levende klamheder, som åbenbart følger med, når man producerer børn. Denne gang var det dog hverken sygdom eller små dyr, der prydede døren. Der var tale om en helt anden form for kriblen. Denne kriblen kaldes dårlig samvittighed. På døren hang et billede af en telefon med…

Ting jeg sætter pris på, efter jeg har fået børn (og som jeg hadede før)

  At køre i tog Der var ikke noget mere spild af tid, som at sidde 3 timer i et tog i mine unge dage. Jeg fik langsom kvælende klaustrofobi og for hver kilometer, der blæste forbi togvinduet, jo tættere rykkede en brændende rastløshed, der nærmest fik mig til at hoppe i sædet.  Tænk nu at være tvunget til at sidde helt stille og læse en bog eller se lige den serie, man selv har lyst til at se. Ingen Gurli Gris, ingen Ramasjang. Ingen rejsen sig op hver anden minut, fordi nogen smadder glas, vægge eller hinanden,  At gå alene på café Ideen til dette indlæg blev sået, da jeg i dag havde en times tid, der skulle slås…

10 metoder til at være mere sammen med sine børn

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi har et travlt efterår. Begge forældre i det lille hjem, har arbejde ude i verden og i andre dele af landet, hvilket betyder, at vores børn pt primært er sammen med en forælder af gangen. Sådan forsætter det til en gang ind i november. Det er der naturligvis mange børn, der er. Der findes tonsvis af skilsmissebørn og jeg er selv vokset op uden en far og har klaret mig ganske fint. Men når nu vi er her begge to, er det ikke så optimalt og man bliver kun endnu mere deprimeret, når man læser en artikel, som den der blev bragt forleden i Information. Artiklen kan læses her og hedder “Vi…

Kære Mads og Monopolet

Det er lørdag formiddag. Traditionen tro hører vi Mads & Monopolet. Det har været en fast del af lørdagens program siden Mads Steffensens bløde stemme første gang strømmede ud af højtalerne den 6. september 2003.  Dengang var jeg 19 år, var lige blevet student og lå helt sikkert og sov en eller anden form for brandert ud. Siden da har det været en fast følgesvend. Både til rengøring, til løbeture og når hovedet bare trængte til at slå fra. En enkelt gang har jeg endda haft et dilemma med som Lina Raffn, Huxi Bach og Simon Juul tog stilling til. De sidste par år har det mest være i brudstykker, jeg har hørt det. Imellem Paw Patrole og ture på legepladsen. Men i…

Hej. Jeg er 33 år og curling-voksen.

Noget er gået op for mig. Jeg er vokset op og er blevet en curling-voksen. Jeg var ikke et curling-barn. Absolut ikke. Min mor gjorde sit for at hærde mig til verden og der blev ikke fejet mange problemer væk foran mine fødder. I hvert fald ikke dem, jeg selv burde kunne håndtere. Min mor gjorde sit for at lære mig om penges værdi og om gæld. Siden jeg har været lille, har jeg derfor skulle underskrive gældsbreve hver gang, jeg skulle låne penge og så måtte jeg jo finde et arbejde, når de skulle betales tilbage. Det betød, at jeg fik mit første job, da jeg var 13 år og jeg er egentlig aldrig holdt op med at arbejde…

Den internationale regel om børnetøj

Da jeg var teenager havde jeg rigtig mange jobs. Ind imellem blev det til 3-4 jobs af gangen, hvor jeg har lavet alt fra at servere burgere over disken på Mcdonalds til at vaske biler i en vaskehal. I et par år havde jeg et job som promoter. Det var inden, der fandtes Instagram, så den gang måtte man reelt sende mennesker ud i butikkerne og vise varer frem. Det var også inden, der fandtes smartphones. Det var i den grad en anden tid. Konceptet findes stadig. Det lyder fancy at være promoter, men det er dem, der står og deler spegepølse ud i supermarkedet. En dag stod jeg i Frederiksberg centeret og delte vaskepulver ud. Man skulle tro, at…

Skal du underholde børn en hel dag?

For nylig skrev jeg dette blog-indlæg. Det handlede om, hvordan man overlever, når man er alene med sine børn. Selvom at sætte Gurli Gris på repeat er et udmærket virkbart råd, tænker jeg måske, at der skal lidt mere til. Derfor får I her mit allerbedste råd til at klare en dag eller endda en weekend alene med børn. Det var egentlig et råd jeg fik, da vi boede i Grønland. Vi boede i nærheden af en kvinde, der havde tvillinger. Allerede af den årsag havde jeg stor respekt for hende. Det var inden jeg nogensinde havde overvejet, at jeg ville ende i samme kategori – flerbørns/tvillingemor. Jeg må have udtrykt noget utilfredshed over, at jeg havde vores ældste datter…