Noget om nærvær – og en rabatkode til Designed Learning.

Jeg er meget lidt fantasifuld. Det var jeg ikke, da jeg var barn. Dengang kunne jeg fandme finde ud af at lege. Jeg havde opfundet hele fremmede planeter og kunne i flere dage af gangen befinde mig i et eventyrland med usynlige venner og løver som kæledyr. Jeg kan huske, da jeg første gang så Befri Willy (en film om en hval – til de 2 % af verdens befolkning, der ikke har set den) Jeg var 9 år og så snart jeg trådte ud af biografen, flød jeg ind i min drømmeverden, hvor jeg altså havde min egen spækhugger. Der var ikke rigtig noget vand i nærheden, hvor min fantasi-hval kunne bo. Men det gik jeg ikke så meget…

At stå på Nørreport og græde en tirsdag aften.

    Jeg fik for nylig at vide, at når man er blogger, skal man helst skrive lidt om, hvad man går og laver. Så værsgo’. Her er lidt om min tirsdag.  “Er I de sidste, venner?”  Den store viser har kun lige ramt 10.  Som i 16.10. Igen kan jeg konstatere at børnene er de sidste i vuggestuen. Gad vide hvad de andre forældre har af arbejde? Hvordan kan ALLE børn allerede være væk? Heldigvis er humøret højt. Børnene har hundrede ting, som de gerne vil vise. Tegninger, en ko med 3 ben, en håndsprit. De er vel deres fars børn. De gør op i hygiejne. Så prøver jeg at lokke dem ud i garderoben. Det går ikke. Mine…

Giver du dit barn det bedste liv?

  Jeg faldt over et blog-indlæg her til aften. Et indlæg der gav anledning til 68 kommentarer. Langt de fleste vrede, nogen anerkendende og forstående. Indlægget var skrevet af Emili på Emiliesblog.dk og handler om hjemmepasning. Og om hvorvidt børns hverdag i institution kan gøre dem skrøbelige og i værste fald påvirke deres psyke. Normalt bliver jeg vred, når jeg læser den type indlæg. Jeg bliver vred, fordi, at jeg får forfærdelig dårlig samvittighed. Jeg bliver vred fordi, at nogen siger, at jeg potentielt skader mit barn ved at leve det liv, vi lever. Med fuldtidsarbejde, realkreditlån og børn, der er i institution alt for mange timer om dagen. Jeg bliver ikke vred mere. Nu bliver jeg mere ked af…

“Jeg kan jo ikke love dig noget”

Indlægget her er en del af en længere historiefortælling om vores psykiske og fysiske rejse, da vi gik fra 3 til 5 familiemedlemmer. Du kan læse det sidste afsnit her  Nogen mennesker bryder sig ikke om at være alene. Jeg tænker, at mange af de mennesker ikke har børn. Når man er alene nu, føles det snarere som en lille pakke af lykke og overskud med en fin sløjfe på. Men så varer alenetiden også kun meget kort tid af gangen. Den nat var jeg også alene. Jeg husker det ikke som ubehageligt, da jeg lå der. Men når jeg tænker tilbage på det nu, er det ofte med en lille klump af ubehagelighed i maven. De rare ambulancereddere kørte…

Vi har en lille situation.. I stuen. Der kommer en ambulance.

Indlægget her er en del af en længere historiefortælling om vores psykiske og fysiske rejse, da vi gik fra 3 til 5 familiemedlemmer. Du kan læse det forrige afsnit her. “Er det nu, allerede inden jeg overhovedet når til fødslen, at jeg begynder at tisse i bukserne?” tænkte jeg og så over på mit sovende barn, der lå ved min side. Jeg sendte en anstrengt tanke til nogle uheldige episoder, der indtraf lige efter, at hun var kommet til verden. Blandt andet da jeg tissede i bukserne en højlys dag i Esbjerg. Der var ikke engang tequila involveret. Jeg stod op, gik på toilettet, lagde mig tilbage og puttede ind til mit 2-årige barn. Jeg faldt hurtigt i søvn igen,…

En kommende fødsel og et nyt IT-system på Rigshospitalet

November måned har jeg dedikeret min blog til små anekdoter fra mit liv. Historien her er en føljeton, der handler om ikke kun vores psykiske, men også fysiske rejse fra at gå fra en familie fra 2 til 5. samtidig med at vi flyttede vores liv 3000 kilometer. Du kan læse første del her, anden del her og tredje del her. Jeg lover – det bliver ikke kedeligt. Dette er 4. del af fortælingen.   Da vi landede i Danmark var det hele meget stort og overvældende. Vi var blevet vant til et samfund, hvor der var 2 buslinjer i alt. Hvor der var 1 lyskryds i byen og hvor internet var noget man havde, når man befandt sig på sin hjemmeadresse. Selvom København kan føles…

Verdens værste flyvetur

November måned har jeg dedikeret min blog til små anekdoter fra mit liv. Historien her er en føljeton, der handler om ikke kun vores psykiske, men også fysiske rejse fra at gå fra en familie fra 2 til 5. samtidig med at vi flyttede vores liv 3000 kilometer. Du kan læse første del her og anden del her. Jeg lover – det bliver ikke kedeligt. Da vi forlod Grønland, var det med et skær i hjertet. Jeg stod ude foran lufthavnen og så op på en himmel, der var badet i nordlys. Jeg følte, at jeg havde besluttet at forlade en kæreste, jeg var dybt forelsket i, men hvor det aldrig ville gå på grund af distance. Dagene forinden havde været kaotiske. Især da…

Hvordan skal vi komme hjem ?

November måned har jeg dedikeret min blog til små anekdoter fra mit liv. Historien her er en føljeton, der handler om ikke kun vores psykiske, men også fysiske rejse fra at gå fra en familie fra 2 til 5. samtidig med at vi flyttede vores liv 3000 kilometer. Du kan læse første del her. Jeg lover – det bliver ikke kedeligt. Da jeg blev gravid, havde jeg fortalt på min arbejdsplads, hvor godt jeg havde det og hvordan min graviditet på ingen mulig måde havde indvirkning på min hverdag under min første graviditet. “Ja, jeg arbejdede jo nærmest til, at jeg gik i fødsel, jeg trænede 5 gange om ugen og havde ikke en eneste sygedag” proklamerede jeg stolt (og lettere irriterende), da jeg havde…

Da vi fik af vide, at vi skulle have tvillinger

November måned har jeg dedikeret min blog til små anekdoter fra mit liv. Historien her er en føljeton, der handler om ikke kun vores psykiske, men også fysiske rejse fra at gå fra en familie fra 2 til 5. samtidig med at vi flyttede vores liv 3000 kilometer. Du kan læse anden del her. Jeg lover – det bliver ikke kedeligt. Første gang jeg var gravid, var der ingen der kunne se det, før jeg var meget langt henne. Helt frem til uge 28 tror jeg egentlig, at de fleste bare tænkte, at jeg var gået lidt for meget til den, når der var kage på kontoret om onsdagen. Sådan var det ikke anden gang. Første gang nogen spurgte mig, om jeg var…

Den perfekte alder mellem søskende

Der kan man tale om clickbait. Jeg kan naturligvis på ingen mulig måde udtale mig om, hvad den perfekte alder mellem søskende er. Det er der nok også lige så mange forskellige holdninger til, som der findes forældre. Der er mange aspekter i det og der findes helt sikkert ikke noget rigtigt svar på det spørgsmål. Ikke engang på Hestenettet eller hos sundhedsplejersken Helen, som ellers er kendt for at være den store internet-guru, når det kommer til spørgsmål omkring børn. Uanset om der er tale om spørgsmål til røde numser eller hvor mange legoklodser man som forældre kan træde i, før det er ok at gå amok. Til gengæld kan jeg svare på, hvordan det i vores tilfælde var…

Søskende og legetøj

  Første gang jeg stiftede bekendtskab med en salgside på et socialt medie, hvor der blev solgt legetøj på vegne af tvillinger, bemærkede jeg at alting blev solgt i par. 2 dukkehuse, 2 ens bamser, 2 knallerter, 2 af den magiske Sophie giraf. Det kommer jo egentlig ikke som nogen overraskelse, men da jeg sad der og scrollede igennem, var min primære tanke, at det var spild af penge. Børnene kunne sgu da bare skiftes til at lege med det legetøj? Hvorfor skal man have to alting? Og skal de desuden ikke også lære at dele? Det viser sig, at der reelt er en mening med galskaben. Jeg ved godt, at det lyder helt vanvittigt, men børn er virkelig, som…