At kunne mærke andres følelser

Er det vores pligt at advare?

På det seneste har jeg oplevet en tendens. En lidt træls tendens. Jeg ved ikke, om det er noget, der alene er rettet mod mig. Jeg går nemlig pt. rundt og tager ting lidt nært, så det kan sagtens være mig, der overfortolker.

Det har jeg naturligvis tænkt mig at arbejde lidt med, hvis det hænger sådan sammen. Hvis man møder 3 idioter på ens vej, er det på tide at se sig selv i spejlet, som man siger.

Det jeg har bemærket, at mennesker generelt føler et behov for, at advare eller tale ting ned, hvis man giver udtryk om et ønske eller en plan.

Det lyder måske lidt kryptisk, men nu skal jeg fortælle, hvad det kommer af: Vi har besluttet, at vi skal have hun. “Årh, så skal I tørre pis op og være vågne hele natten og kan aldrig rejse nogensteder. En hund er SÅ besværlig.”

Hvis du tænker det lige nu, er du indrettet som de fleste andre. I hvert fald som de mennesker, jeg er stødt ind i på det sidste. Hver gang, at jeg glad fortæller, at vi har truffet den beslutning, fortryder jeg. Jeg føler nemlig, at jeg skal forsvare mit valg. Ikke en eneste har sagt “Nej, hvor spændende. Det bliver da dejligt”

Jeg er faktisk holdt op med at fortælle det til folk, fordi jeg efterfølgende skal ud i en 20 minutters lang forsvarstale og redegøre for, at jeg har overvejet pis på gulvet, at den ikke kan være alene hjemme og at den æder mine sko.

Det har jeg naturligvis. Jeg er selv opvokset med hund og jeg mener, at børnene nu har en størrelse, hvor vi kan give en hund et godt hundeliv.

Men det er en sjov tendens, at vi føler os forpligtede til at advare hinanden i relation til beslutninger, der er truffet. Jeg gør det faktisk også selv. Det kan jeg ikke se mig fri for.

Når folk taler om, at få barn nummer 3 nærmest himler jeg og nævner i flæng, hvor meget det besværliggør at have 3 børn. Istedet for bare at sige noget i retning af, at alle børn er dejlige og at det da ville være skønt med en lille baby, der dufter af nyfødt og giver én det første smil og få ens hjerte til at smelte.

Jeg er selv en idiot, hvad det angår.

Men hvorfor gør vi det? Hvorfor føler vi os forpligtede til at advare og tale andres lykke ned? Handler det om jantelov eller føler vi os bare forpligtede til at gå rundt og være en stor advarselslampe, der kan forhindre idiotiske beslutninger?

Jeg forstår det ikke helt.

Har du nogen bud?

15 kommentarer

  • Mette

    Min hund har da været en af de bedste beslutninger længe. SÅ meget glæde der langt overstiger eventuelle besværligheder. Stort tillykke med beslutningen! Vi glæder os til at følge med i “projekt hund” på sidelinjen 😃🙌🏻

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ditte Mosberg

    Jeg arbejder inden for kulturfilosofi, og et bud herfra kunne være, at vi som mennesker, helt fra fødsel af, spejler os i den anden, for at lære hvem vi er og hvad omverdenen er. Men fordi der er så mange muligheder at vælge at leve sit liv på, så kan mennesket både opnå angst og følelse af ens eksistens forsvinder, hvis andre mennsker lever anderledes end en selv. Fordi en anden livsstil (helt uskyldigt) kan sætte kæmpe store spørgsmålstegn ved ens egen livsudførelse. Og behovet for at kommenterer bliver en form for forsvar af, den måde man lever og er på, er okay.
    Det er ret paradoksalt, at vi kan have behov for det andet menneske til at forstå verdene, men også at have en omverden, der er markant anderledes, netop kan skade ens egen selvforståelse.

    Ofte kommer kommentarerne før man får tænkt på, om det reelt truer ens selvforståelse, fordi det kan være en stærk forsvarstanke, som er nærmest grundlæggende og medfødt ☺️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Amanda

    Jeg tror vi (ja måske os allesammen) er rigtig dårlige til at huske på at man aldrig får noget uden at give afkald på noget andet. Så ja, der kommer masser af tis på gulvet og sønderbidte sko men til gengæld får du og ungerne den mest trofaste ven man kan have, som sørger for I bliver luftet og som altid er frisk på at lege. Ligeledes er børn lig med (jeg nævner i flæng) manglende søvn, havregrød/snot pletter på alt ens tøj, problemer med blærekontrollen efter at have født og utallige WTF oplevelser på daglig basis, men de er sgu også ret sjove og så har man nogen at holde jul med når man bliver gammel😊. Og hvad var alternativet? At bo helt alene, omend i et virkelig rent og pænt hjem? Ingen valg i livet består af rene plusser, det tror jeg folk glemmer når de giver alle deres råd. For the record: Både min hund og mit barn pissede rimelig meget ud over det hele som små og ja det var træls, men de var sgu det hele værd😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det er så sandt! Vi oplevede det samme da vi skulle have hund. En længere proces og vi var nærmest hundeejere inden hunden var kommet til verden. Og jeg er vokset op med hund, så vidste udmærket hvad det indebar 😉 og de “gode” råd var egentligt oftest fra de som ikke selv havde den store erfaring med hund.

    Men oplevede det også ved huskøb. Ved ikke helt hvad det går ud på, træls er det i hvert fald… så vil i hvert fald selv gøre mig umage for at komme med diverse advarsler om husdyr, huse, børn mm.

    Nå, men hund i familien er så dejligt. Vi har været heldig med vores. Hun var hurtig renlig og er utrolig lærernem disciplinær. En australsk hyrdehund er hun iøvrigt. Men det skal ikke lyde som et godt råd 😂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Bettina

    Fordi man så tit hører sætningen: “Dét var der ingen, der fortalte mig! Hvorfor var der ikke nogen, der fortalte om alt det nederen ved X også?!”

    Det er en super nederen ting at gå rundt og gøre. Være advarselslampen. Jeg gør det også. Men ikke bevidst. Jeg er af den opfattelse, at det kommer af omsorg. Det er pakket lidt trælst ind. Men i bund og grund handler det jo (nok) om omsorg.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Susan

    Åh, hvor jeg kender det. Vi gik gennem præcis det samme, da vi glade fortalte alle at vi skulle have hund.
    Vi har ikke fortrudt et sekund at vi fik vores lille skønne hund for 2 mdr siden. Og ja, vi tørrer lidt tis op, men vi er ikke oppe om natten og han ødelægger ikke ting 😍
    Og vores børn elsker ham – det er faktisk den største gave – og så at de ikke sviner så meget når de spiser, for de er bange for at hunden bliver syg 🐶

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mathilde

    Jeg synes det er en ganske interessant observation, for jeg synes bestemt også det er en træls tendens, men kan på ingen måde se mig fri for det. Jeg ville være den mest irriterende at fortælle til man skulle have en hund, simpelthen fordi jeg personligt ikke bryder mig om hunde (jeg er dertil også meget allergisk) og derfor ville det være svært for mig hvis folk jeg er tæt på skal have en hund fordi den jo også vil blive en del af mit liv, det erkender jeg er egoistisk, men jeg ville sidde med en følelse af at de delvist fravælger mig ved det valg og så er det da svært bare at give thumbs up og være glad på deres vegne. Når det er sagt tror jeg da bestemt godt man kunne øve sig i at overveje om ens mening er velkommen i situationen 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maja

    I dag tissede min datter på gulvet. Og ud over sin stol. Som heldigvis er af plastik. Jeg tænker da stadig at det var en fed beslutning at få hende…

    Synes det lyder fedt med en hund.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sandie

    Kender det allllt for godt. Jeg har i snart 2 år talt om at vi skal have en hund når min dreng (ufrivillig enebarn) er gammel nok. Og hvor er det vildt som 90% prøver at tale mig fra det. Og forstår det ikke. Det er folk der kender mig. Ved jeg har haft hund hele min barndom- og er hestepige- så kender til ansvaret og forpligtelserne for et dyr. Tænker nogen x de siger det fordi de måske fik en hund uden at vide hvad det indebar? 🤔

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    I bliver så glade for hund! Jeg hepper og glæder mig til at følge med. Da jeg læste dit indlæg fik jeg lyst til at advare en lille smule, men det kommer sig af at jeg selv var blown away da vi fik hvalp. De første 2 uger overvejede vi seriøst om vi skulle skille os af med hende igen. Så hvis jeg skulle advare ville det udelukkende være for at sige at det er helt normalt at tænke ‘hvad fuck har vi rodet os ud i?!?!’. Men jeg glæder mig over I skal have hund. Det er så givende og I kommer til at elske det.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke

    Det synes jeg er en ganske god overvejelse.. Men jeg er blank på hvorfor vi gør det. Ja, jeg gør det også selv sommetider. Mon det er en velment “advarsel” om hvad folk nu begiver sig udi? Misundelse? Bedrevidenhed? Aner det ikke.
    Men når det er sagt så blir det så fedt at få hund. Min eneste, velmente, anbefaling er at tjekke racerne grundigt og møde både ejere og hvalpe nogle gange 😀 Vi skal selv have en lille Golden retrieverhvalp til sommer ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maja

    Jeg har en tanke og det er ikke sikkert den holder.
    Men for mig , og mit eget vedkommende. Når jeg “advarer” nogle om ting – er det nok mere en bekymring for mine medmennesker, om hvor vidt de har overvejet konsekvenserne. Så de ikke pludselig står i en situation de ikke var klar til eller havde overvejet. Men jeg tænker mig om inden jeg gør dette, jeg glæder mig for det meste på andres vejne i hvertfald over for dem og så kan jeg være skeptisk for mig selv, da det jo ingen konsekvenser har for mig at andre for hund, barn nr. Et eller, eller hvad det nu kan være.
    Men tror og håber på det er en måde vi bekymre os på, til trods for den ikke altid er rar, er det forhåbenlig med gode intentioner 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cathrine

    Det ved jeg virkelig ikke.
    MEN jeg vil sige noget helt andet, at have hund er så dejligt og givende for hele familien! Vi har den dejligste 2 årige hund, vores børn elsker ham højt og han bringer så meget glæde til hele familien. Vi havde 2 hunde da vi fik børn, de blev aflivet pga alderdom da de var 14 og 15 år gamle. At give børnene en hundehvalp, og muligheden for at være med helt fra starten, hele familiens hund, det har været helt fantastisk!
    Vores hund sover på vores ældste datters værelse om natten, hun er 8 år og elsker at dele sit værelse med ham ❤️
    Glæd jer!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina

    Spot on!
    Jeg har i den seneste tid gået med præcis de samme tanker. Og det er fordi, jeg ikke evner at være ligeglad, når folk siger disse “trælse” ting. Det går mig faktisk rigtigt meget på, selvom jeg gerne vil være typen, der er ligeglad.

    Hvis jeg beder om din mening eller råd, så fortæl mig endelig, hvad du mener om min beslutning. Ellers vær rar at holde den negative karma indenbords.

    Jeg kan huske, da jeg (for en del år siden) fortalte min mor, at jeg havde søgt ind på min drømme uddannelse, og hendes respons var en længere udredning om, at jeg jo måske ville fortryde. Hun ville så nødigt, at jeg blev skuffet.

    Min veninde og jeg har som modvægt til netop al den negative energi lavet “good for you”-regel. Vi er meget forskellige og træffer ofte valg, som den anden aldrig ville overveje. Vores udgangspunkt er så “hvor er det godt/spændende/fedt for DIG” (aka good for you). Det giver samtalen og evt. meningsudvekslinger et andet og mere positivt fokus.

    Derfor: fedt for jer, at I vil have en hund. Hunde er skønne!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nikoline

    Hvor er det interessant og godt observeret. Jeg syntes også det er interessant hvornår det er en fed beslutning og hvornår den tales ned, er det ok at få kat? Eller marsvin? Første barn modtages altid (næsten i hvertfald) med begejstring, men derfra skal det forsvares. Jeg er selv så god til at forudse hvem og hvad folk vil være modstandere af og har som oftest forsvars talen klar og det er dig da skørt.

    Spændende 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

At kunne mærke andres følelser