Instagram gør mig usikker

At kunne mærke andres følelser

Photo by Pixabay from Pexels

Jeg gik engang til en psykolog, der gav mig en brugbar metafor. Han sagde, at man kan sammenligne den personlighed, man allerede får skabt som barn med et skib, man bygger de første par år af ens liv. Hvis der er storm og høj bølgegang omkring én, bygger man et skib, hvor vandet umuligt kan trænge ind. Hvis man alene sejler på roligt vand, overvejer man aldrig, at ens skib skal sikres mod storm.

Det samme gælder, når vi vokser op og danner personlighed og psyke. Turbolens og ustabilitet kan danne mønstre, som vi tager med resten af vores liv. På godt og ondt.

Jeg selv voksede op i omgivelser, hvor jeg skulle mærke efter, hvordan mine omgivelser havde det. Jeg havde en bror med galoperende epilepsi og når han gik i krampe, var det klart der fokus skulle ligge. Da jeg blev lidt ældre, forsvandt min far, hvilket nok også har sat sig dybt i mig og har gjort mig ræd for pludselig at miste de mennesker, jeg har tæt på mig. En følelse der også har gjort mig meget opmærksom på, hvad ændrer tænker og føler.

Det har som voksen både givet mig fordele og ulemper. Fordelen er, at jeg meget nemt kan spore mig ind på andre. Jeg mener selv, at jeg har en fornuftig, empatisk tilgang til andre mennesker og jeg får sjældent trådt folk alt for meget over tæerne, da jeg hurtigt kan fornemme stemninger og følelser. Jeg kobler så at sige hurtigt på deres wifi og fornemmer, hvad der foregår i hovedet på folk.

Det er så også en ulempe. For selv samme sætter sig dybt i mig. Jeg kan meget hurtigt netop fornemme dårlig stemning og jeg har ekstremt svært ved at navigere i det.  Andres psykiske smerter, kan også gøre ondt på mig. Socialt sensitiv hedder det åbenbart. Derudover kan jeg meget hurtigt fornemme, når nogen bliver irriterede på mig, selvom de ikke udtrykker det. Og når jeg siger nogen, mener jeg min mand.

I mit arbejdsliv kan jeg fint navigere i (faglige) konflikter og diskussioner. Jeg kan også sagtens stå på egen ret og jeg elsker en ordentlig debat.

Lidt anderledes er det i mit privatliv. Der skal meget lidt dårlig stemning til, før jeg kan mærke det i min krop. Uenighed og konflikter bliver til en klump i min brystkasse, der vokser sig større og større og til sidst snævrer min hals til. Jeg bryder mig virkelig ikke om, at folk er uvenner. Eller at andre er trætte af mig.

Det kan godt være en udfordring i et parforhold. Man bliver nemlig uenige om ting, uanset hvordan man vender og drejer det. Og man ER irriterende. Man kan ikke undgå at pisse andre mennesker af, når man går op og ned af hinanden. Og slet ikke, når der er 3 børn involverede, der også roder og sviner og gør stemningen lidt for munter. Jeg bliver nemlig enormt drænet af negativ energi og der er dælme mange konflikter i sådan et børnefamilie-liv.

Jeg kan eksempelvis blive enormt påvirket af, at jeg kan mærke at min mand er tydeligt irriteret på mig, når det for ham er en lille ubetydelig ting, han har glemt 5 minutter senere.

Det ER lidt en udfordring, men en udfordring jeg har lært at navigere i. Jeg ved nemlig, at jeg skal passe på mig selv. Før i tiden havde jeg en tendens til at ville redde alle, der havde det skidt. Uanset hvad det handlede om og med hvad, de skulle bruge hjælp til. Nu har jeg lært, at det kan jeg ikke og gemme energien til mig selv eller dem i min nærmeste omgangskreds, der også har brug for det. Jeg er blevet bedre til at sige nej for at passe på, at jeg ikke selv bliver drænet. Særligt den del har taget mig mange år og jeg øver mig fortsat.

Det bedste jeg ved, ved at blive ældre er det faktum, at man lærer sig selv bedre at kende. Man begynder at lære sig selv at kende og kan stoppe og ændre mønstre, der ikke er hensigtsmæssige, men jeg sejler stadig rundt i mit skib, der er bygget til at afværge fare og konstant være opmærksom på kommende storme.

 

 

 

 

 

10 kommentarer

  • karen

    Du beskriver det meget fint, jeg har det på samme måde. Min mand og jeg har det virkelig godt sammen og jeg er aldrig i tvivl om hans kærlighed. Jeg er dog meget følsom overfor hvis han er irriteret (hvilket sker sjældent ) bare måden han går på kan tricke noget i mig
    (Når man går lidt trampende/går på hælene)
    Min far forsvandt ud af mit liv da jeg var 15 og inden da var det rigtig meget noget med at fornemme stemninger og holde sig i baggrunden, hvis det var FM dårlig dag.
    Jeg er ikke vokset op i et hjem med misbrug, så det handlede ikke om det, mere noget psykisk/kommunikativt som ikke var optimalt.

    Jeg tror desværre ofte det er sådan at man som kvinde har lidt hensynssyge. Årsagerne er mange

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Det tror jeg, at du har ret i. Man skal nok bare være opmærksom på, hvordan og hvorfor man har det sådan, så når man allerede langt.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg har det helt som dig, når det gælder intolerance over for dårlig stemning, og det er vanvittig belastende. Men jeg er ikke vokset op i et miljø, som retfærdiggør det på samme måde. Jeg har altid tænkt, at det var fordi jeg er storesøster, men måske er det en kvindeting? Altså at få det dårligt når andre er utilfredse. Så det er opløftende, at det kan aflæres!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Ja, det kan sagtens være, at det er noget mere kønsbestemt. Jeg tror, at vi er mange, der har det sådan.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke

    Sikken beskrivende metafor!
    Jeg har det på samme måde som dig. Jeg kan ikke kapere vi har snerret det mindste af hinanden eller hvis min mand hæver stemmen. Det sker kun få gange om året. Men det sætter mig fluks 35 år tilbage til mit barndomshjem hvor følelser lå ubemærkede og lurede under overfladen og fars ord var lov og mor kun mente det far synes hun burde mene. Jeg KAN ikke rumme det. Gudskelov er jeg mønsterbryder på det punkt og mine børn er ikke vokset op i så giftigt et miljø. Vi italesætter.
    Heldigvis er vi 2 gamle gode til at blive venner igen og skændes stort set aldrig. Vi er begge overbærende (uden at miste os selv) og får oftest taget tingene i opløbet.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Det lyder som en sundt forhold. Det er nok rigtig vigtigt, at man konstant taler sammen.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Malene

    Jeg har det fuldstændig ligesom dig! Det er SÅ hårdt, når man ikke kan styre det, og det har jeg ikke heeelt lært at kunne endnu. På samme måde kan følelser fra en dårlig drøm hænge ved det meste af dagen, selvom jeg godt ved, det bare var en drøm.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Ja, det er virkelig åndsvagt. Især det med drømme, der jo ikke engang er virkeligt.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Ih, hvor jeg kender det!! Jeg kan virkelig se mig selv i de situationer du beskriver, og har i mange år haft svært ved at navigere rundt i de følelser og tanker.
    Next Level podcast om Enneagrammet har hjulpet mig til at forstå mine (og andres) reaktioner og handlinger, bl.a. i situationer der ligner dem du beskriver.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Instagram gør mig usikker