Min vægt og vores konflikter under pandemien i grafer.

Den første dag i en ny virkelighed

Så kom dagen som jeg reelt har ventet på siden den 12. marts.

Det handler ikke om, at jeg ikke holder af tiden med mine børn. Tværtimod. Vi er mange familier, der har indset, hvor lidt vi reelt er sammen i hverdagene, når det store hamsterhjul drøner afsted. Det er ganske få timer vi har med de mennesker, vi holder allermest af. Det er sådan samfundet er skruet sammen, men måske vi har fået øje for, at arbejdsmarkedet kan skrues sammen anderledes.

Lige så meget som jeg elsker tiden med mine børn, lige så lidt bryder jeg mig om det arbejdsmarked, som vi netop nu er en del af og som vi har været i en måneds tid. Et arbejdsmarked, hvor man hjemmefra skal passe et arbejde alt imens, at man varetager 3 børn.

Utilstrækkeligheden vil ingen ende tage. Jeg føler mig både som en dårlig mor og som en dårlig medarbejder, fordi det er umuligt at opretholde et fokus, når man samtidig skal agere service-organ for 3 størrelser, der ikke selv kan nå køleskabet. Eller toilettet for den sags skyld. Og jeg har endda en fleksibel arbejdsgiver, så jeg kan kun være bekymret for de af mine med-mødre der død og pine skal være fokuseret i børne-primetime fra 8-16.00.

Men i går skulle vi vende tilbage til en form for et normalbillede. I hvert fald for mine børn, der nu skulle tilbage til deres elskede børnehave og SFO.

Vi havde forberedt dem et par dage og talt om, at børnehaven snart var klar til at åbne igen. Vi har talt om deres små venner, som de har savnet helt afsindigt, mens hele verden har siddet indendørs og holdt vejret.

Der var heldigvis ingen bekymringer eller skrækscenarier i deres små skrøbelige hjerner. Det var alene et glædeligt gensyn.

Vi tog tøj på og smurte madpakker sammen. De var en smule uforstående over, at de ikke skulle have deres sædvanlige madkasse med, men ellers var morgenen som den plejer. I hvert fald som den plejede at være for længe siden i starten af marts. I det gamle normal.

Utilfredsheden var dog at mærke på dem, da flyverdragterne blev fundet frem. Det var koldt og blæsende og udspillet er, at børnene skal være udendørs, så meget det overhovedet kan lade sig gøre. Jeg fik trukket den sædvanlige forhandlings-mine frem og som en anden lille gidseltager fik de forhandlet sig til, at en flyverdragt er ensbetydende med en kiks. Enhver forældres forhandlings-middel nr. 1.

Afsti afsted ud i den verden, som vi ellers har holdt os fra så længe.

Da vi nærmede os børnehaven, stod der flag på vejen. Som en anerkendelse af, at det nu er en fest-dag, hvor vi alle ses igen. Der er vist ikke meget tvivl om, at pædagogerne også har savnet børnene.

Allerede i indgangen var det tydeligt, at intet var som det plejer. De sædvanlige indgange var lukket af og børnene var noget forvirrede, da jeg måtte gelejde dem en anden vej, end de er vant til.

På hoveddøren blev vi mødt af et skilt, der angav hvilken vej, man nu engang skulle gå alt efter hvilken stue, man hørte til. Det kan godt være problematisk, når man har 3 børn, der alle går i forskellige dele af institutionen.

Et barn blev stående, mens jeg tog det andet barn i hånden og førte det igennem en legeplads, der langt fra lignede sig selv. Som et andet gerningssted var det fyldt med rød/hvid-stribede plastikbånd for at markere, at alting er adgang forbudt. I hvert fald alt andet end det areal, som børnene i små grupper er blevet tildelt.

Min søn kiggede først plastik-båndene, alt imens vi tøffede afsted. Herefter søgte han forvirret mit blik, som en fugleunge der skal på ukendt terræn. Jeg smilede til ham, greb lidt ekstra fat i hans hånd og sagde begejstret “Hvor bliver det dejligt for dig at lege med dine venner i dag. Dem har du savnet” med en grundlæggende følelse af usikkerhed og med følelsen af at være en del af en film med Dustin Hoffmann i hovedrollen, hvor en verden er ramt af sygdom og mærkværdighed. En følelse jeg har haft mange gange de seneste 5 uger.

Vi fandt min søns pædagog gående rundt blandt politi-båndene, der heldigvis gav ham en dejlig velkomst og tog ham i hånden. Han vinkede små-tøvende til mig, mens jeg vinkede igen og satte kursen hen imod det barn, der ventede ude foran porten, heldigvis under opsyn af en pædagog, der havde åbnet døren for at holde styr på det efterladte barn. Når man er mor til 3 små børn – især tvillinger, er det desværre ens lod i livet ofte at gå fra et barn for at hjælpe et andet. Og når man er storesøster til tvillinger, har man lært at klare sig selv. Min ældste pige stod helt troligt og ventede. Som en af dronningens soldater foran Amalienborg.

Vi satte nu retning mod en ny indgang og bag ved en ny låge, vi aldrig har set før og bag ved et hegn stod en voksen og ventede og tog imod med glæde og åbne arme.

Jeg vinkede. På afstand og mens jeg gik hjem – i retning af mine nye arbejdsplads – mit hjem –  spekulerede jeg lidt over, hvordan hele ens virkelighed, pludselig ikke længere var ens virkelighed. Jeg har før set både mit eget og andres liv blive ændret til det værre eller det bedre på et splitsekund, men jeg har aldrig reflekteret over, at det kan ske for et helt samfund.

Da jeg kom hjem, ramte en mærkværdig følelse mig. En følelse der ikke kun var forbundet med afslapning over ikke at skulle fungere som service-organ for 3 børn, alt imens jeg skulle varetage et arbejde, men også en følelse af en afmagt og sorg over verdenens situation. En følelse som ikke har fået lov til at komme til udtryk, da jeg på intet tidspunkt i over en måned har haft plads til at reflektere over, hvad der egentlig foregår i mit hoved og i min krop.

Jeg var træt helt ind til knoglerne og jeg havde egentlig bare et stort behov for bare at ligge. At være. Og glo ud i intetheden. Istedet var der et arbejde, der skulle passes. Sådan er virkeligheden nu engang stadig trods alt.

Tiden gik alt for stærkt og efter, hvad der føltes som et splitsekund, skulle børnene hjem igen.

Da børnene ramte matriklen, var det ikke som det plejer. Eller måske var det. Jeg kan ikke huske det.  Der var i hvert fald indført ulvetime gange 50 og alle 3 børn skrig i vilden sky over ingenting. Det var tydeligt en reaktion. Det kan være en reaktion på hundrede ting, men en reaktion kom der, der blev reddet af et par påskeæg i farvet folie og en dyne foran fjernsynet.

I dag er vi tilbage til det nye, gamle normal. Alle 3 børn er hjemme, da de gav udtryk fra institutionen om, at de havde behov for så få børn som muligt for at finde en vej i det nye, nye normal. Alt imens slås mor og far om, hvis arbejde der er det vigtigste og hvis tur det er til at tørre mælk op fra gulvet, stoppe en konflikt eller lave frokost.

Det skal nok blive godt igen. Men lige nu skal alle passe på sig selv.

Det her er ikke nemt. Hverken for børn eller voksne.

 

 

2 kommentarer

  • Bitten

    Jeg havde de ligesådan efter jeg afleverede den første dag. En følelse af tomhed, samtidig med at jeg havde meget svært ved at koncentrere mig om arbejdet for mine tanker var 1000 forskellige steder. Heldigvis var afleveringen i børnehaven rigtig fin, tvillingerne er i samme gruppe med deres primære pædagog og deres bedste kammerater. De havde en god første dag og selvom de var trætte om eftermiddagen var det mindre end jeg havde frygtet. Jeg var bange for at vi skulle igennem en helt ny indkøring, for de var kun lige startet inden lockdown. Jeg håber det bliver bedre, og at børnehaven får styr på det, så børnene kan komme tilbage.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeannette

    Sikke en fin beskrivelse af en meget underlig dag. Du er så god til at beskrive dine følelser uden at det bliver navlepillende, ynkeligt eller overfladisk ❤️👏🏻

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Min vægt og vores konflikter under pandemien i grafer.