Test af træ-legetøj fra Studio Circus (indeholder reklame)

Legeplan for børnene, mens vi er hjemme

Jeg vågnede kl. 4.30 i morges. Med bankende hjerte og med en 5-årig på den ene side og en 3-årig på den anden. To små børn der ikke anede, hvilket chok der var gået igennem den danske befolkning få timer forinden.

Jeg havde faktisk ikke rigtig nogen fornemmelse af, hvad der skulle ske under pressemødet. Måske bare en opsummering af situationen eller en gennemgang af en beredskabsplan ved de danske sygehuse. Da Statsministeriet opridsede alvoren og de tiltag regeringen har besluttet, følte jeg i et kort sekund at alt luften blev suget ud af min brystkasse.

Selvom jeg godt kan læse, at langt de fleste heldigvis kommer fint igennem sygdommen, er jeg uendelig bekymret. For mine forældre, for de svækkede og for hele samfundsøkonomien. Det er ikke gratis at lukke et land ned og det kommer nok til at tage lang tid, at få landet op at stå igen.

Da vi vågnede i morges, tog vi snakken om, at vi nu ikke skulle i børnehave i lang tid. Det var lidt ligesom en ferie, hvor vi bare skal hygge os derhjemme.

Med to på 3 år og en på 5 år var kaos- og lyd-niveauet allerede på 20 minutter så højt, at min mand og jeg kiggede på hinanden og overvejede en strategi for, hvordan vi alle kommer finest igennem perioden.

Vores største udfordring er, at vi begge to er offentlige ansat. Vi er sendt hjem og skal arbejde hjemmefra. Ved siden af det skal vi så varetage de tre små spilopmagere, der ikke giver meget rum til at tænke dybe tanker, da der sjældent går mere end 2.5 minut mellem konflikterne og endnu kortere tid mellem hvert “mor”.

Der bliver sagt RIGTIG meget mor.

Rigtig mange sidder samme sted og det er en lille pris at betale, hvis vi potentielt kan redde 5000 menneskeliv.

Men nu har vi lavet en plan. En plan der ikke kun indfører lidt struktur i børnenes liv, men også frigiver lidt plads til arbejde hos Jesper og jeg, da vi kan skiftes lidt til at stå for aktiviteterne.

Vi har lavet følgende plan

 

Vi kører fuldstændig fast institutions-struktur: Søvn, mad, aktivitet, mad, søvn, aktivitet og så går vi over til almindelig aften-struktur. Det vil sige ingen.

Morgenmad, tøj-på og lur går igen alle dagene, så børnene selv kan finde med i, hvordan dagene forløber.

Fredag:

Vi har stadig en del arbejde at indhente, så i morgen formiddag står den på biograf, som i bund og grund bare bliver “Frost” for 400. gang. Det bliver dog lidt mere fancy og med leg inddraget. Vi starter med at lave billet-salg, hvor de skal købe billeter. Så bliver det ægte biograf-stemning med hjemmelavede billetter og popcorn.

Derefter er der lidt tegning på programmet, indtil den står på lur. Jeg overvejer potentielt denne leg sammen med tegningen, som Ellie elsker.

Efter lur står den på rekord-leg.

Jeg tegner 4 aktiviteter på et stykke papir:

  1. Hvor langt kan I kaste en gummistøvle?
  2. Hvad lang en tøjkæde, kan I lave?
  3. Hvor mange gange kan I hoppe til sammen?
  4. Hvor højt et tårn kan I bygge af Lego-klodser?

Lørdag: 

På lørdag skal det gerne blive bedre vejr, så der skal vi ud. Vi bor heldigvis ud til Amager Fælled, så der er rig mulighed for at boltre sig uden at blive hostet på og uden at hoste på nogen. Planen er at vi skal geo-cache. Jeg kan ikke huske, om jeg har skrevet om det før, men det er en genial måde at komme ud på. Find appen geo-caching på din telefon og tag dine børn med på skattejagt.

Eftermiddag står på bøger og perleplader.

Søndag:

Mine børn er nogle små konkurrence-freaks, så der skal vi holde olympiade i haven med følgende discipliner i haven

  1. Længespring
  2. Hurtigløb
  3. Længdekast med bold
  4. Højdekast med bold
  5. Limbo

Til slut er der medaljeoverrækkelse, som bare er nogle af mine gamle fra diverse løb. Vi spiser frokost i haven og eftermiddagen er herefter fortjent Ipad-tid.

Mandag: 

Mine børn har det bedst udendørs, men aktiviteten kan sagtens lave indenfor også. Vi skal lege hule-leg. Det består faktisk bare i, at vi skal i skoven og bygge en hule, hvor vi efterfølgende skal spise frokost.

Om eftermiddagen laver vi puslespil på tid, hvis koncentrationen er til det.

Tirsdag er jeg ikke nået til endnu, men hvis nogen finder glæde af det, deler jeg gerne for den næste uge også, når vi når dertil.

 

 

11 kommentarer

  • Tina

    I mit bofællesskab er der arrangeret skattejagt – i hold af 3-5 stk skal børnene på skattejagt i fællesområderne. De voksne starter med at ligge 3-5 skatte, børnehold 1 finder dem og gemme skatte til hold 3 ect.
    Fredag startede jeg (ingen små børn) med at gemme 4x pandekagesæt (æg-mel-mælk). Takken, i form af tegninger, blev så hængt op på min hoveddør i løbet af dagen. Der er lavet en større “bytte-centreal” til aktivitets ideer på vores intra og man kan melde sig som hjælper hvis man har muligheden for det. Hatten af for opfindsomme voksne.
    Mine to teenagere får travlt. Hver morgen kl 8:00 skal de de gå på lecito (aula for viderekommende – uden forældreadgang) og se dagens plan for synkrone/asynkrone moduler, Undervisning kan både være virtuel og “live” via deres chat-program. Både som klasseundervisning og som gruppearbejde. Lærerne underviser hjemmefra og der kommer flere gange dagligt hilsner fra personalet – idrætslærerne har fx. lagt træningsprogrammer op, ect. Igen hatten af for opfindsomme voksne.
    Nu bliver der ikke udfordringer i at afslutte 9.kl eller 3.g – de er klar når eksamener starter – teenagerne ville i virkeligheden nok hellere ha’ sovet længe 😬
    Hatten af for opfindsomhed og struktur.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Jeg er simpelthen så imponeret over alle de tiltag, der udruller ude i landet. Det er virkelig vigtigt, at vi fastholder så meget som muligt, så verden kan fortsætte i nogenlunde grad om 14 dage. Og sikken en dejlig ide med skattejagt.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ann

    Tusind tak for fantastiske tip ❤️ Er sikker på at far og 3-årig spirrevip vil sætte pris på det, mens mor er nede med Corona 👌🏻

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Åh, nej. Er du smittet? Jeg håber det er en mild omgang. God bedring

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Tak for inspiration. Jeg er hjemsendt lærer med to børn selv, hvor den ene er fem og den anden 10. Jeg skal løbende komme med nye opgaver/undervisning til mine elever og jeg tænker lidt at noget af det gerne må kunne laves udendørs.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Ja, hvis vejret overhovedet er til det, skal vi sørge for at komme lidt ud hver dag.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nina

    Fantastiske idéer, tak for inspiration!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Gode ideer – Vi planlægger også ‘ud på tur og samle affald’ og en picnic i stuen 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sanne

    Tak for god inspiration 😀 Det er dejligt at du vil dele!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Hvor er det dog en dejlig overskuelig måde at angribe de mange, lange dage på. Jeg er sygeplejerske, så jeg skal arbejde – hvilket betyder min kæreste skal være hjemme med vores drenge på 2,5 og 5. Jeg er HELT sikker på, han vil værdsætte at læse din fortsættelse til skemaet 😉
    Held og lykke til jer med at kombinere arbejde og unger de næste 14 dage 🤯

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Det skal jeg nok fikse. Tak fordi du er én af dem, der passer på os andre ❤

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Test af træ-legetøj fra Studio Circus (indeholder reklame)