Børn der bander

Taler du med dine børn om corona-virus?

Da jeg var et lille barn havde min mor en lidt anderledes tilgang til at skærme mig fra verdens forfærdeligheder. Fra jeg har kunne husker, var det fast praksis at jeg så Nyhederne. Og ofte var det sådan, at jeg efterfølgende genfortalte hende, hvad der var sket ude i verden.

Der skete så det, at jeg i en alder af 7 år gik op til min pædagog og sagde, at jeg var bekymret for, at nationalbankens udlånsrente var steget stærkt over sommeren. Det lyder som en dårlig joke, men der skete faktisk det, at de sendte mig til psykolog herefter, fordi de var bekymrede for, at jeg tog hele verdens bekymringer på mine skuldre.

Jeg kan sagtens huske, hvad der egentlig skete. Jeg var ikke en skid bekymret. Jeg synes bare, at det var sejt, at jeg kunne slynge om mig med begreber som diskontoen og jeg var i bund og grund fuldstændig ligeglad med, at den var steget. Jeg skulle bare spille smart.

Jeg har ikke selv helt samme tilgang som min mor. Mine børn ser ikke nyhederne. Først og fremmest fordi, at det på ingen måde interesserer dem, men også fordi, at jeg ikke mener, at deres små hjerner egentlig skal bekymre sig om, hvad der foregår ude i verden. De kan have travlt med at bekymre sig om, hvad de skal have med på madpakke og hvad de skal have med til legetøjsdag.

Vores ældste datter er dog efterhånden noget årvagen. Hun er begyndt at opsnappe, hvad vi taler om og hun reagerer hurtigt, hvis hun kan fornemme stemninger eller bekymringer. Derfor kom det også ud af det blå, da hun i går spurgte mig, om nogen ude i verden var blevet syge.

Det gav egentlig anledning til nogle fine refleksioner omkring hygiejne og håndvask og smitte. Jeg sagde i bund og grund bare til hende, at ligesom vi i efteråret alle mand havde fået feber og var blevet syge, var der lige nu en masse i verden, der også var blevet syge. Vi talte om, at nogen bliver mere syge end andre og talte blandt andet om, at lillesøster blev indlagt sidste år, fordi hun fik lungebetændelse. Men at andre også fik lungebetændelse og ikke behøvede at komme på hospitalet. Så talte vi om, at man skulle være opmærksom på, at man ikke kom til at smitte hinanden, hvis man blev syg. Og der har vi jo utallige eksempler, hvor vi alle har ligget med omgangsyge én efter én.

Vi talte om, at man kunne undgå at smitte hinanden, hvis vi var gode til at vaske vores hænder ordentligt og hvis vi var opmærksomme på at hoste eller nyse ind i armen istedet for ud i rummet eller ned i vores hænder.

Hun accepterede det egentlig bare. Sagde “Ja, det skal vi lige huske” og så gik hun ind og legede videre.

Generelt mener jeg, at vi sagtens kan involvere vores børn. I hver fald i det format, som de naturligt kan indgå i uden at blive (for) bekymrede. Lige denne situation som der pt. er i verden, bliver helt sikkert drøftet på skoler, men for de mindre børn, er det nok noget vi selv skal beslutte, om hvorvidt vi skal drøfte med dem eller ej.

Har I andre taget snakken?

 

Og i samme ombæring – Har du læst mit indlæg, der handler om, hvornår man tager sit barn til lægen?

6 kommentarer

  • Eva

    Der er blevet talt om det på skolen (7 & 9 år) , og jeg har vist mine børn et klip fra ultra nyt. Det er lidt en balancegang, da mit ene barn nemt bliver meget nervøs og ‘vasker hænder mange gange uden at have rørt ved noget for at undgå den bakterie’ (vi er obs på det) for de skal jo ikke skræmmes unødigt, men heller ikke holdes i total uvished. Så vi prøver at afstemme det alderen mv.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Hej:-)
    Mine børn er 6 og 10. Vi har de sidste par år set nyheder på Ultra. Det giver et fint perspektiv i børnehøjde.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Bitten

    Min den ene 3 årige er meget opmærksom på hvad vi taler om og hvad der foregår omkring hende, så hun har spurgt til det. Vi har talt om det lidt ligesom jer.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ditte

    Vi ser Ultra nyt til aftensmad, mest for den store på 7 skyld, men den mindste på 3 ser, naturligvis, også med. De forklare tingene på en god børnevenlig måde og er et godt udgangspunkt, at snakke ud fra. Den mindste har lært at sige “fuuuup eller fakta!” Alt for begejstret imens hun “danser” 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Celina

    Min 4-årige overhørte os snakke om udsolgte masker og spurgte til det. Forklarede at en masse mennesker var forkølede, og nogle tror de kan undgå at blive smittet ved at have maske på, men det hjælper ikke. Det eneste man kan gøre er at vaske hænder, og så skal man huske at hoste i ærmet så man ikke smitter andre.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maja

    Ja, men min datter (9 år) går også på samme skole som ham fra TV2’s børn gør.. Så synes jeg hellere at vi selv skulle ‘forberede’ hende hjemmefra. Og de har selvfølgelig haft snakken over på skolen efterfølgende.
    Min den mindste (5 år) har vi ikke rigtig snakket med om det, men han har selvfølgelig fulgt lidt med i samtalen med den store 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Børn der bander