De 10 freaking værste ting ved at være mor til små børn

Jeg er misundelig på alle dem, der kalder sig influenter

Annemette Voss, Stephanie Fisker og Julie Elsebeth. 3 af de damer, der hører mit hjerte ganske nært og som har skabt deres egen forretning. Jeg ved ikke hvorfor Julie Elsebeth ser så ond ud. Det er hun ikke i virkeligheden.

Jeg følger mange såkaldte influenter på Instagram. Personer der lever af at lægge billeder op på sociale medier og af at reklamere for virksomheder og produkter. Nogen af dem kender jeg i virkeligheden. Endda så godt, at de er veninder som de 3 på billedet. Andre kender jeg ikke, men så er de kloge, tager pæne billeder eller skriver sjove ting, der motiverer mig og inspirerer mig til at blive en form for bedre version af mig selv. Og så er der få jeg følger, som jeg i bund og grund på ingen måde kan identificere mig med, men som jeg alligevel følger, fordi jeg ikke kan lade være. Fordi de provokerer mig top meget eller fordi de siger nogle ting, der er så langt fra min eget virkelighed, at jeg på en eller anden sær måde bliver fascineret af konceptet. Det er vel af samme årsag, at mennesker stopper op og betragter ulykker.

Fælles for dem alle er, at en del af mig nok er en lille smule misundelig på det liv, de lever. Ikke på grund af deres evne til at tage billeder eller deres adgang til et arbejdsliv, der består af alle de ting, vi andre varetager, når vi har fri og skal hygge os, men fordi de selv er herrer over deres tid og netop deres hverdag. Fordi de er deres egen chef og i bund og grund selv må bestemme, hvornår de arbejder og hvornår de møder. Læs fx Julie Elsebeths post her, om hendes hverdag efter hun skiftede journalist-jobbet ud med fuldtids-blogging. Så i bund og grund er det ikke influenter i sig selv, jeg er misundelige på, men alle selvstændige, der har en fleksibel hverdag.

Dette indlæg bunder i en træls morgen, vi havde i morges. Ingen af børnene havde i bund grund lyst til at skulle i børnehave, men når hamsterhjulet ruller, ruller det og det kører solidt og hurtigt ned ad bakke og standser som sådan ikke, fordi nogen ikke lige gider at tage tøj på. Jeg er splittet imellem, at jeg gerne vil vise dem, at man ikke bare kan pjække fra livet, at samfundet stiller krav og at de egentlig bare er små børn, der gerne vil have en langsom morgen med deres forældre.

Men det tyder på, at der er noget helt galt med den måde samfundet er skruet sammen på i dag, når jeg sådan går rundt og er misundelig på personer, der lever af at lægge billeder op på sociale medier. For jeg er nemlig stolt af mit fag og mit arbejde og trives virkelig i at gå på arbejde hver dag. Jeg har før skrevet om hjemmepasning og hvorfor jeg ikke mener, at det nødvendigvis er en (følelsesmæssig og praktisk) mulighed for alle, selvom andre nok vil mene, at det alene handler om prioriteter. Jeg er egentlig også nået frem til, at det aldrig ville være noget for mig. Ikke fordi, at jeg ikke elsker mine børn eller tiden med dem, men fordi jeg har selvsindsigt nok til at vide, at jeg ikke ville kunne være nærværende alligevel, fordi jeg altid har 100 projekter kørende i hovedet.

I øjeblikket går jeg og skæver meget til Sverige og den måde, de driver deres arbejdsmarked og politik på. Den danske model føles ikke holdbar.

Vi har 3 børn i børnehave-alderen. Det betyder, at vi i bund og grund har små potentielle smittebefængte outbreak-aber tullende rundt i hjemmet. Det giver meget sygdom. Og sygdom giver store følelser af utilstrækkelighed, fordi jeg føler, at jeg bør være på arbejde, når jeg er hjemme med dem og hvis jeg går på arbejde, fordi en anden passer, føler jeg, at jeg bør være hjemme hos mit syge barn.

Vores yngste børn har endnu ikke haft glæden af skoldkopper. Skoldkopper tager klassisk ca. 7 dage fra de første knopper kigger frem og til barnet må komme i børnehave igen. Jeg har barnets første og anden sygedag ifølge den overenskomst, jeg er underlagt, hvis det vel at mærke er foreneligt med driften. Hvis det ikke er det, må min arbejdsgiver i princippet gerne sige “Niks, pommesfrites. Du har bare at stille op herinde”  Men selv med 2 dage, hvor jeg kan blive hjemme, er der lang vej til de 7 dage, som en omgang skoldkopper nu engang tager. Især når man leverer børn i par og de højest sandsynlig får det med 3 ugers mellemrum.

Nu går det fint op hos os, fordi vi har slået os sammen med mormor og morfar og de hjælper os i et sådant omgang, at det bliver umuligt for mig nogensinde at betale tilbage. Jeg har ikke mange sygedage, taget mængden af børn i betragtning.

Men hvad gør alle de, der ikke har en mormor og morfar i baghaven?

Så måske er der noget galt med samfundet, når sådan nogen som mig overvejer at smide mit gode og ordentlige job væk for at blive influent (Ikke fordi det ikke er ordentligt. Det kræver formidlingsevner og dedikation at opbygge både en følerskare – Men altså. You get the point), blot så jeg kan passe mine syge børn og ikke føle mig utilstrækkelig hele tiden  (Altså jeg overvejer det ikke i virkeligheden, men I forstår min pointe) (Vi har mange paranteser i dag. Man skal nødig træde nogen over tæerne)

I Sverige har de en fin løsning på hele skoldkoppe-problematikken. Der er både mor og far berettiget til at holde 60 dages fri med deres syge børn om året – Dvs. 120 dage i alt. Der kan man altså nå at få styr på mange sæt skoldkopper. Og istedet for løn, får man så en refusion på 80 % i den periode. Det må være til at leve med. Virksomheden sparer penge og forældrene sparer trykken for brystet.

Derudover har forældrene en lovmæssig ret til, at de må være på nedsat tid frem til barnet er 8 år.

Altså, når de andre kan, så kan vi vel også? Jeg aner ikke, hvordan det foregår i praksis, men måske er der er nogle svensk boende læsere, der kan knytte en kommentar til det? Er det reelt bedre hos vores svenske naboer?

Hva’ sker der Danmark? Skulle vi stoppe med at give børnefamilierne mavesår?

Kan I andre få det hele til at gå op? 

 

 

 

 

 

23 kommentarer

  • Marie

    Damn, Sverige lyder ret godt?
    Herhjemme har vi et barn, min mand har en fuldtidsstilling i banksektoren og jeg er studerende.
    Min mand har enormt gode vilkår ift andre brancher, både i form af flere barnsyge dage og fleksible mødetider. At jeg er studerende betyder ret stor frihed og ingen stress hverken om morgenen eller om eftermiddagen. Men når jeg er i praktik, så mærker vi virkelig hvad der venter os forude, og sikke en omgang!
    Jeg/vi nyder at der går 2 år før jeg er færdig som sygeplejerske. Der er vores søn 3 år, så måske er det mindre stressende med en 3-årig end en 1-årig i hamsterhjulet? Det ved jeg ikke, men pt priser jeg mig lykkelig for, at have fået et barn under studiet..

    Jeg kan på nuværende tidspunkt ikke se mig som hjemmegående, men jeg kan da godt regne ud at en fuldtidsstilling for begge forældre kan blive svært at lykkes med..

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Brit

    Jeg har boet i Sverige i de sidste otte år og mine (eller vores selvfølgelig) to børn er født herovre. Og jeg kan kun give dig ret i, at systemet er langt mere flexibelt indrettet og netop med henblik på børnefamilier. Både når det gælder barsel og når det gælder syge børn. VAB som det hedder (vård av sjukt barn) er ikke noget man har dårlig samvittighed over at tage, på de fleste arbejdspladser går VAB forud for vigtige møde og arbejdsopgaver – og sådan er systemet indrettet. Selvfølgelig går man 20% ned i løn og med skat etc er det nærmere 50%, men så topper virksomheden ofte op med 10% på toppen, hvis man er hjemme i mere end én dag. Hele barsels setup’et regne også i dage (480 dage) og derudover har man som du skriver ret til at være hjemme uden at få betalt for det, og derved kan man hvis økonomien tillader det, have endnu længere barsel. Vores børn er startet i pasning om de 13-14 måneder og herovre betragtes det som tidligt – de fleste starter først i pasning omkring 18 måneder. Vi er på vej til at flytte retur til Danmark og tanken om ikke at have mine VAB dage og fleksibel orlov, der giver mulighed for lange sommerferier, giver mig virkelig ondt i maven :-/

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Brit

    Jeg har boet i Sverige i de sidste otte år og mine (eller vores selvfølgelig) to børn er født herovre. Og jeg kan kun give dig ret i, at systemet er langt mere fleksibelt indrettet og netop med henblik på børnefamilier. Både når det gælder barsel og når det gælder syge børn. VAB som det hedder (vård av sjukt barn) er ikke noget man har dårlig samvittighed over at tage, på de fleste arbejdspladser går VAB forud for vigtige møde og arbejdsopgaver – og sådan er systemet indrettet. Selvfølgelig går man 20% ned i løn og med skat etc er det nærmere 50%, men så topper virksomheden ofte op med 10% på toppen, hvis man er hjemme i mere end én dag. Hele barsels setup’et regne også i dage (480 dage) og derudover har man som du skriver ret til at være hjemme uden at få betalt for det, og derved kan man hvis økonomien tillader det, have endnu længere barsel. Vores børn er startet i pasning om de 13-14 måneder og herovre betragtes det som tidligt – de fleste starter først i pasning omkring 18 måneder. Vi er på vej til at flytte retur til Danmark og tanken om ikke at have mine VAB dage og fleksibel orlov, der giver mulighed for lange sommerferier, giver mig virkelig ondt i maven :-/

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • M. Jensen

    Jeg ville ønske at tingene havde været mere fleksible.. Jeg har været alene med mine børn på fuldtid siden de var 1.5 år og 3, 5 år.. Idag er de 11 og 13.. Og I de år har jeg også fungeret som fuldtids pleje for min nevø, dog uden løn da han er netværksanbragt.. Og alligevel har en diagnose samt socialt skadet.. Men fred være med det.. Det gør man for sin familie… Men det har jo betyder, at jeg også skulle have et fuldtidsjob passet ind i alt det her.. Det synes jeg har været ekstremt hårdt. Men der er lys forude ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Luise Amstrup

    Det er altid et vanskeligt regnestykke at få det hele til at gå op. Mine børn er født i hhv 96 og 98, og stort set alle mine veninder/familie valgte at sende børn i institution efter endt barsel. Det kunne jeg/vi ikke. Dengang kunne man få tilskud til at passe sine børn hjemme. Man fik 60% af dagpengesatsen. Så ingen fancy influencertøj 🙂 men nærvær og tid. Vi boede billigt i min daværende mands ejerlejlighed midt i Århus på 5 sal. De 3,5 år mindes jeg med glæde. Og glad for at vores ønske var en mulighed økonomisk. Men igen… tøj fra Hø&Møg, Føtex og arve-tøj i bunkevis. Vores barnevogn var brugt, kostede 500 kr. Ingen udlandsrejser. Men tid. Så ja, jeg har svært ved at se vi kan få begge dele med mindre økonomien er EKSTREM god og man kan købe sig til en masse frihed. (Rengøring, havepasning, børnehentning mm)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Haha, ja. Det lyder dejligt. Og HogM er der intet i vejen med. Mine børn går stort set kun i tøj, de har arvet.

      Var det nemt for dig at komme tilbage på arbejdsmarkedet?

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Det er sjovt, for når man ikke bor i DK, så virker det som, altså, det rene paradis for børnefamilier. Men, hvis det er hverdag, så ser man nok til andre steder, hvor det er bedre. Ved bor i et land uden barnets-første-sygedag og uden garanteret ferie. De fleste har 1-2 ugers ferie årligt, jeg er sygt heldig at have 3 uger. Her i 2020 har vi allerede brugt 1 af de 3 uger på at passe vores søn, der har haft øjenbetændelse, maveinfektion og ja, bare forkølelse og feber. Hvis dette fortsætter i jævnt resten af året, så kommer vi ikke på ferie, end ikke en forlænget weekend. Jeg har 8 sygedage årligt (man fyres hvis dette overstiges eller man fx bliver alvorligt syg), men disse går i praksis til lægetider med min søn eller hans sygedage. Så jeg går på arbejde med alt fra bihulebetændelse, opkast-syge, influenza osv. Bare for at gemme endnu en dag til min søn. Dertil holder vuggestuen også lukket i tide og utide, når det er dårligt snevejr, da de ikke rydder vejene særlig hurtigt, så der går 3-4 feriedage på det også. Og når der holdes lukket til fx træningsdage for personalet, der går endnu flere feriedage. Vi har ingen familie eller bedsteforældre herovre, så vi står for alt selv. Og det syrede er jo, at vi savler efter den danske model! Hold nu kæft hvor må livet være let for børnefamilier i Danmark, tænker vi! Mine kollegaer kan ikke tro hvad de hører, når jeg fortæller om alle de goder der er. Og at man betaler SÅ lidt for vuggestue, når vi lægger 18.000+ hver måned. Og det er uden at få børnepenge eller lign, vel at mærke. Og det er efter kun at have haft 12 ugers barsel efter fødsel, der er ingen barsel før den dag du føder. Men men, hvad hjælper det, når man står i Danmark og føler at man kæmper? Det ved jeg ikke… Blot at sige, at tingene kunne være værre, selvom det er en ringe trøst. Nogle gange føler jeg (undskyld på forhånd), at danske forældre får kørt sig selv op i så stresset en tilværelse med at passe jobs, børn, holde sig i form, se veninder, rejse, være perfekt insta-mom men samtidig karrierekvinde, køre børn til og fra sport i én uendelighed og bage hjemmebagt hver dag. Sat på spidsen. Men for nylig så jeg en blogger der klagede over hvor stressende hun synes, at sundhedsplejersker ifb barsel var, og jeg måtte grine og tage mig til hovedet i afmagt. Den slags er top 1% af luksus, ingen andre lande har den ydelse (nej, selv ikke Sverige og Norge, de har lukket ned for hjemmebesøg). Måske nogle bliver sure over min kommentar, lidt ala det gør ondt på stoltheden at få at vide, at man ikke bør klage over alt… Men der er noget om det, måske man burde tage et skridt tilbage og værdsætte, hvor FANTASTISK Danmark er for børnefamilier – og dernæst se på at ændre lidt hist og her. Jeg ser vitterligt aldrig nogensinde den taknemmelig hos danske forældre.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Kære Sofie.

      Jeg kan sagtens se, hvor din besked kommer fra. Jeg har også boet i et andet land, hvor forholdene var noget ringere, end det vi kender her. Hvor der hverken var betalt barsel, børnepenge eller barnets første sygedag. Men det faktum, at det er værre andre steder, betyder jo ikke, at vi ikke kan gøre det bedre her. Især når man kan se, at tingene fungerer bedre andre steder.

      Nu ved jeg ikke, hvor du bor (England måske, jf. prisen på institution?), men den model du er underlagt, lyder jo hverken givtig for samfundsøkonomien eller arbejdspladsen. Det faktum, at du er nødsaget til at tage med opkast-syge på arbejde og potentielt smitte alle andre på din vej, skriger jo netop på, at det på ingen måde er holdbart. Der findes mange steder, hvor de gør tingene anderledes i Danmark. Fx i sundhedsvæsner og i retssystemer, men fordi det er anderledes andre steder, betyder det jo ikke, at vi bare skal læne os tilbage og acceptere tingenes tilstande og ikke have en ambition om at gøre tingene bedre. At fx acceptere at vores borgere dør af små-sygdomme – for det gør de jo også andre steder.

      Jeg ved ikke helt om din sidste del af din beskeder generelt rettet eller rettet på mig. Men jeg mener nu ikke, at jeg klager over alt – tværtimod. Jeg klager over det faktum, at jeg ikke har praktisk mulighed for at varetage mit syge barn. Det mener jeg nu selv både er menneskeligt og ganske berettiget 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Maria

      Jeg syntes det lyder lidt om da jeg boede i Virginia (usa), dog med en ekstra uges ferie og 2 ekstra syge dage. Som medarbejdere uden børn bruge som ferie fridage, som de sagde “use it or loose it”
      Jeg er mega taknemlig over, at jeg endte med at få barn i DK. Både med hjælp på Riget i forhold til gentagne aborter og med en præmature født knuge 28+5
      Jeg kan aldrig nå betale det til samfundet, som jeg har “kostet” så er dybt taknemlig for vores samfundsmodel.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sofie

      Helt korrekt, vi bor i USA 🙂 men prøvede faktisk ikke at skrive en kommentar ala ” hvad med de sultne børn i Afrika??”, men snarere at det kan hjælpe på følelsen af afmagt nogle gange at huske, at DK altså måske er nået 98% af vejen mod fleksibilitet mens mange andre steder halter efter på sølle 20%. Derved ikke sagt, at vi ikke skal op på 100% i DK! Men tilværelsen bliver lidt lettere, hvis man tager det store perspektiv og husker, at dk altså virkelig gør det pisse hamrende godt i forvejen. Mht at klage, så var det ikke møntet på dig, men på danske mødre generelt. Får sgu ondt af Danmark nogle gange,så mange knubs og klager landet hele tiden skal have, lol. Aldrig skrives der fx om det abnormt fede ved at dk betaler mindst 75% af vuggestuen. Det er da for FEDT! Eller at det er gratis at føde! Herovre kan det snildt komme op på 40.000 – 50.000 for en simpel fødsel. Helt konkret ved vi ikke om vi har råd til endnu et barn herovre, da vi så skulle lægge omkring 40.000 i vuggestue udgift om mdr. Det er jo fuldstændig sindssygt. Jeg savner bare taknemmelig hos danskere…. Og dermed ikke sagt,at vi ikke kan forbedre systemet. Men når man ser hvor sølle rammer andre børnefamilier har, så sætter det alt i perspektiv. Forstår godt hvis man hellere vil have skyklapper på og “have lov” til at klage i fred. Men jeg kan virkelig anbefale den anden metode. Livet i USA har gjort mig sygt taknemmelig for selv det aller aller mindste, for shit mand, folk kæmper herovre.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Jeg kan sagtens følge dig. Da vi boede i udlandet, var vilkårene således, at der fx 2 gange på 3 måneder var et barn, der faldt ud fra 1. sal i en vuggestue. Fordi de blev ved med at glemme at lukke det samme vindue. Der var børn, der blev fundet kravlende rundt på en parkeringsplads foran vuggeren. Der var ikke en eneste pædagog ansat, men der var 16-årige piger, der sad og flettede hår på mit barn i vuggeren og gav hende masser af opmærksomhed. Af den årsag har jeg aldrig klaget over de pædagogiske forhold i Danmark. Bevares, bare det faktum, at jeg ved, at mit barn bliver varetaget uden at være i fare er mere end jeg kunne forvente. Men jeg synes stadig gerne, at man må stille krav til sin omverden. Jeg synes gerne, at man må se sig omkring og vurdere, hvordan vi kan gøre tingene bedre.

      Jeg har 2 onkler, en faster og 13 fætre og kusiner (Og de har flere børn til sammen, end jeg kan tælle til) i USA, så jeg kender forholdene rigtig fint. De har slet ikke mulighed for at arbejde pga. netop de forhold og jeg synes det er ærgerligt, at det skal være statens fastsatte politik omkring ret til fravær mv., der skal diktere om det er muligt for mig at være på arbejdsmarkedet eller ej.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sandie

    Jeg er desværre skilt og har kun min søn på 4 1/2 år de 9 ud af 14 dage, + en eftermiddag i fars dage.
    Jeg tænker det hele er en prioritering?
    Jeg har valgt nærmest ikke at arbejde når jeg har min søn-Så vi kan holde mange fridage- og ellers korte dage i børnehaven- for så at arbejde fulde skrald de 5 dage jeg ikke har ham. Har meget familie og venner der er misundelig på vores hverdag.. og ærligt så mener jeg at dem jeg kender kan vælge anderledes og få en nemmere hverdag.. men de ønsker bare ikke at give afkald/sætte karrieren lidt på pause/bo og leve lidt mere spartansk i en periode når børnene er små.
    Synes da den svenske model er meget fornuftig.. og det kunne være lækkert i dk med lignende tilbud. Men synes også folk skal se ind af og ofre sig selv lidt..
    blot min tanke 😃
    Og tak for at dele mange af dine tanker- skønt at læse en ikke kommerciel blog 👍😃

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Du har helt ret. For mig er det ikke en prioritet, jeg har lyst til at lave. Vi bor sammen med mormor og morfar og hvis det skulle lade sig gøre, skal vi flytte væk fra dem og til en anden del af landet, hvor boligpriserne er mere medgørlige. Så selvom det ville betyde mere tid med mor og far, ville det betyde inden tid med mormor og morfar, som også er blevet primære omsorgspersoner. Så selvom det rent praktisk kan prioriteres, kan det ikke følelsesmæssigt.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maja

    Jeg er flyttet til Sverige. Kan dog ikke bidrage med erfaring, da jeg stadig har til gode at komme på arbejdsmarkedet her. Men det kan kun blive okay.
    Og Sverige er bare dejlig. 😍

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kirsten

    De lyder ret smarte i det svenske! Vi har nu haft to unger hjemme on/off i 1,5 uge og har familie i en anden landsdel, så vi må fikse det med at arbejde forskudt af hinanden, flekse og bruge ferie. Men selv med 60 dage til syge børn, så ville det ikke ændre på, at jeg får dårlig samvittighed over for mine kollegaer, der må gribe mine opgaver når jeg ikke er der.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cathrine

    Vi kan godt få det til at gå op. Mest fordi jeg er offentlig ansat, og har valgt at være på 30 timer siden min ældste datter blev født. Min mand driver sine egne virksomheder, og rejser en hel del, hvilket er den primære årsag til jeg har valgt at gå ned i tid. Vores børn er 7-9-13 ikke meget syge, og mine forældre arbejder ikke mere, og er flinke til at hjælpe. Mine svigerforældre er stadig på arbejdsmarkedet, og kan derfor sjældent hjælpe.
    MEN (og det er det stort men) jeg syntes stadig hvert minut af dagen er brugt. Med hente-bringe, lektier, legeaftaler, tandlæge, læge, gymnastik, svømning, frisør og hvad 2 børn nu ellers skal til. Jeg er træt og brugt, og kan slet ikke indstille mig på, at mine 2 omsorgsdage på den ældste forsvinder, fordi hun fylder 8 år lige om lidt. Der er stadig sygdom, forældre dage i skolen, juleklip-cirkus-sommerfest osv i SFO’en. Mine kollegaer der fylder 60 år, kommer på senior ordning og får 5 senior fridage om året!
    Jeg prioritere at kunne hente kl 15.00 de fleste dage om ugen, men det har jo så en anden pris, nemlig at jeg ikke udvikle mit arbejdsliv så meget. Bevares, jeg har et fint job som chef sekretær i en stor koncern, men i ‘virkeligheden’ brænder jeg for at være meget mere end det – det hænger bare ikke sammen med livet med mindre børn og en mand der er meget væk. Jeg finder dog en del ro/styrke/mening i at se hvordan mine børn udvikler sig, til gode og selvstændige mennesker, og pludselig er de så store, at de ikke har brug for mig i samme omfang som nu. Men måske sidder jeg så tilbage, forpustet og udmattet når vi kommer der til…. det må tiden vise.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sanne

    Super godt indlæg med vigtige betragtninger- som vi burde brøle meget højere og brede ud. Min kæreste og jeg har ligeledes to fuldtidsjobs og to børn, ingen bedsteforældre i samme landsdel og det har resulter i en sygemelding med stress og en følelse af, at det er en umulig situation vi står i. Den danske model holder ikke længere og vi er i gange med et kæmpe socialt eksperiment, som vi ikke kender konsekvenserne af for de børn der voksen op lige nu.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helle

    SPOT ON!! Og har endda “kun” 1 barn, 37 timers stilling og en kæreste med skiftende arbejdstider og synes altid jeg halser forpustet efter.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christine

    Sverige har fat i den lange ende hvad angår børnefamilier. Og en del andre ting. Hvis de kan så kan dk da også. Du må gå ind i politik, så får du min stemme;-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det jeg tit tænker på er, at vi ALDRIG får et tak i sidste ende for alle de år på arbejdsmarkedet, men så mange mister relationer pga manglende nærvær og tid! Meget tankevækkende. Det du skriver var det, mit indlæg i sidste uge handlede om. Det går bare ikke op herhjemme. Så det er ikke mærkeligt, at så mange rammes af stress, og nu endda også vores børn, fordi institutionerne ikke længere har midler til at sikre deres trivsel og udvikling. Det hele er så grotesk at det er til at tude over. Fra min side handlede det bla om PRIORITERING. noget alle nævner i forbindelse med fx hjemmepasning. Så kan nogen sige, ej men vi har skrabet så meget vi kunne osv, men det handler lige så meget om man kan nøjes med at bo småt og godt, ikke centralt uden bil mm. For at kunne gå ned i tid og/eller have mere tid med børnene. #familyfirst ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christine

    Sverige har fat i den lange ende hvad angår børnefamilier. Og en del andre ting. Hvis de kan så kan dk da også. Su må gå ind i politik, så får du min stemme;-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise S

    Det korte svar: Nej. Vi andre kan sgu heller ikke få det til at gå op. I min familie er vi pissepriviligerede: jeg er på 32 timer, vi bor i cykelafstand til vores jobs, har råd til rengøringshjælp og nemlig-indkøb og har sågar kun et barn. Og alligevel føler jeg, vi halser bagefter konstant. Overvejer også sommetider at flytte hensidans. Der er slikket også billigere.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Det var det. Jeg flytter til Sverige. Ses ✌️ min misundelse er til at tage at føle på.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

De 10 freaking værste ting ved at være mor til små børn