Taler du med dine forælde om deres digitale vaner?

Om at fastlåse sig selv og andre i kasser

For et par uger siden deltog jeg i en julefrokost. Jeg havde ikke mødt alle gæsterne før, men fælles for dem alle var, at der var tale om kvinder, der drev blogs og andre platforme på sociale medier.

Der var tale om en temafest og vi kom alle som Disney-figurer og stemningen var i den grad høj.

Disse kvinder var ikke alene bloggere og instagrammere. De var meget andet end det. De fleste af dem var selvstændige erhvervsdrivende i den ene eller anden form, men der var også en del af dem, der var ganske almindelige lønmodtagere, som jeg er. Blandt andet deltog Heidi, der driver bloggen Meyermor, der i den grad er et besøg værd. Heidi er nemlig selvstændig jordemoder og udover det, er hun stewardesse og forfatter til bogen “Meyermetoden – den naturlige epidural”, der er en fødselsforberedende bog til gravide.

Heidi og jeg havde nogle gode snakke den aften. Ikke særligt saglige eller kloge, men den slags snakke,  som man nu engang har til en julefrokost. Alt imens vi skreg “Lad det ske” til soundtracket fra Frost. Det er begrænset, hvor alvorligt det hele kan være, når man står i en oppustelig genie-dragt. Men det var sjovt og hyggeligt og i den grad en god aften, hvor jeg blev fyldt op med grin og godt selskab.

2 dage efter havde jeg en ny aftale med Heidi. Denne gang i en kontekst, hvor Heidi ikke var der som privatperson, men som konsulterende jordemoder. Det var en konsultation, som var kommet i hus 6 måneder forinden, kort efter at min gravide veninde mistede sin mand i en ulykke. Heidi havde stillet sig gratis til rådighed for at hjælpe min veninde med at komme igennem fødslen i en ubærlig situation.

Og det var de timer, vi havde sammen, at indlægget her blev skabt i mit hovedet. Jeg har aldrig betvivlet Heidis evner, men at se hende i den situation og hvor dygtig hun reelt er, trak benene væk under mig. Og oplevelsen satte i den grad 2 streger under, hvor komplekse vi mennesker er. Jeg svævede derfra og det eneste jeg tænkte på var, hvordan jeg selv kunne udvikle og dygtiggøre mig i at skabe relationer til andre mennesker og kunne håndtere sådanne følelser som død, kærlighed og smerte i så høj grad, som Heidi har gjort.

Der er jo intet underligt i, at mennesker har mange forskellige sider, men på trods af det, har vi en forventning om, at de ting vi eksempelvis ser på sociale medier, er den endegyldige sandhed. At de, der skriver noget sjovt, er sjove i virkeligheden. At de velformulerede er kloge. At de velreflekterede er dybe. Men de ting vi ser, er sjældent virkeligheden. Hvis man spørger min mand, er jeg fx på ingen måde sjov. Og jeg er har mødt personer i virkeligheden, der er dybt velformulerede på sociale medier og overvejet, om de mon lige går igennem en 3-4 synonymordbøger, inden de poster deres indlæg. For det er ikke mange fremmedord, der forlader deres læber i virkeligheden.

Jeg oplever det selv. Jeg er flere gange blevet spurgt, om jeg kan blive taget seriøst, når jeg ved siden af mit 8-16 job skriver ting på internettet. Til tider idiotiske ting som alle i bund og grund kan finde frem til. Især fordi at blogger-branchen pt lider under et blakket ry, hvor der bliver udbudt numse-operationer og bliver reklameret for tvivlsomme produkter. Så når man fortæller, at man blogger, kan man opleve en vis form for undren og afstandstagen i forhold til ens faglige evner.

Og det er rigtig ærgerlig.  For der findes ligeså mange forskellige bloggere, som der findes interesser. Der findes blogs om kærlighed, matematik, jura, mode, fly og teknik. Og der er i bund og grund bare tale om mennesker, der har en passion og en masse på hjerte. Det skal man anerkendes for og ikke skældes ud for.

For mit eget vedkommende blogger jeg, fordi jeg har et behov for at formidle og udtrykke mig på skrift. Fordi jeg gerne vil inspirere andre og rydde op i min hjerne, når tanker opstår og ikke vil forlade hovedet igen.

Budskabet med historien om Heidi er, at vi ikke behøver at passe ned i en kasse. Vi kan passe ned i hundrede kasser og skal ikke lade os begrænse af andres holdninger til, hvordan man eksempelvis skal være som person, når man er jordemoder eller jurist.

Vi skal ikke føle os hæmmet af, hvad andre forventer af os. Man kan sagtens dyrke cancan-dans, være inkarneret croquis-tegner eller være blogger for den sags skyld og stadig være dybt professionel så snart, man tager job-kasketten på.

De mennesker der inspirerer mig allermest fagligt, er netop kantede personligheder med hundrede interesser og hundrede ideer, der konstant kommer til udtryk på sære måder.

Så lad os prøve at lade være med at mase hinanden ned i kasser. I kasser er der sjældent plads til at udvikling. Lad os istedet fejre, at mennesker er komplekse væsner, der heldigvis både kan være hylende morsomme og dybt seriøse.

 

1 kommentar

  • Lis Y

    SÅ enig! Jeg er ikke én person eller én type personlighed, jeg er alt muligt og stadig bare mig. Hvordan andre oplever mig, kommer an på de relationer, vi mødes i. Og så Heidi, ik’ os!!!! Hun er seriøst den eneste grund til, at jeg nogensinde kunne overveje at få et barn mere… Jeg tror der er så meget personlig indsigt og power at opnå i et af hendes forløb ❤️ og den måde hun griber sine kroniske smerter an på – hun er en kæmpe inspiration!!!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Taler du med dine forælde om deres digitale vaner?