Børnevenlige restauranter i København #1

Taler du med dine forælde om deres digitale vaner?

 

Der sker mange træls ting på internettet.

Det er omtrent lige så ofte, som jeg skifter underbukser (og det er det altså som udgangspunkt hver dag), at der tikker en besked ind enten på mail eller via andre medier, hvor en person ønsker at gøre et flot indhuk i min realkredit-trætte, tomme konti. Jeg har både haft Captain Morgan i min indbakke, der var en flot amerikansk soldat, der mente, at jeg var hans livs kærlighed, hvis jeg lige kunne overføre 200.000 og på samme måde en mand i Sydøstasien, der havde fundet frem til en for mig ukendt onkel, der desværre var afgået ved døden. Jeg var dog så heldig, at jeg nu stod til at arve, hvis jeg lige sendte mine personlige oplysninger og min adgang til min netbank. På samme måde ringer min telefon mange gange hver uge fra personer, der udgiver sig for at være fra Apple, Yousee eller SKAT, ligesom dengang nogen prøvede at sælge mig et ikke eksisterende ur.

Den type beskeder skriger jo til himlen. Men ind imellem modtager man også mails, hvor man lige skal tjekke to gange, om der reelt er tale om en mail fra SKAT eller om der er tale om phishing, hvor nogen med dårlige intentioner forsøger at lokke oplysninger ud af os.

Vi lever nu en generation, hvor vi er vant til den slags. Hvor vi ved, at der sidder mennesker, der forsøger at snyde os uanset, hvor vi vender og drejer os hen. Men sådan er det nødvendigvis ikke med de, der er ældre end os og det er oftest også de, der falder i fælden, når den slags mails pludselig popper op i indbakken.

Min egen mor er dog i den helt andet grøft. Hendes alarmklokker bimler og bamler, så snart kodeordet er indtastet på computeren.  Vi har haft nogle kampe i ny og næ, fordi hun end ikke har lyst til at indtaste sine kortoplysninger, når der skal foretages et indkøb på nettet. Men sådan er det ikke for alle.

Vi taler jo uendeligt meget om, at vi skal tale med vores børn om deres aktivitet på nettet, men måske er det ligeså vigtigt, at vi taler med vores forældre og bedsteforældre om netop disse opkald. mails og beskeder, der er blevet en del af den digitale verden og hvor vi skal være uendeligt varsomme. Og det handler ikke om naivitet eller dumhed, når man falder i. Det handler i bund og grund om, at man reelt ikke ved, at offentlige myndigheder, private virksomheder eller andre ville bede om den type oplysninger.

Blog-indlægget her er kommet til, fordi jeg forleden havde en snak med en tæt kollega. Hun havde på ulykkeligvis mistet sin far. I forbindelse med hans død, indskrev hans enke en række dødsannoncer i en lokal avis. Det blev desværre i den grad udnyttet.

Samme dag ringede en mand og udgav sig for at være fra skifteretten, som jo er den offentlige myndighed, der varetager hvordan et bo efter en afdød person skal behandles. Man får meget hurtig besked fra Skifteretten om, at man skal tage stilling til en masse ting, når ens nærmeste pårørende dør, så det var der i sig selv intet underligt i, udover at Skifteretten ikke kontakter folk telefonisk.

Det var desværre bare ikke Skifteretten, der ringede. Det var et menneske med dårlige intentioner og den stakkels enke, der var i sorg, hjalp den mand, der på venligvis ringede. Han var sød, høflig og velformuleret og kvinden fattede ikke mistanke.

Manden guidede kvinden igennem, hvordan der skulle overføres til begravelsen osv. og det gjorde hun.

Manden fik overført over 100.000 fra kvindens konto.

Det er svært at forstå, at man kan byde andre mennesker et sådan misbrug, når hun i forvejen står i den største krise, som man kan stå i sit liv. Men sådan er virkeligheden desværre bare indrettet og den virkelighed må vi navigere i.

Og derfor kan det være en god ide at tage en snak med den ældre generation om,

  • Ingen – hverken offentlige myndigheder eller private virksomheder – beder dig om at udlevere dit nem-id eller oplysninger fra dit nøglekort 
  • Langt de fleste breve fra offentlige myndigheder ender i ens E-boks, der har skrevet her, hvad man skal være opmærksom på. De sender fx aldrig anmodninger om dit navn eller din bankkonto)
  • Send generelt aldrig personlige oplysninger på mail
  • Hvis du modtager en mail, der tydeligvis er phishing, så slet med det samme og tryk på ingen links. Det samme gælder ting sendt på facebook. Forleden modtog jeg en video fra en ven, hvor der stod “Er det dig?” og et link, man skulle trykke på. Jeg klikker heller ikke på links, der er sendt uden andet. Hvis det er vigtigt, må folk sende det igen. (Men det er det sjældent) 
  • Tjek afsenderens mail-adresser. Skatteforvaltningen sender ikke mails fra g-mails.
  • Hvis der er tale om et opkald, som i den nævnte situation, bed om et navn og kontakt myndigheden og spørg efter vedkommende. 

 

Hvis du er mere interesseret i den slags, har jeg engang skrevet et indlæg om dengang nogen forsøgte at bedrage mig på nettet. 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Børnevenlige restauranter i København #1