Teorien om 2 børn.

Ting der gør mig mavesur

Photo by freestocks.org from Pexels

Jeg prøver som udgangspunkt at være taknemmelig for min hverdag. Jeg er så heldig, at jeg har et arbejde, der motiverer mig, vidunderlige kollegaer, gode venner og børn der (ind imellem) opfører sig pænt. Så i bund og grund bør man jo som udgangspunkt opretholde et nogenlunde humør. Alle er sunde og raske og det er et ganske udmærket udgangspunkt.

Men alligevel er der en række ting, der gør mig småirriteret og får mig til at undre mig over andre mennesker.

 

Dårlig mail-kultur

Okay, man skal måske støvsuge foran egen dør, inden man kaster sten efter andres glashuse. For det skal ikke være nogen hemmelighed, at der ligger beskeder på min telefon, der er sendt i et andet årti, som jeg endnu ikke har fået svaret på. Jeg er nemlig således indrettet, at jeg altid tænker, at jeg skal give et ordentligt svar, når folk skriver til mig. Telefonen ryger derfor i lommen med tanken om, at jeg skriver tilbage, når jeg har mere tid til et velreflekteret svar. Og det kommer sjovt nok aldrig. Og så glemmer jeg det.. Og får aldrig svaret.

Og måske er det, det samme der sker med mails. I hvert fald oplever jeg, at der hersker en generel sygdom, der dikterer at man er vanvittig dårlig til at besvare mails. Og det bliver jeg vanvittig af.

Man aner nemlig aldrig om mailen er nået frem, eller om den er forsvundet ud i det store internet-univers og borte forevigt har taget den. Og så står man der. Afventende. Overvejer om man skal rykke vedkommende eller sikre om den overhovedet er kommet frem, men er bange for at virke for pushy.

Jeg har 1 regel, når det gælder min indbakke

Jeg gør noget ved mailen med det samme, når jeg læser den:

  1. Hvis det er nemt at svare på, svarer jeg med det samme.
  2. Hvis et svar kræver mere tid end jeg lige står og har, skriver jeg et hurtigt svar, men at jeg vil supplere med mere på et specifikt tidspunkt.
  3. Hvis det handler om noget, jeg ikke ved, skriver jeg, at jeg lige skal afklare et par ting og svarer inden 7 dage eller hvor lang tid, der lige skal til. (Og så prøver jeg naturligvis at huske det)

På den måde håber jeg, at de i den anden ende ikke flår håret ud på sig selv i ren frustration.

 

Mennesker, der ikke flytter sig fra ind- og udgange i offentlige transportmidler

Jeg sværger mest af alt til min cykel, men ind i mellem kommer jeg ikke udenom det offentliges magiske verden. Og jeg kan godt lide at køre tog eksempelvis. Især de lange ture til Jylland, hvor man får komplet fred og ro, hvilket der ikke er meget af i min hverdag.

Men hvis der er noget, jeg ikke kan lide, er det en propfyldt Metro eller en bus, hvor man står helt mast op af en stolpe, man febrilsk forsøger at holde fast i, mens et menneske, der ikke er rigtig gode venner med hygiejne eller deodoranter står og puster én i nakken.

Jeg tror ikke, at jeg kender en større grad af klaustrofobi, end når man skal af og de 10 mennesker, der har placeret sig strategisk lige foran døren, nægter at flytte sig. Jeg har mere end én gang endt med at tage toget for langt, fordi et menneske med musik i ørene og som ikke orker at tage stilling til sin omverden ikke lige formår at flytte sig, inden de 12 sekunder man har til at komme igennem dørene er forpasset.

 

Internettet

Og det er jo sådan set sjovt, at internettet kan gøre mig i dårligt humør, når nu jeg selv har valgt, at gøre netop internettet til en stor del af vores hverdag.

Men jeg kigger på alt det, der foregår og bliver bekymret på mine børns vegne. Mobning og udhængning mennesker imellem. Stride og voldsomme kommentarer. Og en glidende moral blandt de, der bliver betragtet som værende superstjerner og influenter, der påvirker helt unge piger.

Jeg tror i hvert fald, at jeg får min havregrød galt i halsen den dag min datter kommer og fortæller, at hun har vundet en plastikoperation i en giveaway på Instagram.

Jeg har før skrevet (her) om det ansvar, der følger med, når man agerer på internettet og når mange følger med i ens liv, men desværre virker det som om, at tingene bliver mere og mere sindssyge og grænsen for, hvad der er almindelig sund fornuft er rykket et sted hen meget hurtigt, hvor jeg pludselig føler mig som en 80-årig, der mange gange om dagen tænker at, det der havde vi ikke set ske, dengang vi først kom Facebook og det var crazy, hvis vi “prikkede” til en anden. Det var sådan man forsøgte at score (hedder det stadig det?) i 2006, inden der var noget, der hed Tinder.

Hvis nogen gør noget, man ikke lige bryder sig om, er der ikke længere noget, der hedder at man lige tager telefonen og får løst strabadserne ved en god gammeldags samtale. Nu håndterer vi drama og konflikter ved at hænge andre mennesker ud for åben skærm, hvis de opfører sig på en måde, man ikke selv mener er hensigtsmæssig.

Det er altså eddermamme vanvittigt. Overvej det faktum, at man er 16 år eller på anden måde sårbår og usikker på verden og ens navn og handling pludselig bliver kølet direkte ud til offentlig skue.

Det er sindssygt. Og jeg er bekymret for mine egne børn, der en dag skal navigere i det og aldrig kan holde fri fra det.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Teorien om 2 børn.