Børn og ydmyghed

Sorg fjerner ord.

“Er du stadig ked af det?” spurgte min veninde. Jeg mærkede efter og anede ikke, hvad jeg skulle svare. Tænkte, at det ville være mærkeligt ikke at være ked af det, kun 3 uger efter ens brors død. Men det er som om, at der er en forventning om, at livet ikke må gå i stå. At man med det samme skal rejse sig op og sætte sig op på en cykel for at spurte afsted.

Ord har aldrig været et problem for mig at finde. Jeg har altid kunne mærke efter dybt i mig selv og har kunne beskrive hver eneste følelse, der bevægede sig rundt i min krop.

Men det kan jeg ikke nu. Der er mest bare et hul i min brystkasse.

Jeg har virkelig forstået, hvorfor det hedder et knust hjerte. For følelsen, jeg ikke kan beskrive, sidder netop der, hvor hjertet pulserer.

Men pt føles det ikke knust. Det føles som om, at det er revet ud af min krop. Det føles som om, at der er et sort hul i brystet og at det gør ondt hver gang det manglende hjerte prøver at slå.

I går gik det op for mig, at jeg for et par uger siden ubevidst valgte at tygge hårdt sammen og spænde kæben kraftigt op. Jeg har ikke sluppet spændingen siden. Min krop har selv valgt bogstaveligt talt at bide tænderne sammen. Så meget, at jeg pludselig fik en galoperende hovedpine, som først slap igen, da jeg slappede af i kæben.

Men jeg har ikke lyst til at spurte afsted. Jeg vil gerne dvæle i sorgen. Jeg vil gerne slippe for at blive spurgt om, om hvorvidt jeg stadig er ked af det. Jeg vil gerne have at folk skal tage det som en selvfølge.

Sorg går ikke væk. Sorg er et grundvilkår, man skal lære at navigere i og leve med. Som jeg læste i en bog af Esben Kjær for nylig, er det et selvudviklings-kursus, som man ikke selv har signet op til, men som man er tvunget til at gennemgå. Og man kan være sikker på, at man ikke kommer ud som det samme menneske, som da man gik ind i det.

Jeg har det pludselig som om, at jeg er en del af en klub af mennesker, der har mistet. Jeg har talt meget om død på det sidste. Med mennesker, der har mistet søskende, forældre, venner og sågar børn. Det er jo på forfærdeligste vis noget, som vi alle bliver udsat for på et tidspunkt, så hvorfor fanden er vi så dårlige til at håndtere sorg?

Jeg har haft min brors urne stående i en papkasse i stuen hele dagen. Det ligner en pakke med en blender, der er blevet sendt via PostNord.

Et helt liv i en kasse. På morbid vis.

Men kassen er åbenbart også en del af livet. Og i morgen skal urnen graves ned. Det sammen med en masse andre begivenheder er en del af en længere proces, jeg ikke anede eksisterede.

Lad os lige stoppe op og dufte til roserne engang. Her er nu rart nok, så lad os sætte pris på bare en lille smule hver dag.

 

 

21 kommentarer

  • Helle Hansen

    Dine ord ramte mig lige i hjertet og med sådan et slag at tårerne løb ned af kinderne samtidig med jeg smilte… Endelig var det jeg er ramt af skrevet ned med ord, ord man skulle tro du havde hentet i mit indre 😔
    Jeg har været til tandlæge med noget jeg troede var huller i tænderne, men nej ingen huller, men som dig et sammen bid over en lang periode som gav så mange fysiske smerter. En måde at mærke sorgen på måske men ihvertfald en måde jeg ikke anede var en mulighed.
    Tusind tak for du satte ord på det jeg ikke kunne ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Det er imponerende, hvad kroppen kan fortælle, når hovedet ikke altid kan. Jeg siger tak til dig, fordi du følger med. Jeg håber, at kæben løsner lidt snart.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Josefine H. Hansen

    Din side dukkede op, nok fordi jeg har haft søgt om sorg. Jeg mistede min far i August pludseligt til hjertestop. Vil dog gerne give en kommentar til dit indlæg, det er smukt skrevet. Jeg kunne relatere til din overskrift ”sorg fjerner ord“. Jeg ved heller ikke hvordan jeg skal beskrive mine følelser, føler en masse savn og nej, jeg tror nok heller ikke at man bliver helt den samme person som man var før. Jeg urolig ked af at høre om dit tab. Ville bare fortælle jeg kan relatere til dine følelser. Sender masser af kærlighed til dig og din familie til jer i morgen og i den videre proces ❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Tusinde tak for din besked, Josefine. Jeg er forfærdelig ked af at høre, at du har mistet din far. Det er en lang og hård proces og om ikke andet er det vigtigt, at vi ikke er alene i det.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte Eskesen

    Det var egentligt også et underligt spørgsmål. Nok ment som omsorg bare formuleret lidt forkert. Selvfølgelig er du ked af det. Jeg tror at mange har svært ved at være i det når nogen de kender er i sorg. Mange tanker til dig fra mig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette Marie Lei Lange

    Jeg synes ikke, sorgen har fjernet dine ord. Jeg synes, den har gjort dem smukkere og stærkere, og jeg kan kende mig selv i alt det, du skriver, og læser det med tårer i øjnene.
    Jeg håber, I får en fin dag i dag. Tusind knus og tanker til dig, søde Stine. ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ritta

    Hvor er det smukt skrevet fra jer alle. Jeg kan sagtens følge jer for nu er det over 22 år siden jeg mistede min mand og vores søn var kun 2 måneder gammel, men selv efter så lang tid savner jeg ham nogen gange da sorg og savn aldrig forsvinder men lærer at leve med det. Min sorg blev så lige styrket da min lillebror også døde her et par måneder før jul og mit hul i brystet blev kun større desværre og min mand samt min lillebror fik begge en blodprop i hjertet. Har da stadig nogle dårlige dage efter at min bror er borte, håber blot det vil blive bedre fremover.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Sikken en forfærdelig historie, Ritta. Livet kan være så frygtelig ubarmhjertigt. Jeg håber, at du på en eller anden måde kan finde en mening med livet. Det kan være så svært, når sådan noget sker. Det eneste man kan læne sig op af er kærligheden. Både til dem, der ikke længere er her og dem man har endnu.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Smukt skriv!❤️Jeg mistede min mor til kræften for 8 år siden, hun blev kun 59 år. Hun nåede aldrig at møde mine børn og dem hende.. det gør så ondt. Og jeg savner hende hver dag! Men ja, livet går jo videre og jeg har det dejligt, men sorgen er der stadigvæk for mig. Nogle dage kan jeg stadigvæk være rigtig ked af det og de dage skal ha’ lov til at være der.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Det er også alt alt for tidligt. Jeg tror aldrig, at man holder op med at savne. Sorgen bliver bare et grundvilkår og selvom alting bliver godt igen, er sorgen stadig en evig følgesvend

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tabita

    Kæreste Stine

    Din sorg er berettiget, og den er lige præcis hvad du selv siger : vigtig at dvæle i.
    Jeg mistede min storebror til kræft for 4 år siden. Og sorgen er der stadig. Men den er til at leve med. Den er dog stadig 100% berettiget. Og ja, man er stadig ked af det. Også 4 år efter ❤️ men hvis man lærer at leve med den og at se den som en del af sig (ikke det hele) så når man faktisk at blive helt ok med det. Man bliver aldrig hel. Hjertet vil altid have et lille hul, men hjertet holder ikke op med at slå ❤️

    Mange kram 😍

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Tusinde tak for din besked. Ja, selv evig sorg er berettiget. Jeg tænker også, at selvom det er en sørgelig følgesvend, kan sorgen også lære os ting om livet.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Ja ❤❤❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • May

    Bare masser af

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Mange mennesker er berørings angste i dag. Ikke af ond vilje, men simpelthen fordi vi aldrig har fået lært om sorg. De fleste har svært ved at håndtere, de store følelser der lige pludselig er i spil.
    Jeg mistede en kæreste til kræft for omkring 25 år siden, 23 år gammel, og oplevede det samme. Jeg mistede mange venner på den bekostning. De kunne ikke rumme mig og min sorg.
    Min erfaring fra den gang var at man skal opsøge den sørgende. Tage initiativ til at komme på besøg, selv tage kaffe og kage med, så kan det godt være at man får nej de første gange, men bliv ved, det virker.
    Jeg oplevede, at hvis jeg fornægtede min sorg blev det hele meget værre. Så mit bedste råd må være at tage en dag af gangen. Hvis det er en dårlig dag er det en dårlig dag, ikke prøve at løbe fra følelserne, for det kan være i morgen er ok. Til sidst vil man opleve at flere gode dage end dårlige dage. Men som menneske vil du være forandret for altid. Jeg kan efter så mange år stadig drømme om ham og jeg tænker stadig på ham. Og det selvom jeg har været gift med end dejlig mand i mange år. Det er bare en del af mine livsvilkår, som har gjort mig til det menneske jeg er i dag

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Det må være forfærdelig svært at miste sin mand. Jeg har mistet venner og familie og selvom man ikke kan sammenligne sorg, er det umuligt at forestille sig, at man står som 23-årig og pludselig mister sin livspartner. Min tætteste veninde går netop nu igennem det samme og du har ret i, at det vigtigste er, at man er der og kommer. Og bliver ved med det.
      Du har helt ret i, at det ikke dur at fornægte sorgen. Der skal være plads til sorgen. Måske ikke hver dag hele tiden. Men den må gerne komme frem og bo i hjertet.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Bolette

    Det er 1.5 år siden at min storebror døde, ret pludseligt – dog efter sygdom.. Så sent som i nat, 1.5 år efter, vågnede jeg med den samme drøm, hvor han går væk fra mig og ikke kommer igen – Jeg græder som pisket hver gang, og jeg kan mærke at jeg ikke er klar til “At komme videre” bevares jeg har et liv, har været på arbejde, er nu på barsel og venter mit første barn, jeg lever et liv, men det er blevet en del af mit liv at han ikke er her mere..
    Jeg vil have ro og liv til at mindes, til at tude og til at savne – for han var en del af mit liv, og jeg har ikke oplevet livet uden ham, før for 1.5 år siden, da jeg pludselig skulle leve resten af mit liv uden ham..
    Jeg har oplevet at folk ikke vil snakke med mig efter det, som om det er et tabu at nogen dør, men for pokker hvor vil jeg gerne fortælle det, for det er den måde jeg håndterer det på, heldigvis er jeg en del af en meget snakkesalig familie og vi snakker gerne om den bror og søn der ikke er der mere, så græder vi lidt sammen og forsikrer hinanden om at vi trods alt stadig har nogen omkring os, min brors søn, min søn i maven, mig, min søster, min mor – og så går det igen…

    Det blev langt, men tror jeg i bund og grund blot ville ind på at det sku er okaj at snakke om det, det er sku okaj at man er ked af det og savner, for livet bliver sjældent det samme igen..

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Først stort tillykke med baby i maven. I alt det her er det allerbedste, der sker nyt liv og ny kærlighed. Jeg læner mig i hvert fald meget op ad min egen kærlighed til mine børn og min familie. Og så er jeg forfærdelig ked af, at du kender til følelsen af at miste sin bror.

      Det er så afgørende, at man giver sig selv plads til at være ked af det. Jeg skal også tvinge mig selv til at gøre plads til det. Og ja. Vi skal tale om det. Igen og igen.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Meget smukt skrevet. Og også meget let at spejle sig i, når man har mistet (i hvert fald for mig – sorgen kan have mange former)

    Jeg hørte en podcast for nyligt (Jeg plejede at tro på forevigt), hvori der var en der sagde, at sorgen aldrig bliver mindre, men at det i stedet er følelser som chok m.v., der med tiden kan lægge sig.
    Det giver rigtig fin mening for mig, og jeg har lyst til at dele det, fordi det netop er så vigtigt at kommunikere, at sorg ikke bare forsvinder – præcis som du også peger på. Tak fordi du har lyst til at dele.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Det er virkelig en god podcast, Jeg hørte for nylig podcasten med præsten fra Rigshospitalet. Det afsnit kan også anbefales.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Børn og ydmyghed