Garderobe-mysteriet

Børn og ydmyghed

 

Vi er en priviligeret familie. Det skal i den grad ikke være nogen hemmelighed.

Vi er vel at betegne som en familie, der lever i den højere middelklasse. Vi har begge fast indkomst, længerevarende uddannelser og meget stabilitet.

Vi er ikke rige. Vi har ikke råd til at rejse til Bali på sommerferie, men vi sætter pris på en tur til en svensk skov og vores børn er i bund og grund ligeglade med, om vi ligger ved en pool på Kreta eller befinder os på en legeplads på Holbæk Campingplads.

Men vi er heldige. Fordi vi vigtigst af alt er en familie og har hinanden og sekundært fordi vi har et arbejde og et hus og en bil.

Det er der mange familier, der ikke kan bryste sig af.

Socialdemokratiet lavede for et par dage siden en kampagne og en video, der mødte en del kritik, fordi konceptet var identisk med en amerikansk video, der ligger på Youtube. Og det var faktisk den amerikanske video, der fik mig til at overveje, hvordan fanden man får sine børn til at forstå, at de er enormt privilegerede.

Som man kan se i videoen, bliver en lang række unge mennesker stillet op på en række og skal nu dyste om at vinde 100 dollars ved at komme først i et kapløb. Der bliver dog stillet en række spørgsmål om ens opvækst, familie osv., der betyder, at de med den tryggeste og mest stabile opvækst får et stort forspring og naturligvis nemmere kan vinde de 100 dollars.

Mine egne børn ville står forrest i det felt. I bund og grund er alt omkring dem trygt og stabilt. Ikke nok med, at de har os i deres nærhed, har de også deres bedsteforældre, lego på værelset og ture på Mcdonalds i ny og næ. De mangler altså ikke noget. Hverken følelsesmæssigt eller materielt.

Men hvordan får man børn til at forstå deres eget privilegium? Hvordan lærer man dem om ydmyghed og taknemmelighed, som jeg har skrevet lidt om her?

Vi taler meget om at give. Vi taler om, at der er andre, der ikke har den samme adgang til legetøj, som de har. Vi samler bamser og legetøj ind fra deres bunker, som vi giver væk. Vi taler også om, at der er børn, der mangler deres mor eller far. Men det er dælme svært at italesætte, uden at det hele skal blive for dystert.

Vi taler også om, at ingen er mere værd en andre og man altså ikke skal blære sig, fordi man har ting, som andre ikke har, selv når man vinder stort i Vildkatten.

Det kan bare være svært at forstå, når man kun er 3 og 5 år.

4 kommentarer

  • Alexia

    Det ved jeg ikke om man kan. Mange af os voksne har ikke lært det endnu , mer vil ha mer …. Vi drømmer om at komme væk og når vi kommer væk opdager vi hvor dejligt vi har det her hjemme, men 1 uge efter vi er kommer hjem har vi glemt hvor meget vi savnede ” hjemme” … man kan godt tage sine børn med til børnehjem i Indien, det vil nok være noget der gjorde stort indtryk på dem , men nok ikke noget de vil lære af . De lærer af hvad de ser i hverdagen, så derfor er vi “desværre ” nok dem der bliver nød til at forandre os og vise dem det vi vil ha de kan se og lære dem ved selv at gøre det vi vil ha dem til at gøre . Jeg har lang lang vej , trøster mig med at min kun er 2 år , selv om hun hurtigt bliver teenager og viser mig hvad jeg har vist hende 😅😅🤷‍♀️🤯😱🤦‍♀️🙈

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Janne

    Det er stærkt at i hjælper jeres børn med de refleksioner. De bliver klart bedre medmennesker af det 🎉 Hurra for gode forældre som jer!

    Ps. burde vi ikke bare være glade for at videoens budskab bliver spredt. Jovist er plagiat uheldigt, men i det mindste er det i en god sags tjeneste🤷‍♀️

    Pps. Tak fordi du lige bringer et indlæg, der minder os om taknemmelighed og forståelse for vores medmennesker, på en højhellig tirsdag. Jeg elsker dine indlæg om kaos og humor i hverdagen højt, men jeg elsker måske dine mere dybsindige indlæg højere. Du er så klog og sjov og er klart på min top 5 liste over mennesker der giver mig håb for fremtiden

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Isabellakanadel

    Børn gør som forældre gør, ikke som vi siger de skal gøre.. med dit skriv, endnu en venlig påmindelse at man som voksen skal være taknemmelig, behandle andre mennesker lige og sætte pris på sit liv…børn vil gøre efter.. tak for påmindelsen..

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Carina

    Jeg syntes også det er svært, men vi har forsøgt med lidt forskellige tiltag i vores hus.
    Vi er en familie på 4, 2 børn på 7 og 5 år.
    Bor i hus, har bil og kan tage på ferie.

    Vi italesætter og undersøger hvordan børn lever i
    andre lande. Vi meldte os til røde kors indsamling, efter opfordring fra vores datter på 7 år og det var en kæmpe succes, som bliver gentaget næste år.
    Hvert 1/2 år samler vi tøj og legetøj og aflevere på et krisecenter.
    Hos os har det handlet meget om at italesætte det at andre ikke har det samme som os og at vi skal være taknemmelige for det vi har.
    Derfor tager vi også af og til en runde ved aftensmaden, hvor vi hver især snakker om hvad vi er særligt glade for/ taknemmelige for.
    Vi sender også af og til en tanke til Gud og morfar i himlen, hvor vi siger tak for dagen, maden og den dejlige varme seng vi kan sove i om natten.
    Det er blevet lidt nemmere at tale om, nu da børnene er blevet lidt større og de bedre kan forstå. Og jeg kan også mærke at deres lyst til at hjælpe andre, er steget i takt med deres forståelse og alder.
    Håber at andre har flere gode ideer til hvad man som forældre og familie kan gøre.
    God aften 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Garderobe-mysteriet