Den vigtigste erfaring, jeg tager med fra 2019

I år vil jeg slukke

Der er meget der indikerer at nytårsforsæt ikke er populære.

Jeg har læst flere steder, at holdningen er, at der er tale om et fænomen, der er særlig holdbart og at en dato ikke skal diktere en lyst til at ændre adfærd. På samme måde som vi eksempelvis ikke har behov for Valentinsdag for at huske os på, at vi skal anerkende og komplimentere hinanden.

Jeg kan nu egentlig meget godt lide det.

Både nytårsforsæt og Valentinsdag. I min optik er det fint, at der er en dato, der lige tvinger os til at standse op og reflektere over, om livet – eller kærligheden for den sags skyld – går i den ønskede retning.

Jeg gør det på mit arbejde. Hele tiden. Flere gange om året har vi udviklings-samtaler, hvor man lige overvejer, hvor man har et udviklings-behov (læs: Hvor ens leder synes at man sejler). Jeg vil egentlig også gerne udvikle mig i mit privatliv, selvom den del af mig selv på nuværende tidspunkt bliver ædt op af madpakker og konflikter om, hvordan en klementin i virkeligheden skal skrælles.

Derfor har jeg besluttet at sætte ind to steder i mit liv, hvor jeg ved, at en ændring her også vil medføre ændringer andre steder i mit liv.

  1. JEG SKAL SLUKKE

Vi har altså fået et fucked up forhold til mobiltelefoner.

Og når jeg siger vi, mener jeg ikke kun min mand og jeg, men faktisk mere eller mindre hele menneskeden. I hvert fald dem der ejer en smartphone og en internet-opkobling.

Inden jeg begynder at pege fingre af andre, lægger jeg da klart ud. Mit eget forbrug af mobiltelefon er eksploderet de sidste 3 år.

Da vi boede i Grønland, havde jeg end ikke internet på min telefon og ej heller på mit arbejde. Det eneste tidspunkt jeg var, når jeg landede i min sofa sent om aftenen. Mange gange om dagen kunne jeg sagtens bande og svovle over min manglende adgang til internettet. For hvordan fanden skulle jeg så finde ud af, hvornår bussen gik eller hvad nummeret var til det lokale pizzaria?

Men tingene løste sig alligevel.

Jeg tog bussen hver morgen og jeg gjorde noget, jeg aldrig gør nu. Jeg sad og kiggede ud af vinduet. Hver dag. Både frem og tilbage på arbejde.

Selvom turen var pæn bevares…

Jeg ved ikke, hvad der er sket siden. Mit forbrug har i hvert fald været svært stigende. Måske har det været noget med ankomsten af 2 børn, der ind imellem gav mig et behov for at flygte fra virkeligheden. Måske er det indførslen af Instagram Stories, der har har fucket det helt op.

Jeg er vokset op uden en far. Det betød, at jeg skulle med, når min mor skulle noget. Hvad end det var fordi, at hun skulle til møder om aftenen eller fordi hun gik til badminton. Jeg var med uanset og det betød, at jeg enten sad og tegnede eller tullede rundt i en hal og fandt bolde, løb om kap med andre børn eller kravlede rundt på stolene i hallen. Hvilket alt sammen har gjort mig til det menneske med de talenter (eller mangel på samme), jeg er i dag.

Når jeg tager min børn med nogen steder, hvor jeg har et behov for, at jeg kan koncentrere mig, så stikker jeg dem en Ipad. Og spørgsmålet er, om jeg fratager dem muligheden for at udvikle et talent, som vi ikke vidste, at de havde.

Men det er ikke min skyld. Det er heller ikke mine børns skyld. Vi er lullet ind i en mobil afhængighed, der er udviklet af geniale adfærdsdesignere, der gør det noget nær umuligt for os at slukke.

I år har jeg besluttet (at prøve) at slukke. Jeg har ikke tænkt mig at blive mobil afholdskvinde, men jeg har tænkt mig, at de 800 gange jeg tager min telefon op om dagen uden nogen grund, skal blive til væsentlig færre. Jeg vil styre det. Det skal ikke være en afhængighed eller et behov for et fix, der skal afgøre det.

Jeg hørte for nylig et afsnit af Mads og Monopolet, hvor en sanger fortalte, at han og hans band var stoppet med at producere musik, fordi de sad og gloede ned i deres telefoner hele tiden. De lavede en fælles beslutning om, at det skulle være slut, hvorefter de skrev et helt nyt album på 3 uger.

Det vil frigive en masse tid, som jeg kan bruge på nogle af de andre ting, jeg godt kunne tænke mig. Fx at kysse på min mand eller skrive en bog.

Det er dog ikke så nemt. Der er jo skabt en afhængighed, så det er som en ryger, der skal afvænnes nikotinen og jeg skal finde ud af, hvad der skal fungere som mit nikotin-plaster. Jeg er derfor begyndt at læse bogen “offline”, der er skrevet af en speciallæge og en reklame-fyr, der har forstand på internetbaseret Marketing (Imran Rashid og Søren Kenner).

2. JEG SKAL LØBE

Jeg har for få uger siden mistet min storebror. Jeg har skrevet en masse om det, da det selvsagt fylder enormt meget. Jeg føler mig lidt som en krøllet, brugt serviet, der er landet ved siden af en skraldespand.

Min storebror har altid siddet i kørestol og har været en af de årsager til, at jeg har haft et stort behov for at bruge de ben, som jeg var så heldig, virkede som de skulle. Jeg har løbet og løbet og begyndte at løbe på grund af ham.

Det er 2 uger siden, at han døde og når jeg snører løbeskoene nu føles det ikke rigtigt. Jeg kan ikke motivere mig selv og det hele virker fuldstændig ligegyldigt.

Men sådan skal det ikke være. Jeg skylder ham at løbe som aldrig før og selvom det nok ikke giver mening for andre, gør det det for mig.

Så det har jeg tænkt mig. Jeg har tænkt mig at løbe solen sort og mine ben trætte.

Fordi de kan.

 

1 kommentar

  • Pia

    Jeg er helt med dig. Min mobil skal også lægges langt væk, så jeg kan få nærværet og samværet med mine drenge til at være bedre. Og jeg er lige begyndt at løbetræne igen efter et efterår uden energi til ret meget. og det er bare skønt at komme ud på de to ben..kh Pia

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Den vigtigste erfaring, jeg tager med fra 2019