Jeg kondolerer. Hvad skal man sige og hvad skal man ikke sige.

Den vigtigste erfaring, jeg tager med fra 2019

 

Som alle andre i blog-indland giver årsskiftet også her anledning til refleksion.

På domænet her handler årets erfaringer dog ikke så meget om blogger-venlige faktorer som matchende dækkeservietter og udsolgte Tinka-huer. Så jeg beklager altså, at det hele er lidt for social-realistisk og deprimerende for tiden. Jeg håber, at jeg inden for de kommende måneder får hevet mig selv op af mit hul, som jeg så fint har gravet mig ned i. Jeg tror vist, der er flest læsere i indlæg om dækkeservietter og knap så mange i mine dommedags-prægede indlæg, som fx dette, hvor jeg lige giver det flotte råd, at man skal huske at sikre sig selv og sine efterladte, hvis man nu skulle gå hen og dø.

Happy happy joy joy.

Men 2019 har altså været en hidsig fætter, der har givet mig så store slag lige i krydderen, at jeg nok går ind i 2020, som et andet menneske og med et ordentligt blåt øje og et hug i hjertet, der lige skal bruge lidt tid på at blive pænt igen. Et menneske, der har fået et sår i hjertet, der stadig bløder let. Såret skal nok hele op igen, men det kommer til at efterlade et ar. Hjertet er ikke længere frygtløst og naivt, men en lille smule bange og skrøbeligt og faktisk også en lille smule vredt på verden og enkelte mennesker i den.

Men det skal nok blive godt igen. Verden skal nok blive i farver igen og på et tidspunkt bliver jeg træt af at sidde i mit hul og skule op på omverdenen. Så må jeg børste jorden af min numse og smile til verdenen på ny.

Nu vil jeg samle op og overveje, hvad det vigtigste er, jeg har taget med fra 2019. For modgang giver nemlig også karakter og erfaringer, der senere kan betragtes, føles på, vendes om og anvendes i mange andre af livets store udfordringer. Og så er det jo fint at have en lille rygsæk med af værktøjer.

Udfordringer kan vi nemlig ikke se os fri for.

 

Tid er det vigtigste

Jeg har altid troet, at min krop kunne klare hvad som helst.

Jeg har arbejdet siden, at jeg var gammel nok til at tage en bus selv og jeg har jongleret op til 5 jobs af gangen. Da jeg læste på universitet, arbejdede jeg som bartender om natten og sov ganske få timer for at stå op og læse, tage til undervisning, tage på studiejob og så forfra igen.

Men i 2019 efter et år med meget lidt søvn, sagde kroppen nej tak. Jeg blev svimmel. Og var svimmel i 5 måneder, indtil jeg begyndte at sove ordentligt om natten og tage aftaler ud af kalenderen.

Prioritering af min tid er noget, jeg er nødsaget til at tage med ind i 2020 og jeg har faktisk tænkt mig, at forsøge noget drastisk. Noget som jeg aldrig tidligere havde forestillet mig, var noget for mig. Jeg har nemlig tænkt mig at gå en smule ned i tid i 2020, så jeg kan hente mine børn tidligt ind imellem og bage en kage eller samle grankogler i skoven med dem, inden ulvetalen indsætter.

Vi har en økonomi, der stadig skal kunne køre rundt, så det bliver måske noget, der minder om en nedgang med 5 timer om ugen. Det er 9. år, jeg er på arbejdsmarkedet, så jeg har meget svært ved at forestille mig, hvordan det bliver, men jeg tænker, at det er godt for alle i en periode.

Jeg selv blev hjemmepasset. Ikke på den moderne måde, som I dag. Nutidens mødre havde nok korset sig, hvis de hørte om min mors tilgang til det. Min mor var nemlig selvstændig og begyndte at arbejde, da jeg var 14 dage gammel. Til gengæld havde hun en ung pige i huset, der passede mig helt, til jeg var klar til børnehave.

Min mor bruger meget tid sammen med mine børn, da vi jo bor under samme tag og jeg har hørt hende sige, at hun i dag fortryder, at hun ikke var mere hjemme, da jeg var lille. Og det gav en lille knude i maven og frygt for, at jeg ville tænke det samme en dag.

Jeg har dog aldrig set deltids-arbejde som en mulighed for mig. Jeg var bange for, at jeg ville blive taget ud af karriere-ræset for good og blive betragtet som et menneske uden ambitioner og kompetencer.

Det syn har ændret sig i år. Jeg mødte nemlig en kvinde på en tjenesterejse, jeg faldt i snak med, mens jeg sad og spiste. Hun var leder i en stor privatejet virksomhed og havde 300 mand under sig. Vi talte lidt om børn og karriere og jeg havde en forventning om, at hun nok ikke havde prioriteret familielivet særlig højt, henset til den stilling hun sad i. At hun havde arbejdet mange timer hårdt og målrettet gennem mange årtier.

Men sådan var virkeligheden ikke. Hun havde 3 børn og havde været på deltid i 10 år. Nu var hendes børn store og hun havde landet den stilling, da hun besluttede, at tiden var til det.

Og jeg håber sådan, at det kan være sådan. At man kan skrue lidt ned i en periode og samle ind af livets læring og få kompetencer om relationer og mennesker, man ikke kan få i en kontorstol.

Det, tænker jeg, giver dygtige og bedre både ledere og medarbejdere på livets lange karrieresti.

Det håber jeg også andre synes.

Så nu ser vi, hvad der sker i 2o2o.

 

 

 

 

 

 

 

 

13 kommentarer

  • Annette

    GOD beslutning! Den kommer du altså ikke til at fortryde! (jo måske lidt, når skrig-ungerne téer sig engang imellem og man tænker: for helvede, jeg ku ha siddet i ro og mag på job nu).
    Ej, men jeg er selv på 31 timer i ugen og nyder det simpelthen så meget!
    Det giver meget mere luft i hverdagen. Jeg vil gerne længere ned, men det må vi se om der er økonomi til på et tidspunkt. Til sidste lønforhandling fik jeg skåret endnu en time af ugens arbejdstid, fremfor lønforhøjelse.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cathrine

    Der SKAL være plads til, at man kan arbejde kortere tid med små børn, for så derefter at arbejde sig op i hierakiet (hvis man ønsker det). Jeg tror på, at det starter nedefra som en græsrodsbevægelse. Når vi som forældre begynder at insistere på, at tiden med børnene ER det vigtigste. At den bæredygtige investering ligger i børnene, som derved kommer samfundet til gode senere, og vi ikke ligger al vores tid på arbejdsmarkedet i vores 30’ere. Det er et meget sejt og bevidst valg du har taget <3 Tror ikke nogen mennesker kigger tilbage på deres liv, og fortryder at de gik 5 timer ned (eller gik deltid) <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jessica

    Tak for at dele dine refleksioner med os andre.
    Jeg kan særligt nikke genkendende til den frygt for, om man ikke er dedikeret nok, hvis man ikke arbejder eller ikke arbejder nok. I min situation står jeg som nyuddannet og skal til at gå hjemme tre dage i ugen med mit barn. Jeg kan kun stå til rådighed på arbejdsmarkedet 15 timer om ugen, da min datter har en betydelig og varig nedsat funktionsevne. Jeg deler fuldt tabt arbejdsfortjeneste med min mand, for at vi begge kan have en tilknytning til arbejdsmarkedet. En del af mig er bange for, om jeg glemmer alt det, jeg har lært og at der ikke er en plads til mig derude. Men når jeg mærker efter i maven, så ved jeg godt, at det er det eneste rigtige for vores datter, som det er lige nu – og derfor er valget jo egentligt nemt. Men når hun engang bliver voksen og skal passes af andre mennesker, er der så overhovedet nogen, der kan bruge mig?

    Det sætter virkelig tanker i gang hos mig. Bliver jeg overhovedet lykkeligere af at arbejde 37 timer om ugen? Vi har kun ét liv (det tror jeg på) – hvordan vil jeg gerne leve mit liv? Vil vi sætte os dyrt og spise dyrt, så vi er tvunget til at arbejde det mere for at kunne opretholde den levestandard?

    Jeg ønsker mere tid i hverdagen. Tid til ro, nærvær og fordybelse. Tiden kommer aldrig tilbage. Jeg vil kunne se tilbage og vide, at jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at min datter fik det bedste liv overhovedet.

    Når alt kommer til alt, så er det min vigtigste opgave i livet. Så jeg skal finde mere tid.

    Rigtig godt nytår til dig og din familie❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Det lyder som om, at du gør det helt rigtige. Det vigtige er lige der i armene på dig. Og de skal nok finde plads til dig senere. Det er flot, at I overhovedet fastholder tilknytningen til arbejdsmarkedet. Jeg har gennem min bror mødt mange forældre, hvor et barn med særlige behov betød, at de dedikerede alt deres tid og aldrig vendte tilbage.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Det har godt nok været et presset år for dig/jer – jeg håber, alt det bedste for jer i det kommende 😊 og enig, rigtig spændende læsning! Jeg er selv af en helt opfattelse mht. karriere – jeg tror ikke på, det er timerne, der afgør om man kan kravle op af karrierestigen. Og du om nogen skal i hvert fald nok nå det hele, som du knokler på både ude og hjemme 💪🏻 Du klarer langt mere end jeg formår herhjemme med kun to børn, så go for it – de 5 timer om igen betyder ikke en dut for job, men meget for de tre små ♥️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Tusinde tak Julie. Jeg er helt enig i, at det ikke handler om timerne. Jeg håber også, at det meste af arbejdsmarkedet er det. Jeg tror desværre, at der stadig sidder ledere derude, der mener, at kvalitet ses i mængden af overarbejde. Men det er helt misforstået.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sine

    Tusind tak for velskrevne indlæg, som er så meget mere spændende og tankevækkende end dækkeservietter og nissehuer. Godt nytår! Og nyt årti.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Tusinde tak. Jeg holder mig fra dækkeservietterne så. Dem ved jeg heller ikke en skid om. Godt nytår til dig og dine.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Gider virkelig, virkelig godt at læse om alt andet end dækkeservietter – bliv ved med at skrive om både op- og nedture 💪🏼

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anja MN

    Go for it! For præcis et år siden gik jeg ned i tid og det har været det bedste ever. Kun 5 timer, således at arbejdsugen hedder 32 timer og ikke 37. Men det gør lige, at der er tid til alt det sjove om eftermiddagen og ikke kun ulvetime og madlavning. Min datter er 3,5 år og om få dage, kommer lillebror forhåbentlig ud til os. Og hvis ikke det skal være nu jeg skal bruge tiden med mine børn, så ved jeg da snart ikke hvornår 🙂
    Jeg er klar over, at det måske ikke er en mulighed for alle, at jeg bor i Jylland hvor huse kun koster ca det halve af hvor du bor osv osv osv. Men klar anbefaling herfra 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Jeg er så glad for at høre, at det virker for jer. Jeg glæder mig til det. Og stort tillykke med det kommende nytårsbarn.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pia

    Jeg kan kun bifalde dit behov om at gå ned i tid. Da jeg skiftede job 1/12, forhandlede jeg mig ned på 34 timer i stedet for en højere løn. Jeg glæder mig til at have mere tid til mine drenge i hverdagen. godt nytår,kh Pia

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg kondolerer. Hvad skal man sige og hvad skal man ikke sige.