Om jul, sul og julegaver

Jeg kondolerer. Hvad skal man sige og hvad skal man ikke sige.

 

Indtil i år havde jeg ikke oplevet mange dødsfald.

Jeg har et par venner og familie, der har mistet forældre i en tidlig alder, men udover det har jeg selv og min nærmeste omgangskreds været forskånede for dødsfald i den tætteste familie og bekendtskabskreds. Udover tabet af bedsteforældre, der i sandhed stadig kan være forfærdeligt hårde at miste, men som har en lidt mere naturlig og forventelig udløbsdato.

Sidste år mistede jeg min farmor i en alder af 90 år. Hun var træt og mæt af dage og orkede ganske enkelt ikke livet længere. Et par måneder inden hun døde, udtalte hun, at hun nu havde oplevet nok og var klar til livets store finale. Det var trist da hun døde, men det var forbundet med taknemmelighed over, at hun havde levet et langt og fantastisk liv.

Jeg har af den årsag heldigvis aldrig – indtil i år – haft behov for at give nogen kondolencer med på vejen. Og det er naturligvis heldigt i sig selv, da der ikke findes en større sorg end at blive udsat for dødsfald, men også heldigt, fordi jeg altid har haft det en lille smule anstrengt med de ord – “Jeg kondolerer”

Måske skyldes det, at ordene føles fremmede og kludrede i munden, fordi de ikke er blevet anvendt særlig ofte. Måske er det situationen, ordene bliver sagt i, der gør dem komplicerede at få over læberne.

Indtil jeg selv oplevede død tæt på.

Mit forhold til de ord er pludselig blevet blødt op og min distancerede og kludrede tilgang  til dem er blevet omvendt til en anerkendelse af deres eksistens. De ord findes af en årsag.

Hvis der er noget mange af os har svært ved at forholde os til er det mennesker, der har mistet til døden. Det skyldes nok først og fremmest, at vi ikke ved, hvad vi skal sige og oven i det, kan vi være bange for at sige noget helt forkert. Der måske gør situationen endnu værre.

Min mor mistede et lille barn, inden jeg blev født. Min storebror gik i børnehave og på trods af, at hun var i dyb sorg er virkeligheden jo desværre skruet således sammen, at man stadig skal have tøj på og komme ud af døren, hvis man har børn og forpligtelser. Mange gange oplevede hun, at der blev helt stille, så snart hun trådte ind i et lokale, hvor der sad mennesker. På samme måde begyndte snakken igen, så snart hun trådte ud af lokalet. Og sådanne historier er der mange af. Mennesker, der har mistet der oplever, at personer de kender skifter fortorv, fordi de ikke kan overskue mødet med en sørgende.

Jeg tror hverken, at det handler om ufølsomhed eller ubetænksomhed. Til gengæld handler det nok alene om, at man ikke aner, hvad man skal sige i en sådan situation. At man ved, at vedkommende man står overfor er i en så ubeskrivelig sorg, at man aldrig kommer til at forstå smerten og man simpelthen løber tør for ord. For uanset hvad man siger, virker ordene tomme, hule, ubetydelige og ligegyldige.

Og når man løber tør for ord, er det rart at der reelt er lavet nogle ord til lejligheden: Jeg kondolerer. En formel måde at fortælle at man føler med de pårørende. Så man ikke behøver at finde det andet fortorv.

Hvad kan man ellers sige?

At sige at man kondolerer er formelt og ufarligt. Du træder med sikkerhed ingen over fødderne, men netop en formel tone kan føles helt forkert at holde, når der er tale om mennesker, man holder meget af og som er i deres livs største sorg og krise. Enkelte ved knap nok, hvad ordene egentlig betyder.

Indtil jeg selv mistede min bror, tænkte jeg egentlig, at man ikke kunne sige noget forkert i sådan en situation. Situationen er jo som den er og man kan ikke gøre tingene værre, end de er i forvejen. Vedkommende er i dyb sorg og selve situationen bliver hverken værre eller bedre, selvom du siger noget idiotisk. Og bevares. Vi siger alle sammen noget dumt i ny og næ. En af mine tætteste veninder, som jeg elsker ind til benet, gennemgår lige nu den mest utænkelige sorg, da hun mistede sin mand i sommer. Bedst som deres liv var startet endegyldigt sammen og de nu ventede barn nummer to. Jeg har flere gange måtte ringe hende op efter vi har siddet og talt for at sige, at jeg efterfølgende havde reflekteret over mine ord og fundet dem åndssvage, ufølsomme og upassende. Det har ikke været min hensigt, men det sker. Især når man ligesom jeg er typen, der taler inden jeg tænker.

Du behøver ikke at finde mening i det, der er sket. 

Som menneskehed har vi svært ved at rumme, at der sker forfærdelige ting for gode mennesker. At forfærdeligheder ikke kun er noget, man læser om på Ekstra Bladet, men at det pludselig er sket for det menneske, man står overfor. For når noget kan ske for dig, kan det også ske for mig.

Vi har svært ved at rumme sorg. Vi har behov for at gøre tingene bedre. At sætte en krølle på, der skal fortælle, at det nok skal blive godt igen og det der er sket også er forbundet med en smule positivt.  Der er en mening med alting, som jeg engang selv så fint troede på. Vi har svært ved at overskue at andre mennesker er kede af det. Og det er jo sådan set et ganske sympatisk træk.

Når en kvinde mister et barn i graviditeten, har jeg endda hørt mig selv sige “I det mindste ved du da nu, at du kan blive gravid” eller “Det var godt, at du ikke var længere henne”.

Når et menneske der har været syg længe dør, er føles det helt nærliggende at sige “Det var måske for det bedste”

Jeg har endda hørt om en kvinde, der havde mistet sin mand få af vide, at “Hun i det mindste er ung og kan nå at møde en ny”

Men lad være med at sige det. Man behøver intet positivt eller opmuntrende at finde i situationen.

Det er ligegyldigt med alle de ting. Der er ikke ord, der får én til at få det bedre. Det kan endda gøre, man lige et sekund får det dårligere.

Da min bror døde, fik jeg af vide, at det var for det bedste. At han jo havde været syg hele hans liv.  Jeg kan godt forstå, hvor det kommer fra og hvad der menes. Han har været svært handicappet hele hans liv. Min hjerne kunne i al fald forstå det. Men mit hjerte hørte, at jeg ikke var berettiget til at være ked af det. At det ikke var så slemt at miste sin storebror under de omstændigheder. Og det fik et blødende hjerte til at gippe en ekstra gang af smerte. For mit hjerte havde ikke mistet en hjerneskadet kørestols-bruger. Mit hjerte havde bare mistet et menneske, det havde elsket inderligt, siden det slog første gang.

Hvis man ikke ved, hvad man skal sige, så er det her ganske enkelt og ganske sigende:

“Jeg er så forfærdelig ked af det på dine vegne.”

 

 

 

9 kommentarer

  • Anne

    Jeg kondolerer. Det må være forfærdeligt svært at miste en søskend og jeg er meget ked af det på dine vegne.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • J

    Jeg faldt over dit opslag på insta, da du skrev om tabet af din bror. Det rørte mig dybt på dine vegne, men også jeg endelig fandt en at spejle mig i. Min eneste søskende er multihandicappet, og det har altid været så stort et tabu for mig, og er det desværre stadigvæk, selvom jeg er voksen nu, og selv har børn. Men kærligheden er der jo, og den måde du beskrev jeres forhold på gav mig mod til også at prøve omfavne mit eget forhold til min søster. Jeg ved også at jeg har hende på lånt tid, og når jeg ikke har hende mere, så kommer jeg til at føle mig uendeligt alene. Tak.
    Håber at du får et 2020 fyldt med lykke.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Det er uendelig svært. Jeg har faktisk skrevet et indlæg herinde om, hvad det egentlig har gjort ved mig at vokse op med en handicappet. Har du læst det? Det er sprængfyldt med hundredevis af kontraster og følelser og særligt, da jeg var barn var det svært. Jeg føler dog, at det ændrede sig, da jeg blev ældre, men jeg havde det stadig svært, når jeg kunne se på andre, at de synes han var sær og stirrede. Men jeg kan i den grad sorgen nu, hvor han er væk. For min kærlighed har bestemt ikke været mindre på grund af hans hjerneskade.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tine

    Virkelig et fint indlæg om et forfærdeligt svært emne. Den der undvigen, den gør nemlig så forbandet ondt. Og når der så er gået 2 år, så tror folk (der ikke har prøvet at miste) at nu er alt “normalt” igen. Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg er blevet ked af venners bemærkninger eller mangel på samme.
    Tak fordi du sætter fokus på emnet.
    Jeg er forfærdelig ked af på dine vegne at du har mistet dine to kære. Mange tanker herfra.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Bettina

    Du har så evig ret! Mistede begge mine forældre til kræft sidste år, med 4 mdr imellem deres dødsfald. Ja de var død syge og det var mega hårdt at være i da de var syge, men fik også den kommentar at; “det er jo nok også for det bedste, de var jo meget syge. Nu har de hinanden, der hvor de er nu”.
    Jeg havde ikke brug for at høre Dette, det gjorde mere ondt i hjertet af de ord.. Et kram og en opringning eller besøg var alt hvad jeg havde brug for 💕

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Det er så fint og rammende skrevet. Sender du og din familie mange tanker❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mai

    Jeg er så forfærdelig ked af det på dine vegne ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • T

    Jeg er så forfærdelig ked af det på dine vegne ♥️

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om jul, sul og julegaver