Mændenes internationale kampdag

Om børn og taknemmelighed

Siden sommerferien har jeg løbet lidt rundt med hovedet under armen og hjertet oppe i halsen. Jeg har ikke lavet mere end jeg plejer, men jeg har følt mig mere utilstrækkelig end jeg plejer. Min hjerne har været en smule punkteret og jeg har dagligt lavet idiotiske ting, som at smide nøgler i skraldespanden og skraldespanden ind i skabet. Hvilket godt kan give nogle uhensigtsmæssige lugtgener. I hvert fald hvis man har glemt, at skraldespanden er smidt ind i skabet.

Jeg forsøger derfor, at få hjernen tilbage i fokus ved at meditere og høre nogle forskellige podcasts omkring en hjerne i balance. Det går ikke helt hensigtsmæssigt. For det meste falder jeg i søvn eller også kommer jeg til at tænke på noget andet undervejs og må spole tilbage. Indtil at jeg har gjort det en 8-10 gange. Så opgiver jeg.

For nylig hørte jeg en podcast om taknemmelighed, der blev forklaret som et vilkår for et godt liv. Og det er jeg sådan set enig i. Hvis man betragter alt som en gave og ikke tager noget for givet, er det svært at gå rundt og surmule. Selv over de lidt træls ting, som regnvejr og at vi er løbet tør for bleer og den slags uoverskueligheder.

Så jeg øver mig i at være taknemmelig.

Det er mange ting at være trist over –  Død, sygdom, ulykker, men der er endnu flere ting, der gør verden til et dejligt sted at være. Selvom det bare er småbitte ting, man ellers ikke betegner som vigtige.

Jeg øver mig på, at finde noget at være taknemmelig over. Hver dag. Faktisk flere gange om dagen og det betyder, at jeg hver eneste dag føler mig dybfølt lykkelig, når jeg går igennem min indkørsel og ind til mine børn. Det er meget mere, end jeg selv havde, da jeg var barn.

Og det der med børn og taknemmelighed er afgørende for mig. Hvis der er noget, jeg hader ved børn – hvis man gerne må hade børn – er det utaknemmelighed og ligegyldighed. Det er højt på listen over vigtige kvaliteter, mine børn skal eje. Jeg kan få helt voksen-spat, når jeg ser et barn, der ikke kan finde ud af at sige tak eller åbenlyst er ligeglad med, at andre gør noget for det. Og det gælder selvfølgelig ikke små børn, der hverken forstår betydningen tak eller undskyld.

Derfor har jeg spekuleret meget over, hvordan jeg kan gøre mine børn mere taknemmelige.

Og jeg er endt med at jeg kan sætte ind 4 steder:

  1. Hvad er det bedste, der er sket i dag? 

For et par uger siden begyndte jeg at spørge børnene, når vi spiste aftensmad, hvad de var taknemmelige for. De gloede på mig, som hvis jeg havde spurgt, hvad nationalbankens udlånsrente var (Det spørgsmål har engang sent mig til psykolog – mere om det en anden gang)

Jeg omformulerede derfor spørgsmålet og det istedet blevet til “Hvad er det bedste, der er sket i dag?”

Der kommer lidt forskellige svar. De små svarer altid, at det bedste er, at de har sovet, hvilket jo virker en lille smule som en latterliggørelse af mig, fordi jeg ved, at jeg 2 timer senere skal diskutere med dem om, om hvorvidt de skal i seng eller ej. Men der kommer også nogle fine svar ind imellem, der ofte handler om noget de har set eller mødt på deres vej.

 

2. Antallet af gaver

Jeg er vokset op alene med min mor og hun har altid holdt gavebudgettet i bund. Der har ikke ligget dyre Ipads og fladskærms-tv under træet. Til gengæld har der ligget få gaver, som jeg har ønsket mig ganske inderligt og længe. Af samme årsag kan jeg stort set huske, hver eneste julegave. Jeg kan huske dengang, at jeg pakkede en babyborn-dukke ud, som jeg havde ønsket mig i 3 år. Da jeg endelig fik den, knuselskede jeg den helt inderligt, selvom jeg måske selv følte, at jeg var for stor til at lege med dukker. Men det var noget ganske særligt, fordi den havde stået så højt på listen i så mange år.

En dag åd vores gravhund dukkens arm. Så var den ikke så spændende mere.

Jeg vil gøre et forsøg på at minimere gaver. Der skal ikke være tale om et gave-orgie til jul og helst få ting, som de har ønsket sig ordentligt. Altså helt ned i maven.

 

3. Hverdagens taknemmelighed 

Min storebror og børnenes onkel Jesper er svært hjerneskadet. Han har aldrig været ude af sin kørestol og han har aldrig leget fangeleg eller cyklet rundt med sin cykel. Vi taler hver dag om, at alle ikke kan de samme ting, som os. Vi har en meget tæt reference, der viser, at man ikke skal tage alting for givet.

Vi skal være glade for, at vi har ben og gå på og arme, der kan kaste og gribe en bold. Og de taler selv ind imellem om, at onkel Jesper ikke kan det samme som dem.

4. “Vi siger lige tak. Ik’ venner?”

Børn er så nederen skruet sammen, at de ikke gør, hvad man siger, men hvad man gør. Jeg øver mig derfor i at skrue helt op for egen taknemmelighed, når jeg er sammen med børnene og andre mennesker. Vi siger RIGTIG meget tak. Vi siger tak, hvis noget holder døren, hvis nogen holder tilbage eller hvis vi en sjælden gang i mellem er ude og spiser, og vi får vores mad serveret, eller tallerkenen bliver taget ud.

Vi siger fucking tak. Og hellere for meget end for lidt. Og udover at vi siger tak, fortæller vi, hvad det er vi takker dem for. For børn skal forstå, hvad det egentlig vil sige, når man siger tak og hvornår de fortjener et tak med på vejen.

Damn, det er svært at opdrage børn. Men hvis de bare tager lidt af dette med, kan jeg godt leve med mig selv som forælder.

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mændenes internationale kampdag