Hvordan får jeg robuste børn?

Mændenes internationale kampdag

Fra en vandretur med 2 børn, hvor den mandlige del af familien i den grad fik lov til at kæmpe

Da jeg kørte på arbejde i morges, blev jeg i radioen gjort opmærksom på , at det i dag er mændenes internationale kampdag. “Det går da noget stille for sig”, tænkte jeg og prøvede at ryste et billede væk fra nethinden af en kvinde, der havde smurt sig ind i sine egne kropsvæsker tilbage i marts, for ligesom at fejre kvindernes udgave. Den kvindelig pendant til kampdagen var lidt sværere at overse, da både nyhedsmedier, sociale medier samt gaderne var fyldt med kvinder, der skulle vise, at de sloges for egne rettigheder.

Jeg tvivler faktisk på, at der er særlig mange mænd, der overhovedet ved at dagen eksisterer. De jeg har spurgt har trukket på skulderne og har sagt noget i retning af “Næ.. Er det den dag, man får blowjobs?”

Enten er det fordi, at der er nogle PR-ansvarlige, der i den grad har fejlet, da de skulle lave en kampagne, der skulle gøre befolkningen opmærksomme på dagen eller også har mænd ikke meget at kæmpe for. En tredje mulighed er, at de bare ikke orker det.

Mændenes internationale kampdag har åbenbart forskellige temaer. Der har været øget fokus på selvmord og ensomhed og i år ramte fokuset mændenes velbefindehed. Og det fik mig naturligvis til at overveje om mænd som køn generel har noget at slås for.

I vores familieliv er vi meget lige. Vi har stort set holdt lige meget barsel, vi deles om det huslige, endda i et sådan omfang, at jeg laver mad og rydder op, men til gengæld ikke aner, hvordan vaskemaskinen virker. Jeg vil endda sige så meget, at min kære mand tager den største tørn, når det kommer til børnene, fordi han ofte tager dem om natten.

I bund og grund er vi den grad ramt af ligestilling.

Men sådan er det jo ikke alle steder. I nogle dele af landet og i nogen brancher er det stadig et fy-ord for mænd at sige, at de holder barsel. Da vi boede i Esbjerg var det endda en så stor ting, at min mand overtog barsel og mødregruppe efter 6 måneder, at der blev skrevet en stor artikel i en større avis. Det var i den grad noget ganske særligt.

Min indtryk er dog, at der er ved at ske en ændring, både politisk og socialt. Mere øremærket barsel til mænd og der dukker flere og flere fædregrupper op og nu findes der endda babyrytmik for fædre, hvor de efterfølgende deler en pilsner istedet for en kop the..

Og det er jo fint og dejligt. Men måske skal vi stoppe med at slås hver for sig og opfinde en dag, hvor vi sætter os ned og aftaler, hvordan vi gør det bedre og arbejder videre med de ting, der allerede virker eller er godt igang? Det lyder meget offensivt, at der skal være tale om en kamp-dag. Som hvis de to køn konstant var oppe og slås. Vi er trods alt alle sammen mennesker.

Måske skal det bare være en ligestillings-dag, hvor vi klapper hinanden på skulderen og fortæller, at det andet køn gør et flot stykke arbejde.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hvordan får jeg robuste børn?