Hvad er det, der gør mig syg?

Hvordan får jeg robuste børn?

 

Jeg levede en ubekymret tilværelse, da jeg var ung. Jeg mindes faktisk ikke, at jeg rigtig var bekymret for noget som helst. Udover om SU’en rakte til både mad og byture den måned.

Så blev jeg ældre. Og endnu mere afgørende for min ændring af mindset – Jeg fik børn.

Jeg gik fra at være en bekymringsfri dare-devil, der sprang i faldskærm, kørte ud over skrænter på mountainbike og klatrede så højt op i træer, at enkelt knækket gren kunne resultere i en brækket ryg.

Nu klatrer jeg aldrig i træer længere. Min mountainbike har stået uberørt og svigtet hen i flere år.

Nu trækker jeg min cykelhjelm langt ned over ørerne, overvejer og analyserer de fare jeg potentielt kan møde, når jeg transporterer mig selv på min mormor-cykel på arbejde. Der er ikke meget daredevil tilbage i mig.

Og det er endnu værre med børnene. Bekymringen sidder som en ond klump i halsen, hver gang jeg sender dem på tur uden min egen tilstedeværelse.

Og det er her jeg oplever splittelsen.

Man kan have mange intentioner om, hvilket type menneske man ønsker at opdrage. For mig er det vigtigt, at de vokser op og bliver kærlige, empatiske og robuste voksne.

Robusthed er en sær størrelse. Det står i langt de fleste jobbeskrivelser og for arbejdsgiveren betyder det nok noget med, at man skal kunne klare hvad som helst uden brok.

Det er dog ikke helt det samme, jeg ønsker fra mine børn.

Livet er ikke for tøsedrenge (er det politisk ukorrekt at skrive? – I ved hvad jeg mener) Det er benhårdt og ganske få kommer igennem livets store karrusel uden store, vanskelige eller tragiske hændelser. Og det skal man sgu ku’ rejse sig op fra, hvis man skal overleve livet på bedste vis, indtil man ikke skal være her mere.

Og hvordan fanden får man robuste børn, der bliver robuste voksne?

Det er vel noget med, at de skal bære deres egen taske, smøre deres egen madpakke, selv cykle i skole og selv tage ejerskab over deres hverdag i det omfang man kan, når man er lille. Desuden skal man have en masse drøftelser med sin mor og far, om hvordan man håndterer konflikter og hvordan man rejser sig op efter et nederlag. En masse store tanker, når man kun er et lille menneske, der lige har stiftet bekendtskab med verdenen.

Og det er her den store splittelse rammer mig. For hold nu kæft, hvor er jeg bekymret for den store verden derude og det faktum, at netop mit lille menneske skal møde den alene en dag. Jeg har altid svoret, at jeg aldrig skulle være sådan en mor, der kørte mine børn alle steder. En mor der havde sit 11-årige barn i en ladcykel, mens det gloede på sin Ipad og kørt i skole.

Men når jeg kigger på børnenes små ansigter og deres store brune øjne, har jeg aldrig lyst til at sende dem nogen som helst steder hen alene. Bare tanken om, at de inden for en årrække skal cykle i trafikken uden mig, giver mig myrekryb.

Men det er en del af livet. Fra navlestrengen bliver cuttet, er det en lang adskillelsesproces, hvor de skal lære at klare sig selv.

Men lige nu orker jeg det ikke. Lige nu vil jeg gerne bare pakke dem ind i vat og køre dem rundt for evigt og feje alle deres problemer væk foran dem.

Men hvordan får jeg så robuste børn?

 

6 kommentarer

  • Julie

    Podcasten ‘Adfærd’ af Morten Münster har et afsnit fra 28. oktober der hedder ‘Sådan gør du dine børn robuste’. Det er interessant lytning!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Ja. Det er virkelig et godt afsnit. Jeg tror faktisk, at det var det afsnit, der fik mig til at reflektere over det i første omgang.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe

    At se min 5,5 årige cykle over krydset Amagerbrogade/Holmbladsgade (med mig lige bagved, bevares) er præcis der, hvor den største stolthed møder den største angst, der findes.
    Robusthed: send dem til spejder.
    Ellers er det næsten klaret ved at du har fået tre styks, så de har lært både at vente og ikke altid være centrum i solsystemet.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Det lyder virkelig også angstprovokerende 🙈 Det er netop en af mine største bekymringer – at lade dem cykle alene i trafikken.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kristina

    For mig handler robuste børn rigtig meget om at have et godt selvværd. At vide at man er god nok, ikke fordi man kan noget særligt, men bare fordi man er menneske.

    Det tror jeg børn bliver af at blive elsket betingelsesløst, at de kan regne med at vi er der for dem, og at de har en god og forudsigelig hverdag som ramme.

    Vi behøver ikke træne det uforudsigelige og udfordrende, det kommer i de flestes hverdag af sig selv, så jeg tror at vi bare skal sørge for en tryg og solid base med masser af kærlighed og omsorg, så skal de nok blive robuste

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Det tror jeg, at du har ret i. Min tanke går dog på, at jeg virkelig har lyst til at pakke dem ind i vat. Køre dem og hente dem alle steder og løse alt hvad de får af af små og store problemer. Det tror jeg dog heller ikke skabe selvstændige børn.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hvad er det, der gør mig syg?