Giv mig et diplom for at være månedens mor i November

Hvad livet i Grønland har lært mig

For nøjagtig 3 år siden forlod vi verdens største ø.

Det var ikke helt med vores gode hjerte. Vi forlod faktisk den smukke isflage med et knust hjerte. Et knust hjerte og en stor bunke taknemmelighed.

Som familie var vi et virkelig godt sted. Jeg havde 2 sunde og raske børn i maven og i hånden havde jeg en lille smuk 2-årig med lyst hår og brune øjne, der primært talte grønlandsk. Så det var ikke fordi, at vi overvejede en skilsmisse, at hjertet var knust. Det handlede ganske enkelt om ulykkelig kærlighed til et helt land og en hel befolkning.

En kærlighed som ikke kunne forenes på grund af praktik. Som hvis man havde mødt sit livs kærlighed og man på forhånd vidste, at man aldrig ville kunne være sammen, fordi man befandt sig i hvert sit land.

Men hjem skulle vi.

Selvom vi kun havde folkeregisteradresse i landet i halvandet år, fik vi nogle fine erfaringer, som jeg har forsøgt at implementere i mit liv, efter vi er kommet hjem. Det er dog ikke altid, at jeg husker det. Men jeg har en lille grønlandsk thule-mand tæt på hjertet, der skal huske mig på, hvad jeg lærte i Grønland.

 

 

  1. Ajunngilaq

Afrika har Hakuna Matata. Grønland har ajunngilaq.

Det har et hav af betydninger alt efter kontekst, men i bund og grund betyder det ”Det går nok”, ”Pyt med det” eller ”Det når vi nok”

Det er ikke i alle livets forhold, at det er velegnet. Hverken når man er på arbejde eller når man skal indberette moms til skattefar, men fx i børnefamilielivet er det rigtig fint at have for øje, at rigtig mange ting sagtens kan udskydes til i morgen. Ligesom det at have en udvidet pyt-knap, når tingene ikke går efter planen, kan bidrage til noget mindre stress i børnefamilien.

For langt de fleste ting er i bund og grund ikke så vigtige, når bare vi har hinanden. Så kan den opvask nok egentlig godt tåle at stå til i morgen.

 

  1. En fyldt kalender er ikke lykken

Kan I huske dengang, man kunne være spontan? Hvor en veninde kunne ringe kl. 19.15 og spørge om man ville med på bar kl. 20 og man var ude af døren indenfor 20 minutter? Det føles som en fjern fortid. Hvis man er så heldig, at nogen spørger, om man vil med ud og spise brunch, er svaret nærmere ”Ja, den anden søndag i januar, om 3 måneder, skal vi vist ikke noget…” Kalenderen bliver meget hurtig fyldt.

Sådan var det ikke, mens vi boede i Grønland. Alle kendte alle og alle lavede noget sammen. Det var derfor noget nemmere at være spontan. Middags-aftaler kunne sagtens planlægges samme dag og man vidste altid, hvad de andre lavede. For enten var de hjemme eller også var de sammen med nogle, man kendte og så var alle altid velkomne.

I Danmark har man ofte mange forskellige bekendtskabskredse, ferniseringer i vuggestuer, fodbold om tirsdagen og lang transporttid til arbejde. Og på den måde bliver kalenderen hurtig fyldt op til bristepunktet.

Det var faktisk virkelig rart ikke at skulle noget hele tiden.

Dengang led jeg hverken af stress eller svimmelhed, selvom jeg arbejdede mindst ligeså meget, som jeg gør nu.

Men en fyldt kalender er ikke nødvendigvis noget positivt.

3. Lad os lige huske lidt på, hvor maden kommer fra 

Min kære mand blev hurtig integreret i det grønlandske samfund. Inden man kunne nå at sige rensdyr, havde han købt en riffel og et våbenskab og tog i fjeldet sammen med alle andre. Vores fryser var fyldt med hjemmefanget torsk og i lang tid spiste vi rensdyr.

Jeg elsker tanken, om at man er selvforsynende og der vigtigt, at mine børn ikke tror, at mad stammer fra køleboksen i Netto.

På et tidspunkt besøgte jeg en lille ø, hvor skibet kun kom til få gange om året. Der lå derfor rådne æbler i supermarkedet, for det var det, man kunne få og derfor var det det, man spiste. Jeg talte blandt andet med en kvinde, der var født og opvokset her. Hun troede hele hendes barndom, at det var meningen, at agurker skulle være bløde.

Ew.

 

3 kommentarer

  • Paarnannguaq

    Ajunngilaq 👏
    Kan den ældste stadig snakke eller forstå grønlandsk?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kathrine

    Den fyldte kalender. Den ramte også os med 110 i timen sammen med stress. Da vi også har et barn som har meget brug for ro efter skole har vi simpelthen besluttet ikke at have planer efter skole/børnehave/vuggestue i hverdagene og kun én plan hver weekend. Det fungerer. Vi er nødt til at sige nej til nogen/noget, men det giver ro og det giver overskud – og det lærer os at tænke over hvad vi virkelig vil bruge vores tid på.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Hvilken by er dit nederste billede fra? 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Giv mig et diplom for at være månedens mor i November