5 ting jeg aldrig vil lægge på sociale medier

Giv mig et diplom for at være månedens mor i November

 

I starten af oktober skrev jeg dette indlæg. En liste over alle de ting, jeg skulle have dårlig samvittighed over i oktober. Manglende overtøj, manglende overskud, manglende udklædning. You name it – I don’t have it.

Derfor har jeg besluttet at have den helt modsatte hat på i November. Nu vil jeg dælmedulme rose mig selv helt op på den allerhøjeste piedestal. For det er mange af os rigtig dårlige til. Vi banker os selv i hovedet over det ene og det andet, selvom vi jo egentlig bund og grund gør det fint som forældre. Ja, bevares. Mange af os kunne helt sikkert ofte fjerne Ipad og lege med LEGO på gulvet til vi fik hold i ryggen. Men vores børn mangler altså ingenting. Der findes mange måder at omsorgsvigte på og at et barn ser Gurli Gris i 2 timer søndag eftermiddag, er altså ikke et svigt.

Jeg kan huske, da jeg var barn, hvor jeg så Aladdin 3 gange i træk i weekenden. Så i forhold til min generation, hvor børn nu har streaming og Ramasjang, bliver de da i det mindste stimuleret med lidt forskellighed. Udover at de nok aldrig kommer til at kunne synge sange som “Jeg er født i et land, hvor kamelerne bor. Karavanerne vugger frem. Øret bli’r snittet af for et uhøfligt ord. Det babarisk, men.. Det mit hjem” både forfra og bagfra. (Og lige i dette sekund kom jeg i tanke om, at mine egne børn har set Frost (mindst) 2 gange i træk den samme dag)

Summasummarum. Vores børn har det fint. Vi gør det godt.

Så nu vil jeg lave en liste, hvor jeg roser mig selv for alle de ting, der skal ske i november, der indikerer, at jeg er en opturs-mor (Og så ignorerer vi lige det faktum, at jeg pt sidder i en seng i Nuuk og er på tjenesterejse, hvor jeg har forladt mine børn en hel uge. Det lader vi lige ligge)

Børne-opturs-ting, der skal ske i november – Vi skal..

… i Lalandia

Ja, jeg skrev det.

Selvom jeg havde svoret, at det aldrig skulle ske, sker det ret ofte. (Læs evt. her) Jeg er stadig en lillesmule allergisk overfor 200.000 børnefamilie presset ned i en form for indkøbscenter fuld af spille-maskiner og pasta med kødsauce. Men børnene elsker det. Og jeg elsker mine børn.

… holde fødselsdag

Mit yngste afkom bliver pludselig 3 år. Tiden går stærkt, når man aldrig sover og konstant har hjertebanken over, hvad de nu smadrer.

Vi har på alvorligste og traumatiserende vis ignoreret det faktum, at de har haft fødselsdag de sidste 2 år. Vi har ganske enkelt ikke haft overskud til, at de skulle fejres med andet end en muffin købt hjem på vej hjem fra arbejde med et lys placeret i.

Men i år har violinen fået en anden lyd. De kræver simpelthen, at der bliver holdt fødselsdag for dem. Så nu går vi all in og betaler for vores dårlige samvittighed ved, at de får en tur i legeland og kan invitere deres små venner med.

.. jule

Det er ikke sådan lige med det samme i november, at vi skal holde jul. Men vi skal snart i gang.

Som jeg skrev om i dette indlæg, var der engang en tid, hvor jeg hadede jul. Men i år glæder jeg mig. Jeg er blevet noget sentimental de sidste måneder, så jeg glæder mig helt ind i hjertet til at se mine børn pynte juletræ. Hvor jeg skal sidde med en kop gløgg og med tåre i øjnene observere, indtil et af børnene beslutter at skubbe til et andet barn og juletræet vælter og de smadrer alle glaskuglerne. Men indtil da bliver det hyggeligt.

Juletræ er dog ikke noget, der skal introduceres i november, men vi skal til en række jule-børne-fester i november med æbleskiver og ansigtsmaling.

…trække stikket

September og oktober har været en hektisk fætter af slagsen for mig, der har taget tid meget væk fra familien. 2 ture til Grønland og rigtig meget arbejde. Så resten af året har jeg besluttet at skrue helt ned for alt det andet og så blive hjemme og kysse på mine børn.

Så skal vi se, om jeg kan finde ud af det.

Men nu vil jeg pakke min kuffert. I morgen flyver jeg til Island, hvor jeg har en enkelt overnatning, inden jeg skal hjem til dem, jeg elsker aller højest.

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

5 ting jeg aldrig vil lægge på sociale medier