At skabe ro i et fyldt hoved

Er du god nok?

 

Da jeg gik op af vores vej her til aften, tænkte jeg, at jeg skulle hjem og skrive et indlæg om, at jeg ikke er god nok. Sådan generelt.

Det lyder måske lidt dystert. Men det var sådan, at jeg havde det.

At jeg ikke er en særlig god veninde, fordi jeg har tendens til at dedikere mig fast og blodigt i en enkelt retning og derved glemmer at ringe og spørge, hvordan det egentlig går med eksamenslæsningen, børnenes skoldkopper eller den store opgave på jobbet, som du talte om, da vi sås sidst.

Jeg minder nok mest om hundene i tegnefilmen “Op”. Det er en tegnefilm, vi holder meget af. Så meget, at vi har navngivet vores ældste barn efter en birolle i filmen (Læs her om børnenes navne)

Hvis du ikke er bekendt med filmen, handler den om en ældre mand, der jagter et eventyr ude i ingenmandsland, som han havde aftalt at gennemføre med sin afdøde hustru. I tegnefilmen indgår der en masse hunde. Hunde der konstant mister fokus. De kan have næsen i et fast spor og pludselig dufter de et egern, hvilket får dem til at ændre retning og drøne i en ny retning. Uden overhovedet at overveje, hvor de kom fra eller hvad de lavede. Og det betyder ikke, at jeg ikke holder af tænker på dem, jeg efterlod. Jeg galoperer bare så hurtigt, at jeg ikke lige når at få ringet og sagt det.

Jeg tænkte også på, at jeg egentlig heller ikke var en særlig god hustru. På samme måde har jeg tendens til at få en god ide og pludselig sadle om i forhold til nogle aftaler, jeg havde med min kære mand.

Det kan jeg virkelig godt forstå, kan være lidt frustrerende. Jeg tænker ind imellem, at han er nødsaget til at trække vejret dybt ned i maven, når jeg ringer hjem og spørger om han ikke lige kan tage børnene og fikse lidt mad, fordi jeg har hørt om et teaterstykke inde i byen, jeg ikke kan leve videre uden at have set.

Det der mødreskab håndterer jeg egentlig heller ikke godt. Jeg bliver nemt sur og tvær, når bølgerne går højt. Jeg er ikke særlig god til at rumme børnenes konflikter og desuden ser de alt for meget skærm og har alt for lidt nærværende og udviklende samtale med mig som mor.

Der er mange ting at have dårlig samvittighed over. Og der er mange ting, jeg egentlig ikke føler mig særlig god til. Jeg føler ofte, at jeg måske bare har overbevist min arbejdsgiver om, at jeg kan nogle ting, jeg slet ikke kan. Det samme gælder de sociale medier. Jeg har efterhånden samlet en relativ pæn flok af følgere på min platform, hvilket jeg i den grad sætter pris på. Men hvornår mon de opdager, at jeg i virkeligheden er røvsyg? At jeg egentlig bare lever det samme røvsyge leverpostej-liv som alle andre?

I bund og grund fortæller min hjerne mig, at jeg stinker i alle dele af mit liv.

Og jeg forstår i bund og grund ikke hvorfor.

Jeg kan jo sagtens skrive op på en liste, hvad jeg kan og hvad jeg ikke kan. Og listen med, hvad jeg har formået er jo ikke ubetydelig. Bare det faktum, at jeg har formået at drive et familieliv med 3 meget små børn, er jo egentlig en præstation i sig selv. Desuden har jeg gennemført en række uddannelser og prøver om ikke andet, at holde af og hjælpe de mennesker omkring mig.

Så hvorfor fortæller min hjerne mig, at jeg er sådan en kæmpe idiot?

Jeg kender egentlig mange idioter.  Idioter der er gode til at stille sig op på en ølkasse og fortælle alle, hvor dygtige de er. “Ja”, nikker vi pænt og kigger på hinanden. Han er da dygtig. “Se, hvordan han kan så på den ølkasse og fortælle.”

Så hvorfor fanden er vi ikke bedre til at gå op på den ølkasse? Hvorfor lader vi den lille stemme tale så højt, når vi jo sagtens kan se, at vi klarer os fint og er passionerede og dygtige mennesker, der klarer sig ganske fint?

Så nu vil jeg altså lige gøre opmærksom på, at jeg er god nok. Og det er du også. Så lad os stoppe med, at være så skide hårde ved os selv. Stil dig op på den ølkasse og råb ud, at du faktisk klarer dig ganske fint.

Det gør dig ikke til en idiot.

 

 

 

 

2 kommentarer

  • Anne

    Tak ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Så super et befriende og vigtigt indlæg. Har lige været ude og løbe og bandende over mig selv, at der var gået tre uger siden sidst, at jeg “kun” løb tre kilometer og at jeg forresten også kunne se samtlige deller på min krop i løbetøjet. Og når nu jeg var igang så kunne jeg da også lige i hovedet løbe igennem alle de venner jeg ikke havde set længe, trods lovning om det modsatte, de beskeder jeg ikke havde fået svaret og det hus der rodede mens jeg bare løb. Men da turen var overstået, tænkte jeg; for fanden hvor er jeg god – jeg løb tre kilometer og prioriterede mig. Det kan godt være du bare er almindelig og leverpostejsfarvet og det er det der gør dig så fantastisk. Du er også god til at udtrykke det vi andre tænker og tror vi er alene om. Tak for det❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

At skabe ro i et fyldt hoved