I oktober skal jeg (have dårlig samvittighed over..)

Om døden, en bog og en rød pille

Jeg taler meget om døden i øjeblikket.

Det er jo ikke det mest opløftende emne, men det er nu ganske relevant. Vi skal jo sådan set alle den vej en dag, selvom det ikke er helt til at holde ud af at tænke på.

Det er først inden for de sidste par måneder, at jeg reelt er begyndt at tale om det. Før i tiden brød jeg mig ikke om emnet. I hvert fald ikke, hvis jeg skulle forholde mig til min egen eller andres død.

Da vi fx sidste år skulle jeg købe hus og vi i den forbindelse skulle gennemgå vores livsforsikringer, gik jeg nonchalent igennem materialet og tog slet ikke stilling til det. Det ville jo aldrig blive relevant for os.

Jeg havde tendens til det samme, når min mor nævnte det. Når hun talte om, at hun var begyndt at skrive en bog, så jeg ikke stod med en masse ubesvarede spørgsmål den dag, hun var væk. Jeg fejede hende af og sagde, at det var jo slet ikke aktuelt. Hun skulle jo ingen steder.

Da min mand skulle udsendes, skulle han lave en “sidste vilje”, hvor han skulle tage stilling til, hvem der skulle bære hans kiste og hvilke salmer, der skulle synges, hvis der skete noget.

Da han begyndte at tale om det, sluttede jeg samtalen. Jeg kunne end ikke få ordene over mine læber.

Det er ændret nu.

Denne sommer har i den grad, været livsændrende.

Min bedste beskrivelse er det, kræver at man har set filmen The Matrix. I filmen får hovedpersonen mulighed for at vælge mellem en rød og en blå pille. Hvis han tager den blå, vil han forsætte sit liv som nu. Han vil vågne hver morgen til en eventyr-verden. Hvis han tager den røde, vil han få taget sløret væk fra øjnene for at se, hvordan virkeligheden er.

Den røde pille

Midt i sommerferien med varme, legende og skrigende børn, fik jeg den røde pille. Fra at leve i en verden, hvor død ikke var noget, man forholdt sig til, blev en af vores tætteste venner pludselig taget fra os. I en bilulykke.

Verden gik i stå. Og alligevel gjorde den ikke. For busserne kørte, fuglene sang og der var Ramasjang i fjernsynet. Men tilbage stod en af mine kæreste veninder med en baby i maven og en 2-årig i hænderne uden sin far.

Livet har ikke behandlet, de mennesker vi holder af bedre siden. En anden tæt veninde blev også pludselig meget alvorligt syg, alt imens hun var gravid med barn nummer 3. Så syg at ingen vidste, hvad der ville ske i løbet af få uger.

Så fra at bevæge sig rundt i verden, hvor man ikke behøvede at forholde sig til voldsom sygdom, dødsboer og testamenter, skete det pludselig for de mennesker, vi holder mest af.

Nu taler jeg med banker om livsforsikringer og med advokater om testamenter. Nu taler vi om død og ulykke, som hvis vi planlagde en tur i zoologisk have. Uden en mine. Det er ikke længere et urealistisk scenarie. Det er en del af livet.

En bog

Det er umådelig svært at stå i første række i en sådan situation. Man kan intet gøre for at afhjælpe sorgen. Man kan lave spaghetti og kødsauce og tømme opvaskeren. Man kan sørge for gavekort til takeaway og man kan støvsuge. Men i bund og grund kommer man intet gøre for at gøre. Man kan ikke få det til at holde op med at gøre så forfærdelig ondt.

Jeg gjorde dog et forsøg. Jeg ledte efter bøger, der kunne vejlede og give værktøjer. Det er helt normalt. Hvis der er ting, man ikke ved, må man undersøge og lære. I denne situation var der bare ikke meget at komme efter. For uanset hvor meget jeg end prøvede og selvom jeg også mærkede sorg, var den sorg ikke at sammenligne. Jeg ville aldrig rigtig forstå.

Men nogen forstod.

Det fornemmede jeg hurtigt, da jeg fandt frem til Puk Qvortrups bog “Ind i en stjerne” Puk er journalist og mistede sin mand for 7 år siden, alt imens hun var gravid og havde et lille barn.

Det har været en kæmpe hjælp at læse den bog. Både som pårørende og for de, der har mistet deres allerkæreste. En bog der pludselig fortalte, at de ikke var helt alene. At andre havde stået i samme situation og havde fundet fodfæste og var blevet på benene. Og stadig var.

Så af netop den årsag er det vigtigt, at vi alle taler om de ting, der er svære. At fortælle sin historie, så andre ved, at de ikke er alene. Måske er det fornuftigt, at der er kommet så meget fokus på at bryde tabuer. Uanset om det handler om incest, død, sygdom eller spiseforstyrrelser.

Fordi nogen derude har brug for den historie. Har brug for at vide, at man ikke er helt alene.

 

 

 

 

 

2 kommentarer

  • Annette Aarre Dalsgaard

    Kan også anbefale “Jeg lever med døden” podcast af Anne-Louise Bachmann, jeg syntes især afsnit 6 om at vende tilbage til arbejde er tankevækkende

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Jeg er begyndt at læse bloggen. Den er meget fin, skrøbelig og tankevækkende

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

I oktober skal jeg (have dårlig samvittighed over..)