Jeg er drønmisundelig på mødre, der kan gå hjemme med deres børn

Hvor god er du til at bede andre om at lukke røven?

Photo by freestocks.org from Pexels

Først vil jeg lige undskylde for mit sprog. Min svigermor har sagt til mig, at jeg har tendens til at bande lidt meget her på domænet.

De sidste par år har jeg brugt meget tid alene på hoteller. Det lyder meget lukseriøst. Det er det ikke nødvendigvis. Det er noget med rigtig meget arbejde og så noget med at sidde helt alene og spise, alt imens man observerer andre mennesker spise, for derefter at lægge sig alene ind på sit værelse og stirre op i loftet mens man tænker på alle de Stephen King-film, der handler om hotelværelser.

Men det giver et indblik i mange forskellige typer af mennesker og mange forskellige typer af dynamikker mennesker imellem.

For nylig sad jeg i en reception og arbejdede. Jeg havde presset høretelefoner godt ind i ørerne, så jeg ikke skulle tage stilling til andre mennesker og deres samtaler, men kunne fordybe mig i mit flotte excel-ark som jeg nok aldrig kommer til at elske.

Jeg bemærkede, at der ved et bord bag mig kom flere og flere mennesker til. De var i færd med at holde et møde. De havde ting, de skulle planlægge og ting der skulle gøres.

De sad få meter fra mig og jeg gav dem ikke meget opmærksomhed. Det var der nemlig intet behov for. De talte fint og stille og jeg var fordybet i min opgave.

Lige indtil at det stort set var en umulighed at lade være.

Lettere forsinket trådte der er en mand ind i rummet. Han tilsluttede sig de andre bag mig og jeg kunne godt fornemme, at han muligvis var en form for leder. Han var en handlingens mand og han skulle i den grad sætte retning. Meget, meget højt. Og hele tiden.

Da han både havde overdøvet Volbeat, Backstreet Boys og hård techno i min øregang gav jeg op og tog mine høretelefoner ud. Jeg skulle naturligvis høre, hvad der mon kom ud af det menneske, der var så klogt, at alle i en 5-10 kilometers zone omkring ham skulle begaves med de gode råde i det toneleje.

Det viste sig dog at de gode råd ikke kun var høje. De var egentlig også grimme og nedladende overfor resten af gruppen, men de mennesker, der var omkring ham, var tilsyneladende vant til det. De rettede i hvert fald ind og forsøgte at tale det lidt ned, når alt for idiotiske ting, forlod mandens mund.

Alt imens jeg sad og forsøgte at finde rundt i mit excel-ark overvejede jeg, om hvornår nogen havde tænkt sig at rejse sig op og råbe “SÅ LUK DOG RØVEN OG TALT PÆNT TIL OS ANDRE. Du er kongen af jorden, min ven. Du kan godt tåle at lytte til andre”

Det var der ingen der råbte. Og det kan jeg egentlig godt forstå. Især hvis manden reelt var leder. Det er nok ikke særlig karriere-fremmende, at råbe “Luk røven” til den mand, der måske dikterer, om man har et arbejde eller ej.

Men måske burde man gøre det. Måske burde man give et venligt praj om, at hans henvendelse til andre mennesker måske ikke var så hensigtsmæssig, som han selv gik og troede.

Det er et svært dilemma. Jeg overvejede et kort øjeblik om jeg måske skulle gøre alle en tjeneste og gøre det som et fremmed menneske, de ellers bare troede forsøgte at gå i et med tapetet. Lige kigge op fra computeren, vende mig om og venligt sige “Undskyld hr. Jeg tror, at du ville opnå en del mere, hvis du lyttede til dine medmennesker. Din ene kollega dér havde fx en rigtig god ide, som hun kom med, inden du trådte ind i rummet og begyndte at agere verdens-hersker”

Jeg kan egentlig godt mærke, at jo ældre jeg bliver, jo vigtigere er det for mig at mennesker taler pænt til hinanden. Måske er det noget med, at jeg er blevet mor og gerne vil have at alle lever i fordragelighed med enhjørninge, slikkepinde og kærlighed og inden derved taler grimt til hinanden.

Men hvad gør man med sådan et menneske? Måske ved han det bare slet ikke? Måske har han altid tænkt, at han var en flink fyr, der bare sagde sin ærlige mening. Og måske er det endda derfor, at han er blevet chef.

Så spørgsmålet er – Hvem tør man egentlig adfærds-korrigere og bede om kammertonen?

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg er drønmisundelig på mødre, der kan gå hjemme med deres børn