Mig og min logistikmakker

Jeg er drønmisundelig på mødre, der kan gå hjemme med deres børn

 

Der er drøn på i øjeblikket. Fra når jeg slår øjnene op tidligt om morgenen og til de bliver lukket i igen sent om aftenen, løber jeg stærkt.

Jeg afslutter i øjeblikket store projekter på mit arbejde og ved siden af det driver jeg en enkeltmandsvirksomhed, der i næste uge fører mig til Grønland, hvor jeg skal undervise.

Jeg føler mig i den grad privilegeret. Jeg bliver fagligt udfordret og jeg får nogle fine oplevelser.

Bagsiden af medaljen er det faktum, at jeg i disse uger ikke ser mine børn så meget, som jeg gerne vil.

Det er egentlig okay. Det er et par uger, der er fuld smæk på og så falder tingene til ro igen. I de sidste måneder af året, har jeg planer om alene at prioritere min familie og melde fra til alle de ting, der kan meldes fra til.

På trods af at jeg trives som en lille glad klovnefisk i vandet, skal det ikke være nogen hemmelighed, at jeg er misundelig på alle de, der har mulighed for at gå hjemme med deres børn.

Det bliver mere og mere moderne at hjemmepasse og skrue ned for karriereræset et par år.

Med god grund. Lang de fleste daginstitutioner er ikke ligefrem det børne-paradis, man drømmer om for sine børn.

For nyligt talte jeg med en kvinde, der havde valgt at hjemmepasse. Hun mødte rigtig mange fordomme og der var endda enkelte, der ligefrem fordømte hendes beslutning, fordi de mente, at det var et skridt tilbage i relation til ligestilling og kvinders ret til at være på arbejdsmarkedet.

I min optik har det intet med hinanden at gøre. Det handler om et tilvalg af familie og ikke et fravalg af at have noget at skulle have sagt på arbejdsmarkedet på et senere tidspunkt.

Jeg føler dog alligevel, at der er en vis ulighed i muligheden for hjemmepasning i relation til netop ligestilling og køn. Mange af de kvinder, jeg kender der hjemmepasser, har ganske enkelt en mand med et velbetalt job. Et job der netop formår at skabe så meget økonomisk frirum til deres familie-liv, at kvinden kan trække stikket.

Kvinden jeg talte med forleden omkring hjemmepasning stillede sig lidt undrende til det faktum, at jeg sagde, at det ikke var alle, der havde den mulighed.

“Det er alene et spørgsmål om prioritering” sagde hun.

Og det har hun jo ganske enkelt ret i. Men det er lidt nemmere at prioritere dette, når ens mand arbejder som højtstående chef og trækker den gode side af 70.000 kr. hjem om måneden.

I nogen familier er det kvinderne, der tjener mere. Og så er det svært at trække stikket og hengive sig til familie-livet, hvis man stadig gerne vil have et sted at bo. Og ens netværk derudover befinder sig i Københavns-området, hvor en ejerlejlighed på 4 kvadratmeter koster 20 millioner.

Og nu skal det ikke lyde som, at alle der hjemmepasser har en rig mand. Der er rigtig mange, der prioriterer, sparrer og vender hver en mønt og klarer sig på en helt almindelig enkelt løn. Men jeg synes at staten bør blande sig lidt mere, så det netop ikke ender med at blive en for stor økonomisk ulempe senere, når der fx i en årrække ikke tikker pensionskroner ind.

I mange nordiske lande formår staten at hjælpe. Fx nogle af vores tætteste naboer er gode til at gøre det muligt og gøre valget nemmere. Gør det muligt for en forælder at gå ned i tid et par år, mens børnene var små. På en eller anden måde gav økonomisk tilskud, så det ikke alene var så hængt op på, hvem der har en ægtefælle med et godt arbejde eller om man har muligheden for at finde en billig husleje.

Men i bund og grund er jeg bare skidemisundelig. Jeg glæder mig til den dag, at jeg opfinder en app og kan trække mig tilbage som hjemmegående husmor.

Indtil da er det dog også rart at gå på arbejde.

Igen – livet med børn er ambivalent.

 

18 kommentarer

  • Line

    Her hjemme er det mig der tjener pengene, mens min mand forsøger at få gang i sit firma og også lige renoverer vores 100 år gamle hus. Jeg er også selvstændig, og har derfor selv sparet sammen til den barsel jeg er på nu. Den slutter om lidt, og lillefis skal starte i vuggestue – for der er ikke andre til at betale huslån osv. Det niver i hjertet at skulle sende ham afsted, og samtidig glæder jeg mig til at bruge hjernen til noget fagligt igen. Vi har valgt at lytte til den der niven i hjertet så godt vi nu kan, og derfor tager jeg 3 korte dage om ugen, mens manden tager 2 korte dage. Det giver bedre til med vores barn om morgenen at aflevere ham ved 9-tiden, og en hel eftermiddag til at hygge sig når han bliver hentet ved 13-14 tiden. I teorien. For jeg ved hvordan jeg er når kunderne ringer. Pludselig er der meget der nok godt kan lade sig gøre, og så får jeg sagt ja til mere end jeg måske kan nå, eller har lyst til at nå. Jeg skal virkelig øve mig på at være realistisk og huske på, at karriere, penge og firma er ligegyldigt hvis jeg ikke ser mit barn. Det bliver noget med at prøve sig frem, men målet er klart: en god balance mellem at tjene nok til at have relativ økonomisk ro i sindet uden at skulle spare alle steder, og at have så meget fritid som muligt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Det lyder virkelig som verdens bedste beslutning. Og mega sejt, at du kan jonglere det hele. Jeg har så meget respekt for selvstændige. Jeg ville ønske at jeg turde tage springet selv.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne Primdahl

    Hej😊
    Jeg er fuldstændig enig i at det er prioritering – jeg tror mange ville kunne reducerer markant i deres faste udgifter hvis de ville. Selvfølgelig kræver det nok at den faste bolig bliver solgt, måske også bilen og at takeaway er noget som kun sker sjældent, men det kan sagtens lade sig gøre.
    Venlig hilsen Anne

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Helt enig. Der er en del vi sagtens kunne skære væk.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cathrine

    Herhjemme er det min mand, der er hjemmegående med vores søn på 2, og mig der forsørger. Jeg tjener 40.000 om måneden (nej, løn er ikke et tabu for mig (-;) og vi bor i en kommune UDEN tilskud til hjenmepasning. Min indkomst er altså vores eneste.

    Vi prioriterer, ja, men bor alligevel på en mindre landejendom, har 2 store (nyere) biler, heste, hund, andre smådyr og tager på ferie flere gange årligt. Det løber rundt – fordi vi har et godt overblik over økonomien (Jeg er “arbejdsskadet”; arbejder med revision, skat og rådgivning af selvstændig erhvervsdrivende og selskaber, så vi har flere kort- og langsigtede “drifts-” budgetter samt likviditetsbudgetter på privatøkonomien).

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Du lyder fandme som en skarp kvinde. Mit søn på økonomi kunne sagtens bruge en kærlig hånd, der kunne ændre mange ting. Man burde indføre det som fag i folkeskolen

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Bitten

    Nogle kommuner lader pasningstilskuddet følge barnet, også hvis man passer hjemme. Det burde være muligt i hele landet. Herhjemme er det også mig der har det stabile job, min mand har skiftet job 2 gange siden ungerne kom til verden, så jeg turde heller ikke hjemmepasse.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stephanie

    Vildt vigtig blogindlæg! Vi kan så hurtigt blive ramt af dårlig samvittighed!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilie

    “I nogen familier er det kvinderne, der tjener mere. Og så er det svært at trække stikket og hengive sig til familie-livet, hvis man stadig gerne vil have et sted at bo.” – ja, med mindre manden så gik hjemme i stedet? Jeg er med på, at der kan være fysiske omstændigheder i starten af barnets liv, der gør det umuligt for mor at gå på arbejde, men når barnet kommer i institutionsalder, hvor behovet for hjemmepasning opstår, kunne det vel strengt taget sagtens løses sådan. Det er dog utrolig sjældent, man hører nogen, som vælger den løsning… (Jeg håber ikke, det læses for skrapt. Jeg er bare lidt træt af, at det er noget, kvinder kan forventes at overveje, når det så sjældent forventes af mænd)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Jeg er fuldstændig enig. Der skal klart en ændring i samfundsopfattelsen til. Vi har også overvejet, om det skulle være min mand, der trak stikket lidt. Istedet valgte vi løsningen med at flytte sammen med bedsteforældrene.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cathrine

      Hos os er der min mand der går hjemme med vores 2 årige ✌ nej, han kan ikke amme, så det gør jeg i de tidlige morgentimer, eftermiddag og aften, men ellers er han lige så god som mig😊

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Far er nemlig lige så god som mor. Min søde mand tog også halvdelen af barslerne med alle 3 børn. Det har kun styrket deres relation

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ditte

    Man behøver altså ikke at have en mand med en chefstilling, for at det kan lade sig gøre. Herhjemme klarer vi os for under det halve af det beløb du nævner. Så det kan sagtens lade sig gøre, men det kræver fravalg som man skal kunne affinde sig med

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Jamen, jeg er egentlig enig. Det er altid en prioriteringssag. Vi kunne i bund og grund flytte til Bornholm og flytte ind i noget, der koster 1/3 af det vi bor i nu. Jeg synes dog, at der er en række problemstillinger, som staten kunne afhjælpe. Fx det faktum at man bliver stillet ringere end den på arbejdsmarkedet i forhold til pension mv. Og det skal jo ikke ende med at bide én i røven, at man prioriterer sine børn

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marlene

    Som hjemmepasser selv og som en der kender mange andre hjemmepassere, så kan jeg sige, at størstedelen af os ikke har en mand eller kone, der tjener mange penge. I stedet for sparer vi penge på alt det, vi kan undvære og bor billigt (når man bor til leje, kan man få boligtilskud fra kommunen). Men som boligpriserne er de fleste steder i landet, er det selvfølgelig svært at få det til at løbe rundt, hvis man ejer sin egen bolig eller har andre forpligtelser.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Nej. Præcis.

      Jeg er meget imponeret over, at det kan lade sig gøre. For os ville det kræve at vi flyttede væk fra byen og væk fra netværk. Boligpriser i storbyer er bare svære at hamle op med.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lene

    Jeg synes det skal være en forældreret og ikke kvinderet. På den måde vil en far også kunne tage den vigtige omsorgsrolle hvis mor er karriereorienteret og trækker pengene hjem.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mig og min logistikmakker