Hvis jeg var direktør, ville jeg..

Mig og min logistikmakker

 

Forleden stod jeg forpustet og træt i en Netto.

Klokken var kvart i ulvetime og jeg havde kort forinden tonset af sted på cyklen for at nå at hente børn inden lukketid og den sociale døgnvagt. Sveden piskede af mig og hele situationen blev ikke mindre stress-ramt, da det gik op for mig, at vi ikke havde en eneste ble i vores hjem.

Bleer er en nødvendighed. Især når man har 2 børn, der stadig tror, at toiletter er et stort badekar for deres bamser og dukker, når det altså ikke er opbevaringssted for flere udrullede ruller toiletpapir.

Vi har før stået i en ble-alarm, hvor badebleer eller de gammeldags stofbleer er taget i brug. Det er ikke ægte hensigtsmæssigt, skulle jeg hilse og sige fra min sofa.

Men bedst som jeg stod der i Netto og rev en pakke bleer ned fra hylden, slentrede der et par rundt i gangene blandt dåse-makrel og ristede løg. De grinede og fjantede. Kiggede forelskede på hinanden og talte lidt om, at de skulle huske at købe tømmermænds-chips til på søndag.

Og så gik det op for mig, at det engang havde været os. At vi også har brugt søndage i ske foran fjernsynet. At vi har fjantet rundt i Netto kl. 17.15 uden at have galoperende hjertebanken over, at 3 børn hvert øjeblik kunne eksplodere i et raseri-anfald, fordi Kinder Mælkesnitte ikke stod på listen i dag.

Man har næsten glemt det.

Sådan er det ikke længere. Kærligheden er ikke blevet mindre. Men den er blevet anderledes. Nu er det ikke parforholdet, der bliver plejet i hverdagene, men 3 små skrigebasser.

Sms-beskederne er ikke længere lange kærligheds-erklæringer, men nok snarere remindere om, at man skal huske at købe mælk og skrive til børnehaven, at man har brug for pasning i uge 42.

Vi er mest af alt logistik-makkere. Eller logistikchefer i en virksomhed, der skal holdes kørende og hvis største kunder alle er under 6 år og stiller usandsynlig store krav. Der afholdes koordinationsmøder, planlægnings- og tavlemøder, udregnes budgetter og udarbejdes logistik-planer, hvor kunderne skal fragtes fra A til B og nå at blive fodret, inden kunden bliver utilfreds og sender så negativ feedback i form af skrig, at de resterende kunder også går amok.

Kunderne betaler heldigvis tilbage. Med kærlighed. Altså det meste af tiden.

Og det er en høj løn i sig selv. Men jeg glæder mig til den dag, at vi igen kan slentre ned af Nettos gange hånd i hånd uden sved på panden. Den dag vi begge bliver fyret som logistik-chefer. Selvom man nok i den grad kommer til at savne disse tider, hvor man spiller en afgørende rolle i ens børns liv og de ikke bare mener, at ens blotte eksistens er ualmindelig pinlig.

Livet er en ambivalent og spøjs størrelse.

 

1 kommentar

  • Maja

    Jeg grinte højt af det med Mælkesnitterne.

    Det er så sandt alt det du skriver. <3

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hvis jeg var direktør, ville jeg..