Er du pæn for din mand?

Hvis jeg var direktør, ville jeg..

Som jeg skrev om her, er jeg for første gang ramt af en eller anden form for stress-tilstand. På trods af at jeg egentlig arbejder færre timer end nogensinde.

Det er ikke fordi, at jeg ligger på den lade side. Jeg har vel en arbejdsuge mellem 37 og 40 timer og ved siden af det, kommer der i perioder lidt konsulentarbejde. Det kan lyde meget for nogen, men da jeg altid har været en lille arbejds-narkoman, er det reelt en kort uge for mig.

De første par år efter endt studetid arbejdede jeg rigtig meget. Det var nyt og spændende og jeg elskede at være på arbejdsmarkedet efter at have haft hovedet begravet i bøger i 5 1/2 år. Jeg arbejdede på alle tidspunkter af døgnet og tog også gerne en tørn i weekenderne. På det tidspunkt havde jeg ingen børn, der skulle hentes og mit arbejdede gav mig en enorm stor livs-værdi.

Da ældstebarnet kom til havde jeg lidt svært ved at finde ro i min nye rolle. Det har jeg skrevet lidt om i dette indlæg, der handler om, at jeg pludselig ikke helt vidste, hvem jeg var. For skulle jeg pludselig være mor, når jeg normalt var sådan én, der var sit arbejdede? Jeg knoklede stadig, men der var pludselig tændt en umådelig trang i mig til at tage hjem, når klokken var 16, så jeg kunne kysse på mit barn.

Det sjove ved min lille stress-situation lige nu er, at det slet ikke handler om mit arbejde. Jeg har egentlig altid tænkt, at de mennesker der fik stress, havde en kæmpe høj sagsbunke, de slet ikke kunne overskue, liggende på deres skrivebord. En sagsbunke, der gav dem trykken for brystet og søvnløse nætter. Sådan har jeg det ikke. Jeg elsker mit arbejde. Tværtimod er det alle de ting, jeg ikke når i min fritid, der giver mig stress. Vasketøj, indkøb, oprydning, børnetid, kærestetid, kvalitetstid, egentid.

Årh, egentid. Tiden, hvor man bare er sig selv. Hvor man kan løbe en tur og lytte til fuglene. Eller stirre ind i en væg i komplet ro. Den tid er væk og det får min hjerne til at syde, fordi den aldrig rigtig reloader.

Hertil aften læste jeg et par kommentarer på LinkedIn. De handlede om forskellige tiltag virksomheder havde indført med en bragende succes for at give deres medarbejdere mere overskud og mere tid til at trække vejret. Og jeg kan virkelig godt forstå, hvorfor det er en succes. Min hjerne ville i den grad arbejde mere effektivt, hvis der var frigjort plads i et stramt skema til egen-tid og alle de andre ting, der skubber bag på det store hamsterhjul.

Så hvis jeg var direktør i min egen biks, ville jeg indføre:

  • Træning i arbejdstiden 

I en kommune sørgede de for, at få deres medarbejdere ud og træne. Det er vist ikke til diskussion, hvad træning gør for ens effektivitet, for ikke at tale om sygefravær og humør. 2 timers træning i medarbejdernes fritid, kunne byttes direkte ud med 1 times afspadsering fra arbejdet. Hvis man gjorde det hele året rundt, medførte det en helt ekstra ferieuge.

  • 30 timers arbejdsuge

Flere arbejdspladser både i Danmark og Sverige er begyndt at indføre 30-timers arbejdsuger. Det startede i en dansk rådgivningsvirksomhed, hvor en CEO selv kunne mærke, hvordan familielivet blev udfordret, når der skulle tjenes penge til mad på bordet. Det skulle vise sig, at medarbejderne løb lige så stærkt på de 4 dage, som de ellers havde gjort på de 5 og der blev sat omsætningsrekord i løbet af et par år.

Men det er jeg ikke. Så indtil jeg bliver det, må jeg lige finde ud af, hvordan jeg får skabt flere timer i døgnet.

Gør de noget specielt, hvor du arbejder, for at alting glider bedre?

 

 

1 kommentar

  • Cirkeline

    Gud hvor gør dit skriv mig glad. Eller…. Det er jo ikke en glæde at du oplever det samme, men at du sætter ord på det jeg føler. For jeg føler mig udbrændt og har svært ved at få enderne til at nå sammen. Føler altid, at jeg er det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, og har desværre ikke opbakning fra min chef til en kortere arbejdsuge, som ellers er det, jeg drømmer om lige nu.
    Derfor er jeg nok nødt til at sadle om, og det gør mig med at det. For jeg elsker mit job…
    Men jeg elsker mig selv, og mine familie mere.
    Men wow….. har fortalt mig selv at jeg ikke er stresset, præcis fordi stress jo handler om bunker af arbejde, men måske behøver det ikke at handle om arbejde?!?

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Er du pæn for din mand?