Om at give hjernen en pause

Er du pæn for din mand?

 

Jeg har en veninde, som jeg forsøger at lytte til, når det kommer til livets store spørgsmål.

Hun er sådan én, jeg altid ringer til, når jeg står i lort til halsen. Jeg er så beriget i livets lotteri, at jeg har mange veninder. I hvert fald mere end en håndfuld. Fælles for dem alle er, at de hver især er meget forskellige.

Grunden til at jeg særligt lytter til hende, er at hun aldrig pakker tingene ind. Der er inden gode råd, der bliver pakket ind med en rød sløjfe eller med lidt sukkervand, så det er nemmere at sluge. Det er råt for usødet. Og jeg får af vide, når jeg har været en idiot. Vi har kendt hinanden i mange år, men jeg er ret sikker på, at det er én af årsagerne til, at hun egentlig har kunne holde mig ud og omvendt. Fordi det bliver sagt, når nogen fucker up. Og så forsætter vi uden nogen bærer nag.

Hun mødte sin kæreste mange år, inden vi andre faldt til ro og jeg har altid været stærkt fascineret af deres forhold. Fordi de på trods af at 14 års forhold og 2 børn ikke har flået hovedet af hinanden og brugt dem som fodbolde ude i haven. Det virker som et urokkeligt forhold.

Min veninde og jeg havde engang en lang snak om kærlighed, parforhold, forælderskab og lange bryster. Hendes pointe var meget klar: Uanset hvor meget hverdag, der gik i den, skulle man altid være pæn for sin mand. Ikke hele tiden. Joggingtøj og fedtet hår var ok om søndagen, men som udgangspunkt skulle man gøre en indsats. For det meste af tiden. Hele livet.

Den samtale tænkte jeg pludselig tilbage på i går aftes. Klokken var 21.20 og jeg var i færd med madpakkesmørringen. Jeg kiggede ned af min selv. Min min ene fod havde jeg en sok på. Den var lyserød og havde små grønne prikker på. Den anden fod var bar. På mine ben bar jeg et par meget sexede natbukser. Jeg købte dem, da jeg var gravid, så de var vel et par numre for store. Bukserne var prydet med blå små stjerner på en flot lyserød baggrund. På min overkrop bar jeg en t-shirt, som nok havde rette form omkring 1997. Inden 4200 ture i en vaskemaskine. Min mascara hang langt ned af kinderne og jeg havde netop spildt lidt leverpostej ned af mine bukser.

Jeg var meget lidt pæn for min mand.

Og jeg synes egentlig, at det er en vigtig pointe. At man bare gør en lille indsats. Og det er naturligvis ikke kun os, der skal gøre noget. Det skal ikke forstås, som et “Kvinderne skal ud i køkkenet i bar røv og stiletter”-type indlæg. Det er begge parter i et forhold.

Men jeg kan fandme godt forstå, at man kan ende med at ligne Karen Kedelig med leverpostej på tøjet og mascara ned af kinderne. Hvis man overhovedet formår at få mascara på. Og rent tøj.

Jeg kan virkelig godt forstå, at ens udseende bliver nedprioriteret i en hverdag med arbejde, småbørn, støvsugning og gulvvask. Desuden orker man knap nok at føre en samtale med ens bedre halvdel, når alt det praktiske er fikset og man langt om længe ikke får råbt “ooooostehaps” ind i hovedet og børnene er lagt. Så hvorfor skal man egentlig overhovedet gøre en indsats, når det kommer til udseendet?

Men måske er det bare, det der sker, når man får små børn. Måske er det det, der dræber parforholdet. At man ender med at sidde let lugtende af sved i sofaen med leverpostej på tøjet og uden overskud til at føre en samtale.

Vi er selv fanget i fælden.

Spørgsmålet er nok, hvordan man lige finder overskuddet. Hvordan man får taget sig sammen til at få stegt nogle bøffer og åbnet en flaske rødvin, når børnene sover. Hvordan man får overskud til at få barbere sine ben, inden de gror helt til.

Vi har et vennepar, der går til salsa.

Hver onsdag får de børnene passet ifører sig stramt tøj, ser hinanden dybt i øjnene og vrikker med måsen. Første gang de fortalte det, fnes jeg på sådan en åndet måde. Men det eneste, jeg kunne tænke på, var en af de der danske film, hvor et ældre ægtepar begynder til at salsa for at få lidt gang i parforholdet.

Måske er det slet ikke en dårlig ide. Og det behøver måske ikke at være salsa. Måske kan det være, at man mødes til frokost en gang om måneden, hvis man arbejder tæt på hinanden. Eller at man får ungerne passet og skrider til Barcelona. I marts måned kastede vi os ud i Vasa-løbet, som er et 90 kilometer langrends-løb. Det gik ikke sønderlig godt, som man kan læse om her. Men vi fik talt mere ud på den langrends-løjpe, end vi ellers havde gjort det sidste halve år.

Vi skal i hvert fald op og ud af den sofa. Og det kan kun gå for langsomt.

 

 

 

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om at give hjernen en pause