Idiotiske ting jeg i ramme alvor har tænkt jeg skulle være

Om at give hjernen en pause

Som nogen måske har bemærket, er der væsentlig længere mellem indlæg herinde, end der plejer.

Det er ikke fordi, at jeg har glemt, hvordan man skriver. Ej heller fordi, at jeg er løbet tør for ideer. Der er mange hundrede indlæg, der gemmer sig i min hjerne og som hver dag tager form.

Pt. har jeg bare givet min hjerne en pause.

Jeg startede denne blog med dette indlæg. Og et helt år frem skrev jeg stort set hver dag. Der blev ikke udgivet indlæg hver dag, men de blev skrevet og tog form og lidt blev der suppleret med hver eneste aften.

Jeg har et ganske almindelig menneskearbejde. Det passer jeg hver dag, efter jeg har afleveret børn kl. ca. 7.30, hvorefter jeg vender hjem igen kl. 17.00 lige midt i ulvetimen. I kender det. Der skal fodres, synges, leges, spises, bades og puttes og pludselig er klokken 20.45.

Derefter skal der opryddes, klargøres og tøjvaskes til endnu en dag i hamsterhjulet. Og så er klokken 21.30. Man rammer sofaen. Trækker vejret dybt. Og overvejer hvem man egentlig er og hvad man egentlig havde af planer ud over at være forældre.

På det tidspunkt tog  jeg computeren frem og skrev. Indtil klokken blev i hvert fald midnat. Så slukkede jeg og gik i seng og sov ca. 5 1/2 timers afbrudt søvn indtil vækkeuret ringede igen og vi startede forfra.

Det har faktisk virket for mig. Jeg kunne godt.

Indtil det ikke virkede mere. Her startede det nok. Her i midten af maj, hvor jeg skriver dette indlæg. Som jeg skriver i det indlæg, løber jeg pludselig rundt på et hotelværelse midt om natten, fordi min hjerne kørte 200 kilometer i timen. Også når den sov.

Jeg lyttede ikke helt efter. Så jeg fortsatte. Med at arbejde, skrive og aldrig sove.

Men nu har min krop sagt ægte stop.

Den har fortalt mig, at hvis jeg ikke lytter, så tvinger den mig til at sætte mig ned. Og det har den gjort ved at inddrage min evne til at holde balancen. Når der kommer for meget på programmet, bliver jeg ganske enkelt svimmel. Jo mere jeg laver og jo mindre jeg sover, jo mere drejer verden rundt.

Det er noget sjovt noget med stress-symptomer. Jeg har altid sagt til alle andre, hvor alvorligt man skulle tage det. Men samtidig har jeg tænkt, at det der stress, det er ikke noget for mig. Det er ikke noget, jeg får. Min hjerne er stærk som en okse. Den lægger sig ikke bare ned, fordi den har lidt travlt. Den har nemlig altid haft travlt.

Men min hjerne var ikke enig.

Så nu er blogindlæg noget, jeg skriver, når der er plads. Jeg forsøger, at lade være med at skrive dem, når jeg burde sove. Som fx nu. Hvor klokken er 23.26.

Så det betyder godnat.

Men jeg har det fint. Jeg giver bare min hjerne lidt pause. Og lidt søvn.

3 kommentarer

  • Anne

    Her den anden dag hørte jeg at et hollandsk ord bliver hyldet, på lige fod med vores “pyt”. Tror det hedder “niksen” og det har intet med niksen biksen at gøre, men handler om at “lave ingenting”. Jeg synes det lyder svært og lidt sejt, så jeg er begyndt at øve mig i at niksen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stephanie

    Du er sej Stine ❤️🙏🏻. Hils Jesper og husk at tage den ro du har brug for.

    Ps lige et lille fint Hella Joof citat; “Sådan er er dramaturgien i al helbredelse: Fortrængning,. Benægtelse. Erkendelse. Skam. Tårer. Soning. Oplysning. Tak og glimmer på!”
    Kæmpe knus til dig

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Godt du giver den en pause. Lytter til kroppen. Du skal have og bruge den krop i mange mange år endnu. Så man skal passe godt, sådan rigtig godt på den ❤️ Jeg troede egentlig heller ikke stress var for mig. Men oplevede det for første gang i en delingsførerpraktik. Ingen højeste arbejdstid, 2 uger før de værnepligtige skulle sendes hjem stod jeg midt på gaden(vist nok en gade i Herning) og begyndte at tude. Sådan rigtig vræle. Jeg vidste ikke hvor jeg var og kunne ikke mærke min krop. Nå men jeg tog et par dages fri og kørte arbejdet i mål. Jeg lovede mig selv det aldrig skulle ske igen. Men det skete da jeg gik på skole (sammen med din bedre halvdel). Samtidigt havde jeg et 42 timer job der skulle passes. Pludselig blødte jeg (nedenfor) ud af det blå, min krop sagde fra. Jeg husker jeg ringede til min chef, der blot kvitterede med et: hold lige skruen lige i vandet til jeg er retur.. men det kunne jeg ikke. Jeg sygemeldte mig og ikke længe efter søgte jeg et nyt job. Nu må det virkelig ikke ske igen. Men man er jo bare et menneske.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Idiotiske ting jeg i ramme alvor har tænkt jeg skulle være