Skal man vælge hverdagen eller et (fiktivt) eventyr?

Ægudtagning. Æggene er doneret.

Photo by Daniel Reche from Pexels

Solen bager rart i ansigtet. Min mand laver aftensmad og jeg ligger på sofaen.

Det har jeg gjort det meste af dagen. Faktisk har jeg ikke bevæget mig meget siden formiddagens begivenheder. Maven værker let, men det er ingenting i forhold til, hvad jeg forventede. Jeg har nemlig doneret æg i dag og der var mange fortællinger om det på nettet.

Med mig havde jeg min mor og den veninde, der nu skal bage på æggene, der nu forhåbentlig udvikler sig til en baby. Hvordan det blev en realitet, kan du læse her og hvilke overvejelser, jeg har gjort mig, kan du læse her

Forløbet

Jeg startede med hormoner sidste lørdag.

De første 5 dage bestod det af en lille sprøjte, jeg skulle placere i mit maveskind hver aften. Nålen var meget lille, så det var sådan set ikke noget problem, selvom jeg måtte få min mand til at gøre det. Jeg var tilsyneladende en lidt større kylling end forventet.

Efter de 5 dage skulle sprøjten suppleres med en anden sprøjte, der skulle tages om morgenen.

Jeg har ikke været påvirket af hormonerne, andet end at jeg har haft en usandsynlig stor trang til usund mad og har følt mig lidt utilpas i min egen krop. Men ingen smerter eller humørsvingninger.

Desuden har jeg besøgt klinikken et par gange til scanninger, der skulle vise, hvor langt æggene var i processen. Og i dag, 12 dage efter det hele begyndte, var æggene klar til fangst.

Ægudtagningen

I går blev jeg lettere bekymret for udtagningen.

Jeg gjorde det, som jeg ikke skulle gøre. Jeg googlede.

Og hvis noget google kan levere oplysninger om, er det din kommende død. Uanset om man googler fodvorter eller hovedpiner, så kan google højst fortælle dig, at du er tæt på at dø. Og det var også gældende, når det kom til ægudtagning. Historier om blødninger, besvimelser og smerte så voldsomme, at selv fødsler til sammenligning føltes som en tur i spa. Så jeg begyndte at efterlyse positive historier og de væltede ind. Langt de fleste skrev, at det altså ikke var noget at skrive hjem om.

Jeg besluttede derfor at pakke bekymringen væk. Ud skulle de jo.

Jeg fik lov til at sove længe i morges, selvom 3 børn skulle pakkes og ud af døren. Jeg skulle nemlig møde fastende og hvis der er noget, der kan gøre mig til et arrigt menneske, er manglen på mad. Så for alles skyld stod jeg op en time efter alle, så morgenmaden var overstået og jeg alene skulle putte børn i tøjet.

Sulten gnavede let i maven, da jeg cyklede afsted mod børnehaven. Det samme gjorde det nederste af min mave. Hver gang jeg kørte over et bump, gav det et let jag og kroppen var meget tydelig omkring, at der pt. var noget i kroppen, vi gerne ville slippe af med.

Da jeg i sidste uge foreslog lægen, at jeg bare kunne cykle frem og tilbage, da han sagde, at jeg skulle sørge for en taxa eller anden transportmulighed hjem, brød han ud i en smålatter, hvoraf jeg godt kunne udlede, at det nok ikke var en mulighed. Derfor havde jeg taget min mor under armen. Og den veninde der skal overtage æggene.

Jeg blev taget imod af en meget venlig anæstesi-sygeplejerske – I ved sådan én, der har forstand på at bedøve folk. Hun gav mig et par kvalmenedsættende piller, da jeg har lidt tendens til at blive dårlig af bedøvelse og derfor egentlig helst ønsker at gennemføre behandlinger uden. Smerte kan jeg sagtens klare. Kvalme orker jeg ikke. Hvorfor 22 ugers opkast under tvillingernes graviditet var en anelse udfordrende.

Derefter lagde hun en nål i min arm og jeg var ready for rock’n roll.

Herefter gik turen til et lokale, der nok mest kan betegnes som en mærkelig blanding af en fødestue og en tandlæge-klinik. En stol, et par skærme og 3 skærmer og vel i alt 3 læger. Og derudover min veninde og min mor, der alligevel var for nysgerrig til at bruge tiden i et venteværelse. Til Villum og Kayas fødsel blev jeg begavet med i alt 11 mennesker i lokalet, så 5 personer der skulle tage del i et projekt omkring mine nedre dele, føltes jo nærmest som en lille lukket fest.

Mit forhold til den meget søde sygeplejerske skulle vise sig kun at blive endnu bedre. Igennem min arm skød hun nemlig et eller andet medikament, der efterlod mig i en tilstand, jeg ikke kan huske, jeg nogensinde har været i før. En følelse af overordentlig ro lagde sig over min krop og jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde tidligere har været så afslappet. De ville på det tidspunkt kunne klippe mig skaldet, uden at jeg ville skænke det en tanke.

De satte i værk. Jeg opdagede ingenting. Jeg kunne høre på stemmerne i rummet, at der var bid og der blev leveret det vi kom efter. Alt i mens at jeg lå med lukkede øjne og fortalte dumme anekdoter. Præcis som jeg plejer.

“Du skal da se det” sagde min mor begejstret og henviste til de to skærme lige over os, hvor man kunne følge med i både udtagningen og efterfølgende se de småbitte æg. Jeg åbnede øjnene, hvorefter de 2 skærme, der havde formeret sig til 8, dansede for mine øjne. “Ellers tak. Jeg ligger lige så rart”, konstaterede jeg og vendte tilbage til min lille bobbel.

Det sidste æg nev en smule. Den samme fornemmelse som når man får lavet screening for livmoderhals-kræft.

Så var det hele forbi.

Medikamenterne havde aftaget og jeg kunne rejse mig og lægge mig ud på en lille seng, hvor jeg lå i en halv times tid, indtil jeg var sikker på, at jeg ikke ville blive overmandet af hverken kvalme eller smerter.

Intet kom. Og nu ligger jeg her.

Der er gået 10 timer og jeg har brugt dem på sofaen. Jeg fik en håndfuld smertestillende med hjem, men det ligger urørt i min taske. Jeg vil ikke sige, at det har været smertefrit, men de smerter jeg efterfølgende har haft minder om en omgang menstruationssmerter, som man kan pleje ved at slappe af.

Hele forløbet har været en rigtig fin og positiv oplevelse. De værste omkostninger for mig pt., har været det faktum, at jeg har taget 2 kilo på og har en meget oppustet mave, som gerne skulle være væk i løbet af et par dage.

Det er det.

Og nu krydser vi. Og håber, at min veninde har en baby i armene og et lille års tid.

 

 

 

 

 

3 kommentarer

  • Charlotte

    Hold op hvor er du bare sej! Sej fordi du gør det og sej fordi du beskriver det og dermed hjælper endnu flere😄

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kristina

    Jeg er så vildt med, at du gør det her og fortæller om det. Jeg har selv overvejet at donere, så andre kan få glæde af det. Men jeg er end nu ikke kommet af med mine tanker om, at andre vil have ‘mine’ børn gående. Jeg ville så gerne kunne se på det som et rent bi-produkt, og at genetikken ikke spillede en rolle for mig, men det er jeg ikke lykkedes med.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Nej, man skal jo netop gøre sig en del etiske overvejelser omkring det og hvis man betragter det som værende ens barn, er det dælme også svært. Jeg har slet ikke haft de tanker. For mig er genetik ikke det, der giver en mærkatet som mor eller far. I min optik leverer jeg en del af en gen-masse, så nogen andre kan få deres eget barn. På samme måde som hvis jeg leverede blod eller et organ. Måske skyldes det, at jeg ved, at jeg har fået de børn, jeg skal have, hvorfor det æg aldrig var blevet til et menneske, hvis det ikke var blevet givet til nogle andre, der selv leverede den resterende del af gen-massen og forårsagede, at det blev til et liv. Men det er heller ikke for alle og enhver. Man skal have sig selv med i det.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Skal man vælge hverdagen eller et (fiktivt) eventyr?