Om at vokse op med en handicappet bror

Skal man vælge hverdagen eller et (fiktivt) eventyr?

 

Jeg har haft en veninde på besøg i dag. En veninde med 2 børn, der har taget en beslutning, som mange af os kun drømmer om. De har pakket hele deres liv ned i kasser, opsagt deres job og står uden hjem. For fra engang i næste uge, har de ingen fast postadresse.

De rejser nemlig ud i verden med en rygsæk på ryggen. Det næste år skal de rejse rundt i Europa og i Asien, inden de på et ukendt tidspunkt vender hjem igen.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg drømmer om at gøre præcis det samme. Det gør de fleste af os nok. Men selvom det kan lade sig gøre, kræver det benhård prioritering og store økonomiske ofre før man kan pakke rygsækken.

Vi købte et hus sidste og da vi ikke kan betegne os selv som millionærer, har det betydet et relativt stort lån. Og med relative store lån følger relative store renter. Sådan er det de første år som husejer og det er et valg, vi har truffet. Vi kunne nemlig have valgt at være flyttet til Lolland eller Vestjylland, hvor husene åbenbart kan koste under 100.000. 

Men det gjorde vi ikke. Vi prioriterede bedsteforældre og hovedstaden. Og i nærheden af København findes der ikke mange huse til under 100.000. Måske kan man få et form for skur for de penge.

Længe har jeg dog haft en drøm om, at vi skulle pakke vores ting ned og tage afsted på en længere rejse med børnene. Jeg har endda været så konkret i mine drømme, at jeg har gemt barsel fra min tid med Ellie til netop en tur ud i verden.

Det skal bruges inden barnet fylder 9 år. Det er ikke så relevant at tage afsted nu. For det første fordi det kræver en opsparing, der er svær at opretholde, når man har et hus og et par børn, der suger alle penge ud af ens dankort, som var der om den sidste flaske Smirnoff Ice i Randers (undskyld Randers, jeg var bare lige løbet tør for anekdoter.) For det andet fordi, at børnene pt. er for små. Både i den henseende, at vi gerne ville have, at de kunne huske det, men derudover fordi de i øjeblikket har et stort behov for at sætte egen overlevelse på prøve.

Så nu er den rationelle hjerne begyndt at stille spørgsmålstegn til den drømmende og eventyrlystne hjerne. Spørgsmål som “Er det egentlig overhovedet realistisk?”, “Får I nogensinde sparet op?”, “Hvad hvis I aldrig kommer afsted?” og “Er det ikke nu, du har brug for den ekstra frihed?”

Og særligt sidstnævnte klinger ofte i min hjerneskal. Hverdagen er udfordret med transporttid, børn der skal hentes og bringes i forskellige institutioner, madpakker, putteritualer og opvask. Det betyder, at weekenderne, hvor vi netop skulle prioritere tid og nærvær, istedet går med alle de ting, der ikke kan blive proppet ind i kalenderen den resterende del af ugen – Tøjvask, støvsugning, indkøb og alt andet end at sidde og se hinanden i øjnene.

Måske skal drømmen om en lang rejse, kvæles til fordel for deltid.

Nu begynder jeg altså at overveje om den tid, der skulle bruges på en strand i New Zealand, istedet skal bruges om onsdagen i Dragør på at fikse alle de ting, der ellers bliver ordnet i weekenden, så der netop bliver plads til alt det sjove i weekenden.

Og det kan jo være, at vi vinder en million og alligevel kan tage afsted. Det er dog nok bare ikke realistisk, henset til at jeg aldrig spiller Lotto. Og ville det ikke være tiden i New Zealand med ens børn, man ville huske og værdsætte forevigt? Eller var det alle de mange lørdage, hvor man samlede Lego med børnene på gulvet i stuen? Og hvad hvis det hele alligevel bare går op i hamsterhjul, så vi slet ikke kommer afsted og så har jeg spildt vigtig tid?

Tiden med ens børn er vel det vigtigste i verden. Men hvordan og hvornår skal den tid bruges? Hvad er vigtigst?

Hvem der bare havde opfundet appen Angry birds og var blevet mange-millionær.

13 kommentarer

  • Julie

    Muligvis ikke så relevant en kommentar, men…. Efter at have drønet verden rundt som backpacker og boet flere år i udlandet i løbet af mine 20’ere, føler jeg faktisk, jeg er færdig med at rejse (i hvert fald for den nærmeste fremtid), efter jeg blev mor sidste år. Blandt andet er jeg blevet bevidst om den kolossale mængder CO2, man udleder ved at rejse meget rundt, men også fordi jeg simpelthen ikke gider at slæbe mit lille barn med på den anden side af jorden, for så være fokuseret på hendes behov dér i stedet for her. Bevares, det ser da meget godt ud på billeder, men jeg tror ikke jeg kommer til at få tilnærmelsesvis så meget ud af en dyr rejse med en guldklump på armen. Og så er alting herhjemme jo så nyt og spændende med et lille barn, plus at den danske sommer har vist sig fra sin bedste side de sidste par år 🙂

    PS: Alt det bedste til dem, der rejser eller drømmer om det – det er altså bare hvad jeg synes for mig selv! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Det kan jeg sagtens følge. Efter vi boede i Grønland har jeg egentlig også besluttet, at vi bliver i Danmark i et par år. Men jeg kan ikke afvise at jeg om en 5-6 år er træt af danske campingpladser og gerne vil se verden, når børnene selv kan bære deres ting. Min veninde jeg nævner i indlægget tager faktisk rundt på tog, men ellers satser vi på el-fly, når den tid kommer.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ditte

    Vi tog det store svære valg og lod hamster hjulet gå fløjten. Vi solgte dyrt lækkert hus i Vanløse. Tog på backpacker rejser i ni måneder i Asien med vores to piger på dengang 3 og 6 år. De ni måneder fløj afsted, og vi kunne ikke se os selv tage skridtet tilbage til den hverdag vi forlod. Vi måtte finde en ny retning og besluttede at leve af en indkomst og forsætte rejsetilværelsen. Pigerne er lige så vilde, som vi forældre er med vores nye tilværelse rundt omkring i verden. Selvom det til tider er pisse hårdt at være sammen 24/7, og fremtiden er usikker, så har vi aldrig fortrudt, at vi udlevede vores drøm. Læs eventuelt med hos min mand @hjemmefar

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Det er fandme sejt. Hvordan finansierer I det?

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lene

    Behøver det være et fiktivt eventyr?
    Den slags tanker gjorde vi os mange ! om, da vi stod et sted i livet, hvor vi såmænd var glade nok, men alligevel følte, at vi måtte kunne gøre noget andet.

    Vi har ca samme konstellation som jer; en storesøster på 5 og tvillinger på snart 2.5.
    Med den store kørte vi ‘det almindelige’ liv med vuggestue, børnehave und zu weiter. Vi overvejede aldrig andre måder at gøre det på, for det var ikke kommet til os, at der også fandtes andre muligheder.

    De små nåede at gå i vuggestue nogle måneder, og vi fik i samme periode øjnene op for, at nogle gør tingene på en anden måde – som giver mere tid sammen som familie.
    Vi tænkte og overvejede og snakkede i ét væk, og hurtigt kunne vi mærke, at vi også skulle lave nogle ting om. Vi overvejede en lang rejse (som vi hverken havde råd til eller kunne overskue, så det var mest i drømmen), deltid og tusind flere scenarier.

    Vi endte med, at jeg sagde mit gode job op, og at vi tog de små ud af vuggestuen.
    Nu går jeg hjemme (og til alverdens ude af huset) med dem, mens storesøster går i børnehave 3 korte dage om ugen.
    Jeg fatter slet ikke, hvor anderledes vores familieliv er blevet, og hvor anderledes vi allesammen har det.
    På det praktiske plan lever vi nu på min mands indtægt. Han er selvstændig, så det er bare noget med at krydse fingre for, at alt på den front fortsat vil gå godt.
    Vi køber stort set alt i genbrug, vi har udsat vores mangeårige drøm om at købe en bondegård, vi vender hver en krone, og vi har det godt med det.
    For der er kommet den vildeste ro over os alle. Altså, jeg er indimellem ved at dø indeni over at ha børn hos mig 24 7, og jeg savner at bruge mit hoved på noget fagligt, og jeg GLÆDER mig til at genoptage job/læse videre/hvadend jeg finder på, når de små måske skal i børnehave om et års tid, men det føles rigtigt helt inderst inde. Det gjorde det ikke i overvejelsernesprocessen eller lige efter beslutningen, men efterhånden kom den følelse.
    Og jeg siger til mig selv, at der nok skal være plads til mig ‘derude’ når tiden er rigtig.

    Så når du spørger. Personligt synes jeg, at tiden med sine børn er det vigtigste. Især mens de er små. Ikke nødvendigvis vigtigst for forældrene, for der kan jo være mange ambitioner, men hvert fald for børnene. Det er børnenes perspektiv, vi har taget vores beslutninger udfra.
    Men nu hvor jeg har været hjemme med dem et år, er det vist også blevet mit behov at følge dem så tæt. De ér fandme så dejlige, og tiden går så stærkt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Ja, det er dælme også om at gøre det, hvis man har muligheden. Vi er lidt hæmmede af, at det er mig, der tjener mest, hvorfor vi skulle gå fra hus og hjem, hvis vi valgte at jeg gik hjemme fuld tid. Det ville vi jo sagtens kunne prioritere og flytte til en anden del af landet, hvorfor vi også ville vinke farvel til bedsteforældre mv. Så måske er deltid en god mellemvej.

      For du har ret. Tiden med børnene er den vigtigste

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Ja altså vi har taget valget. Jeg knalder pt 5 timers barsel af ugentligt. Timerne bestemmer jeg selv hvornår ligger (tak arbejdsgiver!) nogle dage er det tidligere hjem, nogle dage senere mødetid og indimellem har jeg endda opsparet til en hel hjemmedag. Det giver SÅ god mening i vores liv (2 børn på hhv 1 år og knap 3). Efter sommerferien 2020 er der ikke mere lillebrorbarsel at tage af, men de 8 uger fra storesøster har vi endnu. Forventer at bruge dem på samme måde. Jeg har ingen(!) drøm om at rejse jorden rundt med hverken rygsæk eller børn, men 1 måned eller 2 gennem Europa tog jeg gerne. Og som andre i denne tråd påpeger; så gør det vel egentlig ikke den store forskel om det er orlov uden løn eller barselsdagpenge, når man alligevel skal spare op til selve turen?
    Håber du finder ro med din beslutning – og begynder at nyde dine weekender. Det gør vi 🤗

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Det lyder som det helt perfekte. Det ville være en drømmeløsning for mig. Tak for dit input

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Du kan eventuelt prøve at følge med hos @kulturkritisk_forum, som en gang imellem deler familier, der har taget springet. Mener at en af dem hed @hjemmefar, men kan ikke lige huske andre. Det kan jo være gavnligt med lidt inspiration😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lis Y

    Åhhh gud, hvor kan jeg sætte mig ind i dine tanker!!! Jeg drømmer ikke om en rygsæktur med unger og mand jorden rundt, for så eventyrlige er vi slet ikke! Men jeg drømmer om, at besøge min familie down under og vise ungerne det store land, og vel også det mindre land ved siden af (nz). Men altså…. sådan en tur er jo heller ikke gratis… hverken i penge, planlægning eller ferie/orlov fra job! Og så længe jeg er ved at dø af surhed om søndagen, fordi der skal laves madplan, handles ind, vaskes tøj, ryddes op und so weiter, så virker overskuddet til at realisere den drøm så langt væk 😫 Når jeg endelig får taget mig sammen om en 5-7 års tid, er det sikkert blevet forbudt at flyve 🙈

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Nej, præcis. Den slags koster. Og det koster meget. Og spørgsmålet er om man overhovedet kommer afsted, men man kommer vel endnu mindre afsted, hvis man ikke bruger de ressourcer, man har. Damn det er svært.

      Og du har ret. Om 5 – 7 år kan det være vi alle alligevel er blevet fløjet til Mars, fordi planeten er røget sig en tur.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke Rune

    Doomed if I do and doomed if I don’t!
    Jeg er sådan en græsset er grønnere type, så om 20 år ville valget klinge af ‘jeg skulle så meget have haft den fridag i stedet for en jordomrejse’ eller ‘hvis jeg bare havde haft en ugentlig fridag ville ALT bare have været bedre’ … så ingen gode råd lige om det herfra. Dog kan jeg med min efterhåndenden realistiske tilgang til tingene og kendskab til eget sind sige at jeg IKKE ville få bygget mere LEGO med pigerne i weekenden. Eller få lavet picnic og de dér ting jeg går og fantaserer om, hvis jeg havde mere overskud.
    Men nu gør jeg faktisk noget ved det alligevel! Jeg beder om deltid, selvom det koster, og og det er deltid til ‘moi’! Til at få styr på mit hovede der gerne vil have styr på gøremålene. For så tror jeg at overskuddet må være lidt større i weekenden – det skal i hvert fald prøves af. Jeg sætter ikke forventningerne for højt 😉
    Men når du har brugt din barsel, børnene er store nok og du tænker ‘øv, den tur dér’, hvad så med at tænke at lånet må være blevet lidt mindre og orlov uden løn vel ikke er så langt fra barsel på dagpenge, og få gjort begge dele!! Både uge rolig fridag OG drømmen om en rejse ude i fremtiden 😀
    Held og lykke med beslutningen 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om at vokse op med en handicappet bror