En barndom med musik

Ægdonation vol. 2 – Spørgsmål og svar

Photo by Dominika Roseclay from Pexels

Der er mange forskellige holdninger til ægdonation.

Efter jeg skrev om det her, er der kommet en del spørgsmål. Både her og ude i virkeligheden. Det er nok et område, som ikke mange ved så meget om, medmindre man selv har været igennem et forløb.

Fertilitetsbehandling er tabuiseret, da der er tale om et sårbart emne, der kan være svært at spørge til og tale om. De fleste holder nok kortene tæt ind til kroppen, når man brændende ønsker sig et barn. Man aner ikke om eller hvornår det sker, hvorfor de fleste nok holder lav profil for at undgå spørgsmål, hvor man igen og igen skal fortælle, at ens hårde forsøg ikke bærer frugt.

Der er rigtig mange, der har skrevet til mig, at de selv har doneret æg. Til søskende, til venner, til fremmede. Også den anden side, har givet sig til kende. Alle de der brændende har ønsket sig et barn, men som af den ene eller anden årsag ikke selv har kunne producere æg. De har opnået deres allerhøjeste livsønske, fordi enten nogen de kender eller nogen de ikke kender har doneret æg.

I forlængelse af det kan jeg jo så besvare nogle af de spørgsmål, jeg har fået allermest.

Lad os starte med det mest spurgte først:

Hvordan har du det med, at en anden får dit barn?

Det spørgsmål får jeg i mange varianter. Men for lige at slå det vigtigste fast først: Det er ikke mit barn. Selvom der er en biologisk forbindelse, har jeg alene doneret byggemateriale i form af nogle gener.

Jeg kan forklare det, som hvis der var tale om en stor Lego-borg. Jeg kommer med den pose af klodser, der mangler, men borgen tilhører altså nogle andre. På trods af, at jeg kan tage æren for at have leveret enkelte dele af det.

Jeg ser ikke levering af gener, som en berettigelse til et mærkat som mor eller far. I min optik har gener intet med forælderskab at gøre. En mor er den, der opfostrer, opdrager og elsker barnet. Den der vugger og stiller op til første skoledag.

Jeg har ikke knyttet bånd til det æg, jeg leverer. Jeg har nogenlunde samme følelser for det, som hvis jeg havde leveret blod til barnet. Det vil sige, at jeg selvfølgelig vil se det som et lille menneske, som jeg har en historie med. Præcis, som hvis jeg havde doneret blod til en person, der havde brug for det.

Jeg tror, at det gør en stor forskel for mig, at jeg har fået de børn, jeg skal have. Det æg var aldrig blevet til et barn, hvis andre ikke skulle bruge det. Jeg ved med mig selv, at jeg aldrig vil se på det barn og tænke, at det hører til hos mig, da det ganske enkelt ikke havde eksisteret, hvis der ikke stod nogen og var så uendelig klar til at tage imod det.

Et par stykker har også sagt, at det er uansvarligt, at man er med til at producere et barn uden at vide, om der bliver taget ordentligt hånd om det eller om det får en ordentlig barndom og med det i mente, kan vi forsætte til næste spørgsmål.

Er det ikke mærkeligt, at du kommer til at se barnet hos din veninde? 

Nej.

Modsat føles det egentlig lidt rart, at jeg ved hvor ægget ender. Ganske enkelt for at få stillet min egen nysgerrighed. Det bliver sjovt at se, om det kommer til at ligne mig eller mine børn.

Jeg tror jeg ville føle, at det hele var lidt uafsluttet, hvis jeg havde doneret æg og ikke vidste, hvad der var sket med det. Det er der jo heldigvis masser, der gør, men for mig er det ikke forbundet med hverken dilemmaer, overvejelser eller ondt i maven, at det barn er i nærheden.

Tværtimod glæder jeg mig til at opleve, at min veninde får det i armene, som hun allermest ønsker sig. Og jeg ved, at det vil få en dejlig opvækst.

Der findes forskellige variationer af donorskab. Man kan donere ind i en pulje, som ukendt donor. Så kan man donere ved krydsdonation, hvor 2 par bytter donor-æg. Den tredje mulighed er, at man donerer som kendt donor, som jeg gør.

Aftalen er, at vi er helt åbne om det. Så hvis barnet pludselig undrer sig over, hvorfor det altid vender sin trøje på vrangen eller konstant smider sin husnøgle væk, ved det altså, at det ikke skyldes egne strukturerede forældre, men en distræt donor.

 

Hvordan foregår forløbet? 

Først og fremmest skal man igennem en screenings-proces, hvor de tjekker om alt er, som det skal være. Man kommer til en kort samtale omkring motivation for donation og hvor der bliver tjekket op på egen og ens families helbredstilstand. Medmindre man skal donere som kendt, skal man være under 36 år.

Man skal være sund og rask og uden kroniske sygdomme. Man får taget en række blodprøver, der undersøger én for forskellige sygdomme, fx hepatitis. Derudover får man en indvendig scanning, der undersøger mængden af æg og om ens underliv fungerer, som det skal.

Hvis man bliver godkendt, påbegynder man behandlingen. I 5-6 dage skal man hver aften sprøjte en lille sprøjte ind i maven med væske, der hjælper modningen af æggene. Det bliver herefter suppleret med en ekstra sprøjte, indtil æggene er klar til udtagning. Det sker typisk efter 10-14 dage.

Jeg påbegyndte behandlingen i går og det gjorde på ingen måde ondt. Måske hjælper det, at mine graviditeter har efterladt en fin lille delle i det område, hvor sprøjten skal ind. Jeg kan i hvert fald intet mærke. Det var en smule grænseoverskridende, at skulle stikke sig med en nål i maven, så jeg fik min veninde til at gøre det. Jeg tror dog ikke, at det bliver et problem for mig fremover, da det som nævnt ikke kunne mærkes.

Jeg er spændt på de næste dage og om min krop reagerer på det, men indtil videre er der intet at skrive hjem om.

Hvis I har flere spørgsmål, er I velkomne til at skrive her eller på Instagram-profil. 

 

 

 

 

 

 

4 kommentarer

  • Becca

    Mega sejt og beundringsværdigt – jeg er bare ikke helt sikker på, at jeg ville være lige så følelsesmæssigt afklaret som du er 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Nej, jeg har også været et helt år undervejs og man skal virkelig overveje det inden man kaster sig afsted ud i det.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pia

    Du er for vild! Alle burde have en veninde som dig ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kathrine

    Du er sgu et godt menneske! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En barndom med musik